Anette Farnø Skourup og Martin Eskildsen fra Venstre er bekymrede for, hvordan vi prioriterer skolerne i Hvidovre økonomisk.
Samtidig mener de ikke, at den måde, vi fordeler pengene imellem skolerne, er retfærdig.
De mener, midlerne fordeles uden en gennemskuelig logik eller hensyn til skolernes reelle udfordringer.
Ikke færre, men flere penge til skolerne i Hvidovre
Det kan, når man læser Venstres debatindlæg, se ud som om, der bliver sparet på skolerne i Hvidovre.
Den udlægning kan jeg ikke genkende.
Tværtimod har vi i Kommunalbestyrelsen med det seneste budget valgt at styrke skolerne betydeligt med en stor investering på i alt 50 mio. kr. ekstra over en 4-årig periode.
Beløbet bruges til at understøtte og udvikle skolerne gennem udviklingsarbejdet ’en skole for alle’.
LÆS OGSÅ: Folkeskolerne i Hvidovre skal laves om
Skolernes fysiske rammer er også blevet bedre
Og også i år er der forslag til budgettet om at styrke skolernes økonomi for at kunne give alle vores børn de bedste forudsætninger for at trives og lære.
Vi har desuden igennem flere år prioriteret at få opgraderet og forbedret skolernes fysiske rammer – fx er Holmegårdsskolen blevet udbygget, der er renoveret faglokaler og lavet flere og bedre toiletter på vores skoler.
Ny budgettildelingsmodel tager højde for skolernes virkelighed
Der har tidligere været debat om, hvordan pengene fordeles skolerne imellem, og den budgettildelingsmodel, vi arbejder med, er heller ikke helt enkel.
Men selvom Venstre har en anden opfattelse, så kan jeg sige, at vi i både udvalg og Kommunalbestyrelse har bestræbt os på at få justeret på budgettildelingsmodellen til skolerne, så den model, der trådte i kraft 1. januar i år, i højere grad end tidligere fordeler midler efter skolernes konkrete opgaver og vilkår.
LÆS OGSÅ: Sara Benzon: Færre penge til visse skoler er en politisk prioritering
Formålet har været at sikre en mere retfærdig og behovsbaseret fordeling, hvor ressourcerne følger opgaven og ikke blot antallet af elever.
Der er desuden i den nye tildelingsmodel taget højde for skolernes socioøkonomiske sammensætning og særlige opgaver. Fx om en skole har en modtageklasse eller har svømmeundervisning, der kræver ekstra ressourcer.
Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Kompleks model tager højde for mere end antallet af elever
Jeg er helt med på, at modellen er kompleks. Og der indgår mange parametre for at sikre, at skolerne får midler, der modsvarer de opgaver og vilkår, de enkelte skoler har.
Det betyder også, at to skoler med samme elevtilgang eller -nedgang kan få forskellig økonomi tildelt. For der indgår også opgaver, klasse- og skolestørrelse og elevgrundlag i fordelingen af penge.
Modellen tager fx højde for, at skoler, der har klasser med færre end 22 elever bliver kompenseret økonomisk for på den måde at styrke de elevmæssigt mindre skolers økonomi.
Alle vores skoler får desuden penge til at kunne ansætte tre faglige ledere.
Så jeg mener, at vi med budgettildelingsmodellen har taget et vigtigt skridt mod en mere retfærdig fordeling, hvor ressourcerne følger skolernes reelle behov.
Sara Benzon,
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget (SF)
LÆS OGSÅ: Stop for sociale medier på Dansborgskolen i Hvidovre: 5 centrale overvejelser











