Inklusion: Fortidens fejl må ikke stå i vejen for fremtidens børn

DEBATINDLÆG: 50 millioner kroner skal være med til at hjælpe børn tidligere til gavn for alle, skriver Søren Friis Trebbien (K)

Søren Friis Trebbien
I Hvidovre skal fremtidens inklusion være langt bedre end fortidens. Planen hedder ”En skole for alle”, men pengene til den skal bruges klogt, skriver Søren Friis Trebbien (K). (Foto: Hvidovre Kommune)

Om få uger starter et nyt skoleår for mange børn i Hvidovre.

For de fleste er skolestart forbundet med forventning og glæde. Men for nogle familier er der også bekymringer.

”Får mit barn den hjælp, det har brug for? Bliver det en del af fællesskabet? Og er der de rette voksne omkring barnet, når udfordringerne opstår?”

“En skole for alle” er en ny vej frem

Når mange hører ordet inklusion, vækker det stadig minder om en skolepolitik, som ikke fungerede godt nok.

Det forstår jeg godt.

Vi var ikke med til at træffe de beslutninger, der fik mange borgere til at miste tilliden til inklusionstanken.

Men vi har et ansvar for at finde en bedre vej frem.

Derfor arbejder vi i Hvidovre med visionen En Skole For Alle.

Flere skal have hjælp tidligere

Målet er ikke, at alle børn skal have det samme tilbud. Nogle børn vil fortsat have brug for specialiserede tilbud, og sådan skal det være.

Men målet er, at flere børn får den rette hjælp tidligere, tættere på deres hverdag og i et stærkere samarbejde mellem skole, familieområde, PPR og øvrige fagpersoner, naturligvis i samarbejde med forældre og barn.

Konservative sikrede 50 millioner til området

Det er også derfor, at vi konservative sikrede os, at der blev afsat omkring 50 millioner kroner til området over de frem til udgangen af 2028.

For hvis vi vil gøre tingene anderledes, kræver det også, at vi investerer anderledes.

Det handler ikke om at spare; det handler om at bruge ressourcerne klogere og tidligere, så problemer ikke vokser sig større, før hjælpen kommer.

Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev, så du er sikker på at følge med i hele debatten:

En diagnose er ikke en identitet

Vi ved, at ingen børn passer ind i den samme boks.

En diagnose er ikke en identitet. Børn har forskellige udfordringer, men også forskellige styrker.

Vores opgave er at sikre, at flere børn mødes med de rette rammer og den rette støtte, så de får mulighed for at udvikle deres potentiale.

Flere penge til inklusion skal bruges rigtigt

Som konservativ er jeg optaget af mere end gode intentioner.

Når vi investerer mange millioner kroner i vores børn, skal vi også følge op på, om indsatsen virker.

Flere ressourcer giver kun mening, hvis de fører til bedre trivsel, stærkere fællesskaber og bedre muligheder for de børn, der har brug for hjælp.

God velfærd handler ikke om at bruge flest eller færrest penge. Den handler om at bruge pengene rigtigt.

Tidligere hjælp er en gevinst for alle

Hvis vi lykkes med at hjælpe flere børn tidligere, giver vi dem bedre muligheder for at gennemføre en uddannelse, få et arbejde og leve et selvstændigt liv.

Det er en gevinst for det enkelte menneske, men også for fællesskabet.

Derfor må fortidens fejl ikke stå i vejen for fremtidens børn.

Søren Friis Trebbien, 1.viceborgmester, medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget, Det Konservative Folkeparti

LÆS OGSÅ: Vigtige forbehold piller ved konklusion om, at elever med særlige behov klarer sig bedst i folkeskolen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her