Hvidovre er en by, der i høj grad er løftet og præget af frivillighed og foreninger.
Det er i klubberne, idrætten og de frivillige fællesskaber, at børn og unge får venner, voksne får netværk, og mange ældre får både indhold og sundhed i hverdagen.
Derfor bør vi lytte ekstra grundigt, når foreninger siger fra.
Kritik i HvidovreNyt viser, at bureaukrati har sin pris i Hvidovre
I HvidovreNyt den 9. januar beskriver en række idrætsforeninger en oplevelse, som alt for mange kan genkende: At man som frivillig “løber ind i en mur” af regler og bureaukrati, når man forsøger at skabe aktivitet og liv.
Det er en alvorlig kritik – ikke fordi foreningerne ikke forstår, at der skal være orden i tingene, men fordi bøvlet bliver så stort, at det bremser initiativet og dræner engagementet.
Det er præcis her, vi som kommune skal kunne skelne mellem det nødvendige og det unødvendige.
For bureaukrati har en pris.
Det koster tid, det koster motivation – og i sidste ende kan det koste deltagere, trænere, frivillige og sammenhængskraft.
Problemet er ikke kun på fritidsområdet
Det ville være rart, hvis det her kun handlede om idrætten.
Men mange borgere og virksomheder oplever det samme mønster: Uforståelige krav, skiftende praksis, uklare svar, digitale løsninger der ikke hjælper alle, og sagsgange der føles længere og mere komplicerede end nødvendigt.
På velfærdsområderne kan bøvl ramme hårdt: når en familie bruger måneder på at navigere i systemet; når en ældre borger eller pårørende mister overblikket over visitation, hjælpemidler eller klageveje; eller når medarbejdere bruger for meget tid på dokumentation og for lidt tid på kerneopgaven.
Og i erhvervslivet ser vi det, når en mindre virksomhed eller en forening opgiver et initiativ, fordi processen er uigennemskuelig.
Kort sagt: Mindre bøvl handler både om:
- respekt for frivilligheden
- ordentlig service for borgerne og
- bedre rammer for medarbejdernes faglighed.
Vi har sendt et konkret forslag: Forum for afbureaukratisering
Det er let at være enig i, at “det skal være lettere”.
Det svære er at gøre det operationelt, så forandringen faktisk kan mærkes i hverdagen.
Derfor har den socialdemokratiske kommunalbestyrelsesgruppe fremsendt et medlemsforslag om at etablere et Forum for afbureaukratisering: Et borgernært forum, hvor medarbejdere, borgere, virksomheder og foreninger kan pege på unødvendigt eller uforståeligt bureaukrati – i regler, arbejdsgange, sagsbehandling, digital selvbetjening og kommunikation.
Det centrale er ikke at oprette endnu et mødeforum for mødernes skyld. Det centrale er at skabe en enkel og forpligtende metode:
- Indsamle konkrete “bøvl-cases” fra virkeligheden
- Prioritere dem politisk i de relevante stående udvalg
- Skelne mellem det, vi kan løse lokalt med det samme (praksis/kommunikation), og det der kræver politiske beslutninger (principper/retningslinjer)
- Følge op systematisk – ikke om et år, men løbende
Som en del af forslaget lægger vi op til at starte med et pilotprojekt på kultur- og fritidsområdet i 2026, netop fordi debatten lige nu viser, at foreningslivet oplever bureaukratiet som en konkret barriere for aktivitet.
Mere demokrati – fordi dem, der møder bøvlet, også skal kunne ændre det
I vores valgprogram har vi en klar ambition om mere demokrati og mindre bøvl.
Det betyder i praksis: tidligere dialog, mere gennemskuelige processer, forståeligt sprog – og en kommune der hjælper mere end den spænder ben. Og især, at vi vil tage et politisk og demokratisk ansvar for retning og hverdag.
Et afbureaukratiseringsforum er netop et demokratisk redskab: Det bringer hverdagsviden ind i politikudviklingen.
Og det skaber en tydelig kanal for dem, der står med problemet, til at få det behandlet – uden at man først skal mobilisere en mediestorm for at blive hørt.
En åben invitation
Til foreningerne, der har råbt op: Vi har hørt jer. Både nu, fremover og tidligere. Og vi forsøger at gøre det, man også efterspørger af lokalpolitikere: At omsætte berettiget kritik til konkrete løsninger.
Til de øvrige partier: Det her bør kunne samle et bredt flertal. For afbureaukratisering er ikke højre eller venstre.
Det er i vores optik sund fornuft, respekt for civilsamfundet og bedre brug af skattekroner.
Og til medarbejdere, borgere og virksomheder: Vi socialdemokrater mener det alvorligt med “mindre bøvl” og vil skabe en kommune, hvor man kan pege på stopklodserne – og hvor vi rent faktisk fjerner dem.
Hvidovre skal være kendt for stærke fællesskaber – ikke for stærke mure.
Af Anders Liltorp (A), gruppeformand, Økonomiudvalget, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
LÆS OGSÅ: Hvorfor finder vi os i det?












