360 begejstrede børn til kor på Risbjerggaard: “Når de synger, er de bare så frie”

Den store sal i kulturhuset genlød torsdag af begejstret børnesang, da de mindste elever fra tre lokale skoler boltrede sig med deres korleder

Børn sang kort i Kulturhus Risbjerggaard
De mindste elever fra Engstrandskolen, Dansborgskolen og Risbjergskolen gjorde en torsdag formiddag Strungesalen i Kulturhus Risbjerggaard til et ekstra dejligt sted at være. (Foto: Risbjerg & Co.)

Der var stor begejstring, store stemmer og store huller mellem tænderne i nogle af de smilende munde, da 360 børn fra skoler i Hvidovre torsdag sang kor i Kulturhus Risbjerggaard.

– Jeg er Jordens største og heldigste kartoffel, for jeg kender jer alle sammen, lød det fra midten af cirklen af elever.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

I midten stod korleder fra Hvidovre Musikskole, Johanne Elise Schack von Brockdorff, ved siden af pianist Martin Sejer.

Hver uge tager Johanne rundt til tre skoler og underviser elever i børnehaveklasse og 1. klasse i kor.

Børn sang kor om slik og tandbørstning

Denne torsdag var alle hendes kor-elever samlet i kulturhusets store sal, Strungesalen, for at forene deres ivrige barnestemmer om ”Jeg ved en lærkerede” og flere selvkomponerede sange om at spise slik og børste tænder.

Her får du en smagsprøve:

– Når de synger, er de bare så frie, konstaterer en begejstret Johanne i en pause.

Korsang giver også fællesskab

Sådan er Johannes oplevelse af ungerne faktisk hver gang, hun lægger vejen forbi én af klasserne på Engstrandskolen, Dansborgskolen og Risbjergskolen.

Nogle gange har de energi til mange minutters sang, andre til færre, men det er altid en fornøjelse.

Samme oplevelse har en lærer fra Dansborgskolen, da Risbjerg & Co. spørger, om der aldrig er en dårlig kordag.

– Næh. Det er så dejligt, og det giver også et fællesskab, når de synger sammen, lyder det.

Elever i Hvidovre skal også synge i kor til næste år

Den eneste klage lyder, at Johanne til næste år ikke længere skal undervise børnehaveklassen på Dansborgskolen i kor.

Kun de mindste elever på Engstrandskolen og Risbjergskolen får stadig korundervisning.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:

Tanken er nemlig, at Johanne skal rundt på forskellige skoler i Hvidovre.

At dømme på reaktionerne efter kor-formiddagen i kulturhuset er der noget at glæde sig til for de elever, der ender med at få besøg.

– Det var så hyggeligt, råbte en lærer på vej ud af salen.

– Det var helt vildt! Jeg er bare så glad, smilede Johanne.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Det var anden gang, Johannes elever blev samlet i Kulturhus Risbjerggaard. Planen er at fortsætte med den årlige koncert fremover.

Hvis dit barn er interesseret i at synge kor med Johanne, kan man melde sig til Spirekor eller børnekor på Musikskolen.

LÆS OGSÅ: 400 elever fra Risbjergskolen gav den gas på MOD Scenen

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt