Godt at naboerne tager ansvar for Køge Bugt

DEBATINDLÆG: Hvidovre har mod Konservatives ønske afvist at gå ind i Køge Bugt Alliancen og få indflydelse på udviklingen i Køge Bugt, skriver Tina Cartey Hansen (K)

Tina Cartey Hansen (K)
Køge Bugt Alliancen går i gang med stor kortlægning af dyre- og plantelivet i bugten, men Hvidovre vil ikke være med, hvor viden og løsninger bliver udviklet, skriver Tina Cartey Hansen (K).

I Hvidovre er det tilsyneladende kun Det Konservative Folkeparti, med støtte fra Enhedslisten, der konsekvent arbejder for at beskytte vores nære havmiljø, så vores børn og børnebørn også fremover kan bade, fiske og opleve naturen i Køge Bugt.

På det seneste kommunalbestyrelsesmøde blev det konservative forslag om at indlede dialog om medlemskab af Køge Bugt Alliancen stemt endegyldigt ned.

Jeg var tidligere på året ellers glad for, at sagen kom i udvalgsbehandling, men det stod hurtigt klart, at viljen til en reel faglig drøftelse fra de andre partier var begrænset.

Der blev fra S og SF blandt andet henvist til, at Hvidovre allerede deltager i andre natursamarbejder med nabokommunerne.

Det er efter min opfattelse ikke et tilstrækkeligt argument.

Mens Hvidovre snakker, arbejder nabokommunerne

Et medlemskab af alliancen sammen med Stevns, Køge, Solrød, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby ville have styrket både samarbejdet og Hvidovres mulighed for at tage ansvar og få reel indflydelse på udviklingen i Køge Bugt.

Derfor er det positivt, at mens vi snakker i Hvidovre, så arbejder vores nabokommuner videre.

Køge Bugt Alliancen har nemlig netop offentliggjort, at de igangsætter en omfattende kortlægning af dyre- og plantelivet i bugten i samarbejde med Tænketanken Hav og øvrige partnere.

Kortlægningen har et budget på 3,8 millioner kroner. Det er en indsats, som Hvidovre ikke ville kunne løfte alene, men som vi kunne have været en del af gennem et medlemskab.

Formålet er at skabe et solidt fagligt grundlag for at identificere, hvor naturen skal beskyttes, og hvor der er behov for genopretning.

Kortlægning af Køge Bugt kan få national betydning

Kortlægningen skal være færdig inden forhandlingerne på Christiansborg om Danmarks Havplan i 2027. 

Det betyder, at konkret viden om Køge Bugt kan få direkte betydning for nationale prioriteringer.

Det er præcis den type datadrevet og ansvarlig naturforvaltning, vi konservative ønsker at styrke.

Som formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget glæder jeg mig over, at projektet er i gang. Men jeg ærgrer mig over, at Hvidovre står udenfor.

Vi burde være med dér, hvor viden bliver delt og løsninger bliver udviklet.

Debatindlægget fortsætter under boksen, hvor du kan tilmelde dig et gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt:

Ansvar kræver, at man er med, hvor det sker

Den konservative gruppe og jeg arbejder ufortrødent videre for at styrke indsatsen for havmiljøet.

Snart besøger jeg blandt andet Køge Bugt Stenrev for at samle erfaringer med naturgenopretning.

Hvis vi vil beskytte både naturen i bugten og vores kystområder mod fremtidens udfordringer som stormfloder og forurening, kræver det, at vi handler i tide, på et solidt fagligt grundlag og i tæt samarbejde med vores nabokommuner.

Ansvar for naturen kræver mere end gode intentioner. Det kræver, at man også vælger at være med dér, hvor arbejdet faktisk foregår.

Af Tina Cartey Hansen (C), formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

LÆS OGSÅ: Konservative: Fire grunde til at være imod Holmene 2,0

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her