Generalforsamling og valg af ny formand i Det Konservative Folkeparti i Hvidovre

LÆSERBREV: Jesper Hjelm er på den ordinære generalforsamling valgt som ny formand for Det Konservative Folkeparti i Hvidovre, skriver partiet

Jesper Hjelm
Jesper Hjelm blev enstemmigt valgt som ny formand for Det Konservative Folkeparti i Hvidovre. Han er desuden partiets 1. suppleant til kommunalbestyrelsen.

Det Konservative Folkeparti i Hvidovre holdt torsdag 29. januar 2026 årets ordinære generalforsamling.

På aftenens møde berettede formanden for Hvidovres vælgerforening, Peter Dræbye, om årets aktiviteter i den lokale forening.

Vanen tro, er der brugt mange kræfter på de traditionsrige markedsdage i løbet af sommeren foran Hvidovre Rådhus.

Formanden takkede for det store arbejde med at arrangere dagene og for opbakning af medlemmerne.

Det Konservative Folkeparti gjorde status over året i Hvidovre

Kommunalvalget 18. november 2025 fyldte en del på mødet, og medlemmerne havde lejlighed til at spørge til valget, konstituering og hvilke emner den konservative gruppe aktuelt arbejder med.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Peter Dræbye fortæller:

– Jeg er stolt over de mange kræfter alle lagde i valgkampen og det flotte resultat.

– Efter et historisk godt valg i 2021, havde nogle spået os et dårligt valg, men med 10,4% af stemmerne er Det Konservative Folkeparti stadigvæk det største borgerlige parti i Hvidovre.

– Nu kan Søren Friis Trebbien, Tina Cartey Hansen og Kenneth Bak også i de næste fire år fortsætte det gode arbejde som borgerlige stemmer, der arbejder.

– Vi har fået mange betydningsfulde poster og vil arbejde for at rykke Hvidovre i mere borgerlig retning.

Jesper Hjelm og Peter Dræbye
Efter fire år som formand valgte Peter af arbejdsmæssige grunde ikke at genopstille som formand for partiforeningen. (Foto: Det Konservative Folkeparti i Hvidovre)

Ny formand vil stå for fornuft og ordentlighed

En enig generalforsamling valgte Jesper Hjelm som ny formand.

Jesper har som næstformand kørt et tæt parløb med Peter og er udover formand også partiets 1. suppleant i kommunalbestyrelsen.

Han udtaler:

– Jeg er taknemmelig og ydmyg over for opgaven. Nu skal vi i arbejdstøjet.

– Det forpligter at være det tredie største parti i Hvidovre, så jeg vil arbejde for, at partiet bliver en endnu tydeligere stemme og alle borgeres garant for sund fornuft og ordentlighed.

– Vores mål er at sætte et solidt konservativt aftryk på Hvidovres udvikling.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Ny næstformand valgt

På baggrund af formandsskiftet blev Michael Sabroe valgt som ny næstformand.

Tom Mikkelsen og Johnny Berg valgte som Peter ikke at genopstille. Vi siger jer stor tak for jeres indsats for partiet.

Anders Dybdal indtræder som helt nyt medlem, mens Tina Cartey Hansen fortsætter dit arbejde i bestyrelsen.

Det Konservative Folkepartis nye bestyrelse består nu af Jesper Hjelm, Michael Sabroe, Ejner Skræddergaard, Søren Friis Trebbien, Tina Cartey Hansen og Anders Dybdal.

Kenneth Bak og Mie Friis-Philipson er suppleanter.

LÆS OGSÅ: Konservative: Fire grunde til at være imod Holmene 2,0

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt