Elever på Risbjergskolen: Sådan burde al undervisning være!

7.B fra Risbjergskolen har i natur/teknologi været med til at skabe en ny udstilling om fedt på Medicinsk Museion

Børn på udstilling
Det har været fedt at være mere kreativ end i normal undervisning, siger Ella, der her betragter det endelige kunstværk, som hun og klassekammeraterne har skabt til udstillingen ”Super fedt!” på Medicinsk Museion. (Foto: HvidovreNyt)

Man lærer så meget mere, når man skaber noget i stedet for at sidde med snuden nede i bøger.

Det er faktisk sådan, skoleundervisning altid burde være.

Sådan lyder det samstemmende fra Clara, Ella og Victoria fra 7.B på Risbjergskolen, da HvidovreNyt møder dem på Medicinsk Museion i København.

Sammen med deres klassekammerater har de tre 13-årige elever været med til at skabe museets nye udstilling om kropsfedt.

– Jeg synes, det var rigtig sjovt, at vi skulle lave noget kreativt i stedet for at sidde og se på vores lærer snakke i to lektioner, fortæller Ella.

Kreativitet med 3D-penne

7.B har blandt andet bygget en menneskekrop og udsmykket den, så man får indtryk af, at forskellige typer fedt har forskellige funktioner i et menneske.

– Vi har lavet mange forskellige ting, da vi lavede kroppen. Der var både ler, 3D-penne og garn, så man kunne lidt lave alt, fortæller Ella.

Håndlavet krop
Eleverne har med museets ord skabt “nye og enormt fede kunstværker, der ligner noget, der kunne står på et galleri. Det er ikke bare pynt. Det er selve udstillingen,” siger Martin Gerster Johansen, program- og kommunikationschef på Medicinsk Museion, om elevernes arbejde. (Foto: HvidovreNyt)

Clara supplerer:

– Jeg synes nok, det sjoveste var at lave kroppen. Der var man rigtig kreativ og skulle finde på alle mulige ting om, hvor fedt på kroppen var.

– Og så er det ret spændende, at man også skal stille ting op, så andre kan se dem, tilføjer Victoria.

Tilmeld dig HvidovreNyts nyhedsbrev og få seneste nyt om Hvidovre skoler:

Risbjergskolen er del af “Super fedt!” på Medicinsk Museion

Kroppen er en central del af udstillingen ”Super fedt!”, som eleverne har skabt sammen med tre andre skoleklasser fra københavnsområdet.

Eleverne fra Risbjergskolen har i første omgang – da de gik i 6.B – kortlagt deres egne forestillinger om fedt og samlet tankerne i bøger.

Pige viser bog frem
Clara med én af de bøger, som eleverne fra Risbjergskolen har lavet med tanker om fedt i forbindelse med udstillingen med Medicinsk Museion. (Foto: Laila Bjergmann)

En professor har fortalt dem om fedtets betydning, de har været på workshopdage på selve museet, hvor de har arbejdet med blandt andet en apotekerkrukke med menneskefedt fra 1700-tallet og fedtvævet fra en gris.

De har taget billeder og lavet plakater og er dykket ned i viden om blandt andet vægttabsmedicinen Wegovy.

Det hele er mundet ud i både den nybyggede krop, tekster og citater relateret til fedt, som også optræder på udstillingen.

Lærer: Det her vil eleverne tage med sig videre

Det var klassens lærer i natur/teknologi, Laila Bjergmann, der meldte eleverne til projektet.

Hun synes generelt, det er ”vildt spændende” at flytte undervisningen ud af klasselokalet.

Og hun er ikke i tvivl om, at elevernes oplevelse af den levende undervisning i forbindelse med udstillingen vil blive hængende hos dem.

–  Jeg tror, det her er noget, børnene kan huske fra deres skoletid, siger Laila Bjergmann.

– Hvis jeg bare havde lavet et forløb om fedt i natur/teknologi eller biologiundervisningen, tror jeg ikke, det ville være den samme knage, de kunne hænge det op på.

– Det her med at komme ud af huset og opleve noget kan et eller andet helt vildt fedt, siger Laila Bjergmann uden at tænke over parallellen til navnet på udstillingen.

Præcis det samme – varierede skoledage i stedet for “røv til sæde-undervisning” – har andre elever også ønsket under en debat om fremtidens folkeskole i Hvidovre.

Handler ikke om fedtforskrækkelse

Laila Bjergmann er især begejstret for, at udstillingen ”Super fedt!” ikke handler om at være fedtforskrækket, men om at vise nuancerne.

Det samme kredsede professor Jens Meldgaard Bruun om, da eleverne var til åbningsreception på Medicinsk Museion.

Oplæg på museum
Jens Meldgaard Bruun holdt en kort takketale til eleverne fra Risbjergskolen og lærer Laila Bjergmann (tv.), som fejrede åbningen af udstillinge med hyldeblomstbobler. (Foto; HvidovreNyt)

– Kroppe er forskellige. De bliver til i et genetisk lotteri, for man kan ikke vælge sine forældre.

– Men hvis du spiser sundt og motionerer, får du det lækreste fedtvæv overhovedet.

– Uden fedt er det svært at overleve. Så elsk jeres fedt. Pas på det. Behandl det ordentligt, lød opfordringen fra Jens Meldgaard Bruun, klinisk professor ved Aarhus Universitet og lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt.

Udstillingen ”Super fedt!” er nu åben for offentligheden på Medicinsk Museion. Den ses frem til starten af 2027.

LÆS OGSÅ: Fem millioner til Hvidovres skoler: Tre får bedre naturfagslokaler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her