En dag går jeg med min hund, optaget af mine egne tanker, da et vindue pludselig bliver åbnet fra plejehjemmet, jeg passerer.

“Tak for alt det du skriver om mig og mine kollegaer på Facebook.

Jeg stopper op og der en medarbejder læner sig ud af vinduet.

“Jeg følger dig på Facebook,” siger hun. “Jeg synes, det er så godt, det du skriver.”

Hun tøver lidt.

“Jeg kan bare ikke like eller dele det. Jeg arbejder jo her.”

Så lukkes vinduet igen, jeg når vist lige at råbe “tak!”

Det hele tager under et minut, men alligevel bliver samtalen hængende.

For der var noget i den korte udveksling, som ikke helt slipper.

Skal demokratiet ikke også leve i hverdagen? 

Vi taler gerne om demokratiet som noget, der finder sted ved valget.

Stemmesedlen, øjeblikket, demokratiets festdag, hvor vi sætter vores kryds i frihed og uden indblanding.

Det er vigtigt og grundlæggende for et demokrati som vores.

Men er det kun der, demokratiet skal leve?

Hvad med hverdagen, i det, vi siger højt, og i det, vi vælger at fortie?

Den frie stemme bliver dæmpet i praksis

Mange mennesker, som arbejder tæt på vores fælles velfærd, ved meget og mener meget.

De står midt i det, resten af os taler om.

Alligevel er der ofte en tilbageholdenhed, som ikke nødvendigvis er en udtalt regel, men som en stille viden.

En fornemmelse af grænser for hvad der er klogt at sige, og hvornår det er bedre at tie, og det er fuldstændig uden dramatik og, måske derfor, megasvært at få øje på.

Klummen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

For samtidig findes der steder i verden, hvor retten til at tale frit ikke er givet. Hvor den kræver mod. Nogle gange mere end det.

Det gør ikke vores egen situation mindre værd. Men det gør den måske mere gådefuld, for hvad er det, der sker i et samfund, hvor stemmen i princippet er fri, men i praksis ofte dæmpes, længe før den bliver hørt?

Hvad er det for en samtale, vi fører, hvis nogle af de mennesker, der er tættest på vores fælles virkelighed, ikke oplever, at deres stemme har en naturlig plads i det åbne?

Hvorfor har vi lært stemmer at være tavse?

Vi kan godt blive ved med at tale om valgets tale, men det er sværere at påstå, at vi lytter til demokratiets stemme, hvis den kun viser sig i korte glimt.

Et åbent vindue, en sætning sagt halvt ud i luften, og så stilhed igen.

Måske er det derfor, det spørgsmål bliver ved med at vende tilbage: Hvad er det egentlig, vi er så bange for, at vi har lært at gøre stemmen tavs, allerede før den bliver sagt højt?

Og hvem har egentlig retten til at beslutte, hvad demokratiets stemme er, når det er den, der burde blive valgets tale.

LÆS OGSÅ: Maria Durhuus bliver klummeskribent hos HvidovreNyt: ”Vi mangler folkets stemme i demokratiet”