Fornemme guldmedaljer til Hvidovre-klubber ved DM-ugen i Herning

Flere klubber trak imponerende DM-medaljer hjem til Hvidovre. En guldmedalje var den første af sin art nogensinde.

Hvidovre Attack Floorball Club
Hvidovre Attack Floorball Clubs herrehold vandt intet mindre end historiske guldmedaljer ved DM-ugen i Herning. (Foto: Jonas Witt)

Hvidovre blev virkelig flot repræsenteret på medaljeskamlen under DM-ugen, der i år blev afviklet i Herning.

Hvidovre Attack Floorball Club blev den første nogensinde til at vinde DM-guld i kategorien 3v3.

Finalen i den nye DM-disciplin med tre spillere på hver side var så tæt, som det overhovedet kan lade sig gøre, fortæller klubben til HvidovreNyt.

– Finalen var intens, neglebidende spændende og velspillet, lyder det fra holdleder Jens Færgemann.

Føring udlignet med ét sekund tilbage

De to hold fulgtes ad gennem hele kampen. 10 sekunder før tid bragte Hvidovre Attack sig foran 4-3.

Men med blot ét sekund tilbage, fik Alliancen København udlignet til 4-4.

Den forlængede spilletid endte uafgjort, Dermed måtte den historiske første DM-finale måtte afgøres på straffeslag.

Holdene scorede og brændte på skift, inden Mathias Drustrup sendte den afgørende scoring i nettet.

Mathias Drustrup
Mathias Drustrup kunne skrige sin begejstring over DM-guld ud efter at have sat den afgørende scoring ind på straffeslag i en kamp, der blev sendt direkte på DR2. (Foto: Jonas Witt)

Også Hvidovre Attacks kvinder markerede sig med en flot 4.-plads i slutspillet ved DM-ugen.

Masser af DM-medaljer til Hvidovre Bordtennis

En anden Hvidovre-klub gjorde det om muligt endnu flottere til DM-ugen i Herning.

Hvidovre Bordtennis vandt hele fem medaljer ved senior- og U21-DM.

Især klubbens talentfulde Erik Høier på 18 år nærmest slugte medaljer på stribe.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev, så du kan få et praj om andre flotte lokale sportspræstationer:

Talent snuppede medaljer i både U21- og seniorrækkerne

Erik Høier tog guld i U21-herresingle, sølv i senior-herredouble med Adam Leth Nottelmann (Hillerød GI) og bronze i senior-mixeddouble med Pernille Refstrup Agerholm (Rønde BTK).

Erik Høier med guld
Erik Høier fra Hvidovre Bordtennis – nummer to fra venstre – med guld om halsen ved DM-ugen i Herning. (Foto: Hvidovre Bordtennis)

– En fantastisk weekend for 18-årige Erik, som efter fem måneder præget af skader og anden modgang viste, at han ikke blot er tilbage, men også har løftet sit spil til et endnu højere niveau.

– Vi er utroligt stolte af Erik, og han fortjener i høj grad disse resultater med sin fightervilje, træningsmentalitet og sit positive mindset, skriver Hvidovre Bordtennis på sin Facebook-side.

Fejrede studenterhuen med medaljer

Emma Vendelbo Clement hev også fornemme metaller hjem til Hvidovre.

Den 20-årige spiller ”repræsenterede endnu en gang klubben på flotteste vis” og tog DM-sølv i både senior-damedouble med Mille Lyngsø Stoffregen (Silkeborg BTK) og senior-mixeddouble med Dominykas Samuolis (Roskilde BTK) ifølge klubbens Facebook-side.

– Det ovenikøbet efter en særdeles hektisk uge, hvor hun først vendte hjem fra U21-EM og onsdag blev student.

– Alligevel valgte hun at stille op ved DM, og selv om hun måske havde håbet på mere i single, er vi som altid meget stolte af hendes indsats og ønsker hende stort tillykke med de flotte resultater, skriver Hvidovre Bordtennis.

Emma Vendelbo Clement
Emma Vendelbo Clement fra Hvidovre Bordtennis med fuldt fokus under DM-ugen i Herning. (Foto: Hvidovre Bordtennis)

For lige at runde flotte, friske sportspræstationer af, har også Hvidovre Atletik & Motion trukket en stribe medaljer hjem til Hvidovre og ikke “kun” i DM-ugen.

Læs om dem på HVAM’s Facebook-side.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her