Lokale ungdomspolitikere fra SF Ungdom, Liberal Alliance ungdom, Danmarksdemokraternes ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Rød-Grøn Ungdom går sammen om at starte en lokal paraplyforening, Hvidovre Tværpolitisk Ungdom, for alle politisk interesserede i Hvidovre, der ikke er fyldt 30 år.
På sigt er det håbet, at alle partier bliver repræsenteret.
Foreningen skal dog ikke være forbeholdt unge, der allerede er partipolitisk aktive.
Den skal også være et sted for unge, der blot er nysgerrige på politik og gerne vil blive klogere. Og for unge, der engagerer sig gennem civilsamfundsorganisationer.
Skal styrke ungdomspolitik i Hvidovre
Et af formålene med foreningen er også at understøtte de lokale afdelinger af ungdomspartierne i Hvidovre og hjælpe nye til opstart.
– Vi ved, at det kan være hårdt som lokalafdeling at få hjulene til at dreje. Og endnu sværere at få stablet noget helt nyt på benene.
– Derfor er håbet, at vi med oprettelsen af HTU kan gøre det hele lidt lettere og på den måde styrke det lokale ungdomspolitiske liv, siger kommende formand for foreningen, Robin Seeberg (SF).
LÆS OGSÅ: Hvorfor stiller en 19-årig op til kommunalvalget i Hvidovre?
Aktuelt i en tid med et byråd uden unge
Hovedmålet med foreningen er at få flere unge til at engagere sig i politik.
– Mange unge tror, at deres stemme ikke betyder noget, og nogle føler sig ikke rustet til at forstå politik. Det vil vi som forening gerne lave om på, lyder det i en udtalelse fra to af initiativtagerne, Mads Emil Holleufer (LA) og Frida Broe (EL).
Pressemeddelelsen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev og få politiske nyheder direkte i indbakken:
Samtidig skal foreningen være en platform, hvor unge på tværs af politiske skel kan sætte fokus på de udfordringer, der fylder i deres hverdag.
– En stor styrke ved at forene alle ungdomspolitikere i Hvidovre på tværs af holdninger er, at vi kan sætte unges problemer på dagsordenen.
– Aktuelt har vi et byråd i Hvidovre nærmest uden unge. Og vi har brug for nogen, som sætter unges vilkår på dagsordenen lokalt, lyder en fælles udtalelse fra tidligere medlem af kommunalbestyrelsen Mathias Rinaldo (DD) og formand for DSU Hvidovre, Lucas Jessen, der også står bag projektet.
LÆS OGSÅ: Det kræver mod at stå ved sin politik
Vær med til at sætte Hvidovre Tværpolitisk Ungdom i søen
Selvom de politiske uenigheder indimellem kan være store, også i lokalpolitik, mener initiativtagerne, at uenighed ikke behøver at stå i vejen for samarbejde.
Tværtimod ønsker Hvidovre Tværpolitisk Ungdom at gå forrest. Og vise, at man godt kan være uenig politisk og samtidig have respekt for hinanden, føre en god debat og arbejde sammen om de ting, man er enige om.
Hvis man synes, det lyder spændende, kan man komme til stiftende generalforsamling d. 6. oktober med lidt pizza og sodavand.
Det foregår på Rytterskolen ved adressen Hvidovre Kirkeplads 1.
Tryk meget gerne “deltager” på denne Facebook-begivenhed.
Alternativt kan man henvende sig til formanden på robin.seeberg@gmail.com.





