Bange for din egen skygge? Halloween-gys er en genvej til selvudvikling

På denne tid af året vælger mange at underholde sig selv med skrækindjagende gyserfilm. Der kan virke langt fra frygt til fornøjelse, men ifølge en horrorforsker er de to tit tæt forbundne.

Træerne er blevet brunere, solen er forsvundet, dynejakkerne er fundet frem, og der er noget lige bag dig…

Halloween – den uhyggelige højtid, hvor de døde går igen og fødevareproducenterne hælder orange frugtfarve i deres snackprodukter – står for døren.

Det er en tid, hvor folk på paradoksal vis får stor glæde ud af at dyrke det ubehagelige.

Det kan virke kontraintuitivt, men der er faktisk en god forklaring på det.

Vi har altid delt uhyggelige historier

For at forstå menneskets forkærlighed for gys og gru har mediet MenTalt talt med Marc Andersen, som er lektor i kognitionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Marc Andersen er med-leder af forskningsenheden Recreational Fear Lab, hvor han forsker i menneskers forhold til uhyggelig underholdning.

– Det ser ud til, at mennesker gennem historien og på tværs af samfund altid har delt uhyggelige historier med hinanden, siger Marc Andersen.

Spøgelseshus giver indsigt i vores forhold til gys

For at forstå hvorfor, har han og de andre horrorforskere fået lov til at bruge spøgelseshuset Dystopia i Vejle.

I Dystopia bliver seks-syv tusind gæster hvert efterår jagtet af alverdens gyserfigurer som spøgelser, dæmoner og motorsavsmordere, som laboratorie.

Forskerholdet har gennem årene lavet mange undersøgelser af Dystopias gæsters forhold til gys ved at stille dem spørgsmål og måle på dem, og efterhånden tegner der sig et klart billede af, hvorfor vi er vilde med uhygge.

Frygt og fornøjelse i balance

Frygt og fornøjelse kan virke som modpoler, men undersøgelserne i spøgelseshuset viser faktisk, at det gode gys handler om at finde den rette balance mellem de to.

– Et år lavede vi et studie, hvor vi netop kiggede på forholdet mellem frygt og fornøjelse.

– Vi gav gæsterne hjertemålere på og stillede dem spørgsmål, efter de kom ud, om, hvor bange de havde været, og hvor meget fornøjelse de havde fået ud af det, fortæller Marc Andersen.

Forskerne kunne så se, at forholdet mellem frygt og fornøjelse viste sig at være en omvendt u-kurve – hvis der ikke var meget frygt, var der heller ikke meget fornøjelse, men hvis der var for meget frygt, kunne man også se fornøjelsen gå ned.

Gysets sweet spot

Fornøjelsen var oftest størst, hvis der var den rigtige – moderate – mængde frygt til den enkelte person.

– Vi kalder det gysets “sweet spot”. Vores hypotese er, at det egentlig handler om læring.

– Vi tror, at fornøjelse i virkeligheden er knyttet til et læringssignal i hjernen, og vi ser faktisk det samme forhold, når det kommer til læring og leg – børn og voksne bliver ofte mest nysgerrige og interessere ting, der er moderat overraskende, men det må ikke afvige for meget fra, hvad de kender.

– Mange af deltagerne i vores undersøgelser siger også selv, at de føler, at uhyggen får dem til at vokse og udvikle sig som personer, siger Marc Andersen.

Horror lærer os at kende vores grænser

Men hvad kan man så lære af horror?

Ifølge Marc Andersen kan det handle om, at folk lærer deres grænser bedre at kende. Men det handler i høj grad også om, at man gennem horror kan undersøge scenarier, men ikke kan lære om på andre måder.

– Hvordan lærer man ellers om seriemordere, eller om hvad der sker, hvis verden bliver ramt af en dødelig pandemi?

– Vi så jo også under corona, at en af de mest populære film på streamingtjenesterne var en gyserfilm om en pandemi, siger Marc Andersen.

LÆS OGSÅ: Det sker i Hvidovre til Halloween

Horrorfans havde lavere stressniveau under corona

På det tidspunkt undersøgte deres laboratorie, hvordan folk håndterede stress under pandemien.

Det viste sig, at horrorfans rapporterede lavere stressniveauer end ikke-horrorfans.

– Det handler måske om, at horrorfans jo har set hazmat-dragter, lange køer ved benzintankene og lignende billeder mange gange før i gyserfilm, så det er ikke så overraskende for dem.

– Horrorfilm kan på en måde fungere som et blueprint til de værst tænkelige scenarier, siger Marc Andersen.

Derfor lytter især kvinder til true crime

Han tror også, at det kan være med til at forklare true crime-genrens store popularitet hos kvinder.

– Vi ved, at op imod 80-90 procent af true crime-lytterne, der er kvinder.

– Det er i udgangspunktet overraskende, fordi vi stereotypt plejer at associere træk som voldstendenser og aggression med mænd.

– Men når det alligevel er kvinder, der er de primære forbrugere, handler det muligvis om, at det netop er kvinderne, der føler, at de har noget at lære af true crime – fordi det ofte er kvinder, der er ofre for den slags forbrydelser, som beskrives i True Crime.

– Studier i true crime indikerer også, at true crime-lyttere føler sig mere forberedt på, hvis de selv skulle blive udsat for noget, fortæller Marc Andersen.

LÆS OGSÅ hos Mentalt.org: Hvordan kvinden, det ikke kunne blive bange, lærte forskerne om frygt

Vi oplever sjældent frygt

Gennem uhyggelig underholdning kan man også lære noget om, hvordan frygt føles.

– Det er jo egentlig meget sjældent, at moderne mennesker oplever frygt.

– De fleste mennesker er bekendt med angst, som jo ofte er karakteriseret ved, at man er bange for noget, der ikke umiddelbart er til stede, for eksempel at man kan være angst for, hvordan det nu skal gå til eksamen i morgen.

– Men den reelle frygt – den man ville føle, hvis man stod og kiggede en ulv i øjnene – oplever vi knapt så ofte, siger Marc Andersen.

Kend din frygt

Gys og gru giver en unik mulighed for at mærke hvordan frygt føles i kroppen. Igen handler det ifølge Marc Andersen om læring.

– Når man udsættes for moderate mængder af frygt, kan man opleve, at følelsen bliver mindre voldsom over tid. Der er undersøgelser, der indikerer, at hjernen kan undertrykke input, som den har let ved at forudsige.

– Du kender måske oplevelsen af at sidde i biografen og føle, at de andres slikposer larmer og forstyrrer, men at din egen ikke gør.

– Det er, fordi din hjerne kan forudsige lyden af, at du stikker hånden ned i posen, og derfor til dels kan undertrykke lyden, siger Marc Andersen og fortsætter:

– Et andet eksempel er folk, der holder foredrag. De kan stadig blive nervøse, selvom de har prøvet det mange gange før – de kan bare ikke altid mærke nervøsiteten så meget mere.