Københavns Vestegns Politi vil i kontakt med en mand, som var sammen med den kvinde, der omkom onsdag morgen, kort før hun blev påkørt og dræbt i en trafikulykke på Avedøre Havnevej i Hvidovre.
Politiet hører også gerne fra alle andre, der færdedes på stedet mellem kl. 03:10 og 03:30.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse oven på en ulykke, hvor en 39-årig kvinde blev fundet på kørebanen på Avedøre Havnevej i Hvidovre.
Kvinden blev ifølge politiet erklæret død på stedet som følge af sine kvæstelser.
De pårørende fik besked senere på dagen.
Chauffør har ikke meldt sig efter trafikulykke i Hvidovre
Føreren af køretøjet er endnu ikke fundet, selvom politiet har opfordret vedkommende til at melde sig, oplyser politiet.
Københavns Vestegns Politi beder i samme ombæring en mand og alle andre, der passerede ulykkesstedet, om at henvende sig.
– Baggrunden er, at den foreløbige efterforskning viser, at den nu afdøde kvinde fulgtes med en mand på Biblioteksvej ca. kl. 03.15 – altså kort før og tæt på, hvor ulykken skete, skriver politiet.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Politiet kender stadig ikke detaljer om ulykken
Københavns Vestegns Politi vil også gerne tale med alle trafikanter – bilister, cyklister, fodgængere, busser, knallertførere eller andre – som færdedes på Avedøre Havnevej på strækningen mellem Brostykkevej og Holbækmotorvejen i Hvidovre onsdag morgen før, under og efter ulykken.
Det vil sige mellem klokken 03:10 og 03:30.
– Vi mangler stadig at identificere det køretøj og den fører, som har ramt hende, og vi arbejder fortsat på at få klarlagt omstændighederne omkring ulykken, siger politikommissær og efterforskningsleder Søren Andersen, Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen.
Du kan henvende dig døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.





