Hvidovre Nærradio har fået en ny støtteforening.
Støtteforeningen består af lutter frivillige, som med det samme vil sætte fokus på bankospil og andre arrangementer.
Al overskud skal doneres som et sponsorat til Hvidovre Nærradio. Det oplyser formand og initiativtager til at stifte støtteforeningen, Tina Egelund.
– Jeg har taget dette initiativ til en støtteforening, fordi jeg synes at det er en rigtig god radio, vi har, siger hun til HvidovreNyt.
– Det er Danmarks Ældste Nærradio, og der er et godt samarbejde på tværs af alle frivillige, så hvorfor ikke prøve at hjælpe og støtte dem?
– Ifølge stationsleder Per Schreiber og hans frivillige har radioen langt større ambitioner for programudvikling og fornyelse, end
de offentlige tilskud rækker til.
– Derfor synes jeg, at det kunne være en god idé at lave en støtteforening, og det er nu lykkedes mig med hjælp fra en god håndfuld venner, siger hun til HvidovreNyt.
Hyggelige bankospil i Lille Friheden
Hvidovre Nærradios Støtteforening vil generere overskud ved blandt andet at genskabe det hyggelige ved et bankospil.
Du kan selv kigge forbi og vurdere, om det lykkes – og samtidig støtte din engagerede lokalradio – på tre søndage de næste måneder.
Datoerne er 21. juni, 16. august og 6. september.
Det foregår i Lille Frihedens Selskabslokaler. Hver gang åbner dørene kl. 12, og selve bankospillet starter kl. 13.
Du kan også finde dem i HvidovreNyts kalender, Det sker i Hvidovre.
Sådan kontakter du Hvidovre Nærradios Støtteforening
Hvis du vil have alle de banko-tekniske detaljer med, er der 12 spil i alt – 6 før en pause og 6 efter en pause.
Foruden banko er der også mulighed for at spille Joker, Bingo og Klovnespil, oplyser Hvidovre Nærradios Støtteforening.
Spørgsmål kan sendes på bestyrelsen@hnrs-stoette.dk.
Du kan også ringe 36 49 17 49 hver onsdag kl. 11-14.
SE OGSÅ: Ugens program på Hvidovre Nærradio







