Hvis du bor et sted med personlighed, charme eller noget andet, der gør dit stolt af dit hjem, kan du nu være med i konkurrencen om Hvidovres flotteste bolig 2026.
Det er vel at mærke lige meget, hvor du bor, og om dit hjem er en villa, en lejlighed eller for den sags skyld et kolonihavehus.
Det vigtigste er, at det er et sted, hvor dommerne alt i alt får en fornemmelse af, at det samlede indtryk bare er noget særligt, fortæller arrangøren af Hvidovres flotteste bolig 2026, danbolig Hvidovre.
– Det handler ikke at have den største eller dyreste bolig, Men om, hvordan bolig, indretning, vedligeholdelse, udearealer og den generelle stemning spiller sammen.
– Vi lægger også vægt på personlighed og de detaljer, der gør boligen til noget særligt og et hjem, man er stolt af. Det er ofte helheden, der gør forskellen, fortæller Amir Jowkar, ejer af danbolig Hvidovre.
Sådan melder du dig til
Det er gratis at deltage, og der er kun ganske få krav til at være med i konkurrencen.
Du skal:
- Sende 5-10 billeder af din bolig samt et par ord om den til hvidovre@danbolig.dk
- Mailen skal være sendt senest 16. august kl. 12
- Du skal være fyldt 18 år og bo i Hvidovre Kommune
- Kunne være hjemme fredag 28. august mellem kl. 11:30 og 14:30
Danbolig Hvidovre kommer nemlig til at udvælge en række finalister, som hver især får besøg af et dommerpanel i lige præcis det tidsrum.
Vinderen bliver udpeget samme dag efter en votering blandt dommerne.
LÆS OGSÅ: Her er Hvidovres flotteste bolig 2025
Fornem jury er klar til at se på dejlige hjem
Dommerpanelet bestod sidste år bestod af blandt andre Sara Blomstrøm Lygum fra TV 2-programmet Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF) og forrige års vinder af Hvidovres flotteste bolig.
I denne video kan du få et indtryk af dommerpanelet, vinderhuset og deltagerne i konkurrencen i 2025:
Du skal ikke blive skræmt af at se de meget flotte huse i videoen.
Amir Jowkar understreger, at juryen kommer til at lægge vægt på meget andet, end om der er brugt mange penge på indretning.
– Jeg har på fornemmelsen, at nogen måske holder sig tilbage, fordi de tænker, at sådan nogle huse kan de ikke ‘matche’.
– Men en pointe med konkurrencen er netop at sætte fokus på de mange forskellige, fantastiske hjem i Hvidovre. Så alle med en bolig, der på den ene eller anden måde står lidt ud, har mulighed for at vinde, siger han.
Fjerde udgave af Hvidovres flotteste bolig
Det er fjerde år i træk, at danbolig Hvidovre sætter konkurrencen i søen. Den er skabt for blandt andet at ”sætte fokus på byens mange flotte og forskellige boliger”.
– Samtidig er det en sjov måde at engagere lokalområdet på. Og give boligejerne mulighed for at vise deres hjem frem, siger Amir Jowkar.
Du kan læse de detaljerede betingelser for at deltage i konkurrencen i danbolig Hvidovres opslag på Facebook.





