Mange byer i hovedstadsområdet vokser.
Også i og omkring Hvidovre mærker vi konsekvenserne af, at flere mennesker bor og arbejder her og pendler på de samme veje hver dag.
Det er grundlæggende en positiv udvikling, men den stiller store krav til vores transportsystem.
Trængsel hele vejen rundt om Hvidovre
For mange borgere i Hvidovre er trængslen en del af hverdagen.
Den opleves på Motorring 3, Amagermotorvejen, Avedøre Havnevej, Gl. Køgelandevej osv.
Her sander vejene dagligt til, så biler og busser sidder fast i morgen- og eftermiddagsmyldretiden. Det koster tid, skaber frustration og gør hverdagen mere ufleksibel.
Samtidig er der en klar grænse for, hvad vi fysisk kan gøre.
Mere vej giver bare mere trafik
I et tæt byområde som Hvidovre er vejene allerede omgivet af boliger, grønne områder og erhverv.
Pladsen er brugt.
Flere vejbaner er hverken realistiske eller ønskelige, hvis vi også vil bevare byliv, grønne rekreative områder og sammenhængskraft.
Selv hvis vi kunne udvide vejnettet, ville det ikke løse problemet.
Erfaringerne er tydelige: Når det bliver nemmere at køre bil, vælger flere bilen – og så vender trængslen hurtigt tilbage. Mere asfalt skaber i sig selv mere trafik.
Derfor er det afgørende, at vi ser på alternativerne til bilen: Et velfungerende transportsystem der hænger sammen.
Hurtig, stabil kollektiv trafik kan aflaste
Når kollektiv trafik er langsom eller upålidelig, forstærkes presset på vejene.
Når den derimod er hurtig, stabil og konkurrencedygtig, aflaster den biltrafikken.
Derfor er højklasset kollektiv trafik så vigtig.
Løsninger som metro og letbane kan flytte mange mennesker effektivt – uden at blive fanget i de samme køer som bilerne.
De giver forudsigelige rejsetider og gør det muligt at planlægge hverdagen med større sikkerhed.
Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Metro og letbane skal til Hvidovre
Når kollektive løsninger er attraktive nok, vælger flere dem til. Til gavn for både mobilitet, klima og trængsel.
Metroen og letbanen har givet langt større muligheder for at bevæge sig på tværs af byerne i hovedstadsområdet.
Derfor arbejder vi også fortsat på at få metroen videreført fra København Syd til Hvidovre Hospital.
LÆS OGSÅ: Metrolinje til Hvidovre er den billigste og mindst CO2-tunge af otte kandidater, viser ny analyse
Et andet ønske er en gren af letbanen fra Glostrup til Hvidovre Hospital. På den måde binder vi Hvidovre bedre sammen med naboerne fra både øst og vest.
Problemet er, at finansieringen ikke følger med behovet.
Skævt system betyder lokal regning for kollektiv trafik
I dag er det kommunerne og regionerne, der i vidt omfang skal betale for kollektiv trafik, mens staten fuldt ud finansierer motorveje og statsveje.
Resultatet er, at staten investerer massivt i at føre trafik ind mod byområder som Hvidovre, mens regningen for at håndtere konsekvenserne – trængsel, støj og pladsproblemer – havner lokalt.
Det er et skævt system.
Roadpricing er ikke vejen frem
Nogle vil sige, at roadpricing vil kunne være med til at betale for investeringerne.
Vi ser det ikke som en løsning, da roadpricing er målrettet til at straffe bilister ind og ud af byerne.
Mange håndværkere, børnefamilier, folk med skæve arbejdstider osv. er afhængige af en bil for at få hverdagen til at hænge sammen.
Derfor går vi som borgerlige ikke ind for at pålægge disse grupper en ekstra skat.
Kollektiv transport er en national nødvendighed
Vores ønske er, at den kollektive transport skal være attraktiv og dermed et tilvalg.
Kollektiv trafik i hovedstadsområdet er ikke et lokalt luksusprojekt.
Det er en national nødvendighed. Den understøtter arbejdsmarkedet, pendlingen og erhvervslivet – på tværs af kommunegrænser.
Derfor bør staten tage et langt større ansvar for finansieringen af de løsninger, der faktisk kan aflaste vejnettet.
Samtidig skal vi bruge midlerne klogt.
Kvalitet slår lavere billetpriser
Det er ikke lavere billetpriser alene, der får flere til at vælge kollektiv transport. Det er hyppige afgange, punktlighed, plads og komfort.
Kvalitet slår rabatter, hvis målet er færre biler på vejene.
Skal vi løse trængslen, kræver det en samlet national tilgang til kollektiv trafik i og omkring de større byer.
Presset på infrastrukturen vil kun vokse, og derfor skal investeringerne målrettes de løsninger, der kan flytte mange mennesker effektivt på lidt plads.
Mobilitet kræver kollektive løsninger
Vi kan ikke bygge os ud af problemerne med flere biler og flere vejbaner.
Fremkommelighed, klima og byliv hænger sammen. Også i Hvidovre.
Hvis vi vil sikre mobilitet og fleksibilitet i hverdagen og samtidig tage ansvar for fremtidens byer, er svaret klart: Vi skal investere i de kollektive løsninger, der virker – og sikre, at staten løfter sin del af ansvaret.
Af:
Tina Cartey Hansen, formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Søren Friis Trebbien, 1. viceborgmester – begge i Hvidovres kommunalbestyrelse







