Hvor skal vi holde i nat?

DEBATINDLÆG: Røde partier har ved en aggressiv hetz skubbet biler ud til Hvidovre. Vi er nødt til at finde plads til dem – men ikke i gaderne, skriver to politikere fra Konservative.

Tina Cartey Hansen og Søren Friis Trebbien, Det Konservative Folkeparti i Hvidovre Kommune
Stationsnære parkeringshuse og krav om parkeringskældre i nybyggede etageboliger et konservativt valgønske for at skaffe parkeringspladser i Hvidovre, skriver Tina Cartey Hansen og Søren Friis Trebbien (K).

Du kommer sent hjem fra arbejde, møde eller en hyggelig aften hos vennerne og kan – igen – ikke finde en parkeringsplads.

Eller du oplever, at din villavej er fyldt med biler fra folk, der bor længere væk.

Det er hverdagen for rigtig mange borgere her i Hvidovre.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Aggressiv hetz fra røde partier i København

Vi har alle fået flere biler, men en aggressiv hetz og fjernelse af parkeringspladser fra de røde partier i København har også skubbet flere biler herud til os.

Hvordan løser vi udfordringen med manglende parkeringspladser?

Sammen med vores konservative kolleger i København og på Christiansborg har vi de seneste fire år arbejdet på bedre kollektiv trafik med en metro eller letbane til byen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Men udover det arbejde, er vi det eneste parti, der rent faktisk er kommet med andre løsninger på parkeringsproblemerne.

Nonsens at bruge tid på gule trekanter på kantsten

Bilerne forsvinder nemlig ikke!

Det gør de slet ikke ved at male gule trekanter på vores kantsten, som nogle mener er løsningen.

De gule trekanter markerer hvor langt der er til et kryds og fører faktisk kun til færre parkeringspladser og flere bøder.

Det er derfor nonsens at bruge tid og penge på det.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Sådan kan vi håndtere manglen på parkeringspladser i Hvidovre

Vi er nødt til at finde plads til bilerne.

I vores parti kerer vi os om miljøet, og vi ønsker derfor ikke at omdanne grønne områder til sorte parkeringspladser. Derfor er vores holdning, at bilerne skal væk fra gaderne.

Vi går til valg med ønsket om stationsnære parkeringshuse og krav om parkeringskældre i nybyggede etageboliger.

Ligesom vi også skal stille krav om plads til parkering på egen grund i lokalplaner for villaer osv.

Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Disse tiltag skal kombineres med p-licenser, så folk udefra skal betale for at holde længere tid i Hvidovre.

Alt sammen kombineret med den før omtalte bedre kollektive transport i form af en metro eller letbane.

Ny undersøgelse kan vise vejen frem

Aktuelt er vi allerede i gang med at undersøge, hvordan vi kan forbedre parkeringsforholdene ved udvalgte steder i Hvidovre. I håb om at kunne udbrede det til resten af byen.

Det gælder blandt andet området ved Avedøre Station, hvor mange lastbiler fylder midt i et boligområde, og restriktioner fra boligselskaber i området har øget kampen om p-pladserne.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Vi ser frem til resultaterne af undersøgelsen for at komme videre med arbejdet.

For hverdagen skal hænge sammen i Hvidovre, også når man har bil!

Tina Cartey Hansen

Søren Friis Trebbien

Konservative medlemmer af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

LÆS OGSÅ: Fødselsdagstilbud: Læs alt hos HvidovreNyt i 2025 for kun 100 kroner

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt