Mad til sårbare i Hvidovre er blevet stjålet

LÆSERBREV: Personer henter overskudsmad under falske forudsætninger gør arbejdet sværere for frivillige i Madbanken Hvidovre, skriver formand Thomas Møller

Overskudsmad
Det skader tilliden i lokalsamfundet, når udefrakommende tager mad fra sårbare borgere i Hvidovre, skriver Madbankens formand Thomas Møller i dette læserbrev. (Foto: Freepik)

I Madbanken Hvidovre arbejder vi frivilligt for at mindske madspild og hjælpe mennesker, der har brug for en ekstra hånd i hverdagen.

Hver dag afhenter vi overskudsmad fra butikker, så det kan komme videre til dem, der har mest brug for det.

Det er et fællesskab bygget på tillid – mellem os frivillige, butikkerne, og de borgere, der afhenter maden.


Mad til familier kan havne de forkerte steder

Men desværre har vi nu oplevet, at nogle misbruger denne tillid.

Vi har fået meldinger om, at personer, der ikke har noget med Madbanken Hvidovre at gøre, henter overskudsmad under falske forudsætninger.

Det betyder, at mad, der skulle fordeles blandt mange familier, risikerer at havne de forkerte steder.

Derfor har vi sammen med butikkerne nu indført krav om identifikation.

Frivillige i Madbanken skal huske at have et kort med

Fremover skal alle vores frivillige vise et Madbanken Hvidovre-kort, når de afhenter mad.

Hvis man ikke har et kort med, vil man ikke få varer udleveret.

Frivillige fra Madbanken Hvidovre
Frivillige fra Madbanken Hvidovre i færd med at uddeling overskudsmad op til julen 2024. (Foto: Madbanken Hvidovre)

Det er ikke en regel, vi har ønsket, men desværre en nødvendighed for at sikre, at maden går til de mennesker, der virkelig har brug for den.

Det kan virke utroligt, at nogen vil være bekendt at tage mad fra en ordning, der er skabt for at hjælpe sårbare borgere.

Men virkeligheden er, at vi desværre må tage forholdsregler for at beskytte både vores samarbejde med butikkerne og de mange familier, der hver uge modtager en gang mad.


Hjælp Madbanken Hvidovre – bliv frivillig

Vi har brug for flere hænder! Hvis du har lyst til at gøre en forskel og blive frivillig i Madbanken Hvidovre, kan du tage kontakt via vores Facebook-side.

Har du idéer til, hvordan vi kan forbedre vores arbejde, så hører vi også meget gerne fra dig.

Tak for jeres støtte. Sammen gør vi en forskel!

Venlig hilsen

Thomas Møller, formand for Madbanken Hvidovre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Særtilbud:

Bliv medlem af HvidovreNyt for under halv pris

For kun 29 kr. om måneden kan du lige nu, få ubegrænset adgang til alle artikler. Ingen binding, og du kan opsige når som helst.

Fordele:

✔ Ubegrænset adgang til alle vores artikler
✔ Intropris: kun 29 kr./md. det første år (normalpris 59 kr./md.)
✔ Automatisk fortsættelse – ingen besvær med fornyelse
✔ Opsig når som helst – medlemskabet stopper ved udgangen af din betalingsmåned
✔ Mulighed for at skifte til årsabonnement senere og spare endnu mere