Det kræver mod at stå ved sin politik

DEBATINDLÆG: Hvorfor skal Socialdemokratiet kritiseres for at holde sine valgløfter og stå uden for budgettet, skriver DSU Hvidovre

Lucas Jessen, DSU Hvidovre
Vi har ikke brug for flere skyttegrave. Vi kan godt tale ordentligt sammen og holde fokus på politikken, skriver formand for DSU Hvidovre, Lucas Jessen efter borgmesters bemærkninger om intern kamp i S. (Foto: Privat)

Hvorfor er der egentlig så stor modstand mod, at Socialdemokratiet med Anders Liltorp i spidsen står ved den politik, partiet gik til valg på?

Politik burde handle om at ville noget og turde prioritere.

Alligevel bliver Socialdemokratiet nu nærmest omtalt, som om man er imod det hele, fordi gruppen ikke kunne sige ja til det samlede budget.

Det er en mærkelig måde at diskutere politik på.

Socialdemokratiet satte sit aftryk på budgettet

Man kan godt støtte gode dele af et budget uden at skrive under på det hele.

Faktisk er flere af de ting, som budgetpartierne nu fremhæver, socialdemokratiske medlemsforslag og politik, som Socialdemokratiet har arbejdet for længe.

Den gode og trygge skolestart er et oplagt eksempel. Socialdemokratiet har kæmpet for, at børn ikke skal begynde i skole allerede i maj, men får en ordentlig og tryg overgang i august.

Indtil dette budget stod partiet ret alene med det synspunkt. Derfor er det selvfølgelig godt, at der nu er flertal for det.

Men det er ærlig talt lidt sært, hvis Socialdemokratiet både skal skældes ud for ikke at være med i budgettet og samtidig se andre tage æren for socialdemokratisk politik.

Brede aftaler kan udvande politiske forskelle

Ved budgettets førstebehandling advarede Anders Liltorp om, at brede aftaler kan blive en politisk vaskemaskine, hvor valgløfter kommer ind med tydelige farver og kommer ud igen i kommunalgråt.

Det er præcis den risiko, vi ser nu.

Hvis alle partier altid skal være enige om alt, bliver det svært for borgerne at se forskel på de politiske retninger.

Uansvarligt at efterlade en stor regning

I DSU Hvidovre har vi respekt for, at den socialdemokratiske gruppe klart forklarer, hvorfor de ikke kunne gå med.

Det er ikke rød politik at efterlade en regning på 46 millioner kroner i 2029 og yderligere 26 millioner i 2030. Det er over 70 millioner kroner, som denne kommunalbestyrelse endnu ikke har anvist finansiering til.

I mit arbejde som VVS-lærling, ville jeg heller aldrig aflevere en installation med besked om, at det næste hold nok finder ud af, hvordan rørene skal hænge sammen.

Det gælder også for kommunens økonomi. Man kan ikke bare sende regningen videre og kalde det ansvarligt.

LÆS OGSÅ: S siger nej til Hvidovres budget for 2027 – borgmester kobler det til intern uro

Helt gak, at millioner ikke fylder

Derfor virker det også helt gak, når Hvidovres SF-borgmester siger, at en manglende skatteindtægt på omkring 10 millioner kroner om året ikke fylder meget.

Forvaltningens egne tal viser endda, at værdien nu er mellem 12 og 13 millioner kroner årligt.

Det er mange penge. Som ung og VVS-lærling er det faktisk svimlende mange penge.

Ikke mindst når kommunen samtidig mangler penge i de kommende år. Et hul i økonomien, som vi simpelthen ikke på borgernes vegne kan tillade os at efterlade.

På den røde fløj burde der være bred enighed om, at fællesskabets økonomi betyder noget. Det gælder fra Enhedslisten og SF til Socialdemokratiet – og i vores ungdomsorganisationer.

Hvor er plejeboliger og ambitioner for de unge?

Det er heller ikke rød politik at svække solidariteten mellem generationerne.

Vi mangler fortsat konkrete planer for flere plejeboliger. Analyser, undersøgelser og følgegrupper er ikke det samme som at beslutte, hvor plejeboligerne skal ligge, hvornår de skal stå færdige, og hvordan de skal finansieres.

Samtidig savner vi i DSU langt større ambitioner for de unge.

Hvidovre mangler almene boliger, som almindelige mennesker har råd til, og især ungdomsboliger med en husleje, unge faktisk kan betale.

De bør være almene, så vi sikrer huslejer, der er til at betale, og at boligerne rent faktisk bliver brugt af os unge.

Debatindlægget fortsætter under denne tilmelding til HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Solidaritet mellem generationerne betyder, at vores ældre kan få den rigtige bolig, når behovet opstår, og at unge kan flytte hjemmefra uden enten at have velhavende forældre eller bruge næsten hele lønnen på husleje.

Det bør og skal være muligt for alle unge, at få en ordentlig start på voksenlivet.

Hvis ikke vi sikrer dette, vil det ikke være muligt eller attraktivt for unge at bo i Hvidovre kommune. Det er noget vi i DSU er meget bekymrede for.

Er de unge de voksne inden for politik i Hvidovre?

I DSU Hvidovre samarbejder vi rigtig godt med SF Ungdom og de andre ungdomsorganisationer – både røde, blå og midt imellem.

Vi behøver ikke være enige om alt, men vi kan godt tale ordentligt sammen og holde fokus på politikken.

Det gælder også i mit eget parti: Kritik skal handle om politiske valg – ikke om personer.

Nogle gange kan man næsten få den tanke, at det er hos ungdommen de voksne er til stede.

LÆS OGSÅ: Hvidovres ungdom vil have en stemme: ”Når vi endelig har et forslag, lytter de voksne ikke”

Fortæl, hvor pengene skal komme fra

Vi har ikke brug for flere skyttegrave.

Og jeg ved at Liltorp står for samarbejde, men ikke om hvad som helst og på bekostning af socialdemokratisk hjerteblod. Der er nemlig også brug for politiske forskelle, som borgerne kan forstå.

Derfor fortjener den socialdemokratiske gruppe respekt for at stå på mål for deres politik – også, når det havde været lettere bare at underskrive, smile og vinke og lade det hele blive både dyrt og kommunalgråt.

Bag alle de brede smil og den brede aftale. Der er det, som åbenlyst rumler under overfladen, en regning på mere end 70 millioner kroner, som ingen endnu har fortalt borgerne, hvordan skal betales.

Af Lucas Jessen, formand, DSU Hvidovre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt