Det kommer bag på kunder, at et selskab ejet af en fremtrædende sheik fra De Forenede Arabiske Emirater har købt Frihedens Butikscenter.
Ingen af der kunder, som HvidovreNyt mødte en dag i centret, havde hørt, at centret i sommer blev købt af den såkaldte spionsheik.
Sheiken er milliardær, sidder i spidsen af efterretningsvæsnet i De Forenede Arabiske Emirater og var i foråret i USA for at lukke milliardhandler med præsident Donald Trump.

Håb om, at sheik udskifter parkeringsselskab i Frihedens Butikscenter
Mens alle er overraskede, er det langt færre, der spærrer øjnene op, da HvidovreNyt overbringer nyheden ved Frihedens Butikscenter.
– Det betyder slet ikke noget, konstaterer en mand, som foretrækker at være anonym.
– Vi kommer hernede, fordi Lidl har nogle gode indkøbsvogne at gå med.
Så er det lige meget, hvem der ejer centret?
– Ja, det er lige meget, lyder det fra manden, som du ser til venstre på fotoet i toppen af artiklen.
Han tilføjer, at hvis den nye ejer endda sørger for at skifte parkeringsselskab – så der ikke igen bliver bøvl med, at der bliver givet en masse ulovlige parkeringsbøder – så er det ”rigtig dejligt”.
– Jeg håber, det nye selskab vil lave om på noget af det dér, konstaterer han.
Mærker intet til sheik-overtagelse i hverdagen
Yderligere to kunder er nærmest fløjtende ligeglade.
En træt mor med en baby konstaterer, at hun er helt ligeglad.
En ung mand, Mads, bemærker, at han hverken har lagt mærke til ejerskiftet eller kan mærke nogen forskel, når han handler.
Du har heller ingen tanker om, hvorvidt det kommer til at betyde noget for centret?
– Ikke lige på nuværende tidspunkt, siger han.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
“Ærgerligt, hvis her bliver helt dødt”
Andre har lidt flere overvejelser.
– Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at de begynder at købe vores ting, siger Anne Andersen, da hun hører om overtagelsen.
– Det sker selvfølgelig mange steder med fodboldklubber og alt muligt.
– Jeg håber da, at alle butikkerne kommer til at køre videre, så det ikke bliver Hvidovre C, hvor der næsten ikke er nogen mere. Det er lidt ærgerligt, hvis det bliver helt dødt.
– Jeg håber, de vil sætte noget ind, siger Anne Andersen, som du ser til højre på fotoet i toppen af artiklen.
Vi burde ikke sælge infrastruktur til udlandet
To gutter kommer ud af butikscentret efter at have været inde at klatre i Boulders.
– Jeg synes ikke, vi burde sælge vores infrastruktur til udenlandske investorer. Om det så er Blackstone (der nu hedder Kereby, red.) eller Saudi-Arabien, det er ligegyldigt, mener Benjamin Pedersen.
Han afviser dog, at ejerskiftet kommer til at ændre på, at han tager til Frihedens Butikscenter for at klatre.
– Nej, overhovedet ikke. Det betyder ikke så meget. Jeg synes bare ikke, man burde gøre det.
– Det ville være cool, hvis det kunne blive holdt inden for vores del af verden, mener han.
Måske er salget med til at holde centret i live?
Hans kammerat, Benjamin Hwass, er enig.
– Jeg synes, man burde holde det inden for danske og nordiske rammer og det samarbejde, man har i Norden.
Historien melder ikke noget om, hvorvidt der overhovedet har været mulige købere fra Norden…
– Ja, det er selvfølgelig noget andet, at det måske er med til at holde et center i live, siger Benjamin Hwass og Benjamin Pedersen supplerer:
– Jeg siger heller ikke, at en person herhjemme nødvendigvis ville gøre det bedre end en person fra Arabien. Men ligesom med Novo Nordisk, der er Danmarks diamant, er det synd, hvis de skal ejes af andre.
– Men it is what it is, siger Benjamin Pedersen.
Anderledes skarpe reaktioner på Facebook
Da HvidovreNyt i sidste uge bragte nyheden om den indflydelsesrige sheiks indtog i Hvidovre, vakte det til gengæld et væld af reaktioner på Facebook.
– Så må man handle et andet sted, et diktatur som deres skal ikke støttes, skrev én.
– Endnu en grund til at alle bør undlade at handle i Frihedens Butikscenter, mener en anden.
Læs flere reaktioner – og følg i øvrigt med i nyhederne – på HvidovreNyts Facebook-profil.
LÆS OGSÅ: Spionsheik fra Emiraterne er den femtestørste ejer af ejendomme i Hvidovre













