To mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger, mistænkt for at have begået bedrageri i juli 2026 mod ældre i Maribo, Ballerup, Lyngby og Hvidovre.
Politiet kom ind i sagen via et opkald fra en borger, som syntes, at en mand opførte sig mistænkeligt ved en hæveautomat på Hovedvejen i Glostrup.
Da en patrulje kom frem, forsøgte to mænd at løbe væk.
Mænd knyttet til fem bedragerier mod ældre
Mændene blev dog fanget og anholdt.
Efter en kort gennemgang af deres effekter blev det ifølge Københavns Vestegns Politi klart, at de havde været ved at hæve penge, som ikke var deres.
Den efterfølgende efterforskning og ransagninger har sat de to mænd i forbindelse med foreløbig fem bedragerier, begået mellem 17. og 22. juli.
Torsdag 23. juli blev de to mænd på 18 og 19 år fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor de blev varetægtsfængslet i fire uger. Efterforskningen fortsætter, melder politiet.
Tre anholdt i lignende sag
Sagen kommer lige oven i en anden sag om såkaldt kontaktbedrageri.
Onsdag 22. juli blev tre personer anholdt for kontaktbedrageri mod en kvinde sidst i 70’erne. Hun var blandt andet blevet franarret guldsmykker for omkring 200.000 kroner.
De tre personer – to mænd på 27 og 30 år samt en 57-årig kvinde fra København – er siden blevet løsladt, mens efterforskningen fortsætter.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Samme mønster i bedrageri mod ældre
Selvom sagerne ikke umiddelbart hænger sammen, har de flere fælles træk.
Svindlerne skaber tillid ved at udgive sig for at være fra politiet, banken eller en anden myndighed.
Derefter forsøger de at få deres ofre til at udlevere penge, betalingskort eller smykker. Eller til at overføre penge til en konto, som de kalder “sikker”.
– Der er tale om skruppelløse svindlere, som spiller på deres ofres tillid til politiet, banker eller kommuner, siger efterforskningsleder Mathias Nebel fra Københavns Vestegns Politi.
– Det er usselt, at man på den måde udnytter det, at vi lever i et tillidsbaseret samfund. Og særligt, at man udfinder ofrene blandt vores ældre eller udsatte medborgere, mener han.
Ifølge politiet kan der komme flere anholdelser i begge sager.
Smæk røret på – smæk døren i!
Sagerne får Københavns Vestegns Politi til at komme med en opfordring til alle, men især pårørende til ældre.
Tal om kontaktbedrageri, så de ældre undgår at blive svindlet – tænk på, at:
– Hvis en ukendt person ringer og vil tale om dine penge, bankkonti eller værdigenstande, så smæk røret på.
– Hvis en ukendt person møder op ved din dør og siger, at vedkommende kommer fra politiet, banken eller en anden myndighed for at hente smykker, kontanter eller betalingskort, så smæk døren i og ring til politiet.
– Politiet, banker og offentlige myndigheder kommer aldrig hjem for at hente dine værdier. Og de beder dig aldrig overføre penge til en “sikker konto”.
Politikommissær Mathias Nebel tilføjer, at hvis ældre smækker røret på eller døren i og ikke udleverer værdier, “er det dem, som snyder svindlerne”.
Ring til politiet, hvis du ser noget mistænkeligt
Han kommer også med en opfordring til borgere generelt:
– Hvis I oplever mistænkelig adfærd der afviger fra normalbilledet – f.eks. som i sagen i onsdag ved en hæveautomat, nogle der ringer på hos naboen, hvor det virker mistænkeligt, biler der mødes og udveksler noget – alt! Så ring til politiet.





