En beboer har anlagt sag for at få udsat en stor huslejestigning i Boligforeningen HvidovreBo.
Huslejestigningen blev indført 1. marts 2025. Den betød, at beboerne betalte 9 procent mere i huslejen et godt stykke tid, før en stor renovering af hele boligforeningen gik i gang til samlet udgift på omkring 30 millioner kroner.
Sådan en manøvre mener beboeren er ulovlig. Man må først opkræve en stigning i huslejen, når de renoverede bygninger er taget i brug, siger Kim Paulsen til HvidovreNyt.
Kim Paulsen henviser blandt andet til en beslutning i kommunalbestyrelsen.
Kort før huslejestigningen gav politikerne i kommunen ganske vist HvidovreBo grønt lys til at sætte huslejen op i afdeling 4 på Hvidovrevej.
Men det skete med formuleringen: ”Når lånet skal betales tilbage, vil huslejen stige.”
“Mange penge” for en lejer
Da huslejen blev sat op i 2025, var det omfattende byggearbejde ikke begyndt.
Lånet til den store renovering er den dag i dag stadig ikke optaget.
– Det er mange penge, vi taler om. I mit tilfælde har jeg måske betalt 10.000 kroner ekstra siden da, siger Kim Paulsen til HvidovreNyt.
– Hvis jeg kun har få år tilbage, kan det være, jeg kun skulle have betalt to års forhøjet husleje i stedet for tre.
– Det kan også være, at jeg vil flytte til en anden bolig i morgen. Så har jeg betalt forhøjet husleje i et år uden at få noget for pengene.
– Og så synes jeg i øvrigt også bare, at regler skal overholdes, siger Kim Paulsen.
Kim Paulsen har derfor anlagt sag mod HvidovreBo, afdeling 4.
HvidovreBo afviser både sag og anklager
HvidovreBo mener derimod ikke at have gjort noget forkert. I en mail til HvidovreNyt skriver boligforeningen om sagsanlægget:
– Boligforeningen HvidovreBo, afdeling 4, har principalt nedlagt påstand om, at sagen for tiden afvises, og subsidiært påstand om frifindelse.
– Da sagen verserer ved retten, har vi ikke yderligere bemærkninger til sagen på nuværende tidspunkt.

Går man længere ned i sagsakterne, kan man se i et referat af et afdelingsmøde i HvidovreBos afdeling 4, hvor Kim Paulsen bor, at beboerne tilbage i 2024 selv godkendte huslejestigningen på 9 procent. 52 stemte for, 8 imod.
“Noget ravruskende galt i HvidovreBo”
Forslaget om en huslejestigning kom fra administratoren af HvidovreBos afdeling 4, som hedder FA09. Formålet var at skabe en ”buffer” frem mod renoveringen.
HvidovreNyt ville gerne høre mere fra FA09 om, hvad den buffer skulle bruges til. Men på grund af sagsanlægget har det ikke været muligt at få yderligere kommentarer.
Ifølge Kim Paulsen er bufferen ulovlig.
– Rent teknisk er det en opsparing til forbedringer, som er i strid ’balanceprincippet’ i loven om almene boliger, mener han.
Kim Paulsen henviser til, at en boligforening skal have balance mellem indtægter og udgifter.
– Det virker for mig, som om der er noget ravruskende galt i HvidovreBo, siger han.
Professor: HvidovreBo må gerne have en buffer
Kim Paulsen har tidligere haft en lignende klage for Beboerklagenævnet.
Nævnet afviste klagen med den begrundelse, at huslejestigningen var varslet korrekt, hang sammen med en renovering og i øvrigt var godkendt af kommunalbestyrelsen.
En professor hælder til samme konklusion som Beboerklagenævnet.
– En buffer er ikke en forhøjelse af husleje på grund af forbedringer. Det er bare et forhåndsbeløb til at dække de udgifter, der kommer, forklarer Hans Henrik Edlund, professor i lejeret på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet.
– Når det har været gennem afdelingsdemokratiet, kan man ikke umiddelbart tilsidesætte den beslutning.
– Lejeren har ret i, at hvis det var selve forbedringsforhøjelsen, så ville det ikke være lovligt. Men det er netop en buffer. Den kan man lave, hvis der er flertal på afdelingsmødet og i hovedorganisationens bestyrelse, forklarer professoren.
Så loven om først at opkræve husleje efter optagelse af lån er sat ud af kraft i sådan et tilfælde?
– Ja, fordi det ikke er selve forbedringsforhøjelsen.
Er det så bare ærgerligt, hvis man flytter ud eller dør, før forbedringerne rent faktisk er lavet?
– Ja, men det er ligesom, hvis man har betalt for lidt i husleje, og den så bliver justeret. Så slipper man for efterbetaling, siger Hans Henrik Edlund til HvidovreNyt.
Borgmester ser “ingen rygende pistol”
Kim Paulsen har også klaget til Hvidovre Kommune og til borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF).
Sagen er derfor ved at blive undersøgt af kommunen. Umiddelbart er borgmesterens fornemmelse af sagen dog den samme som professorens.
– Jeg skal ikke gøre mig til dommer over den. Og vi kan ikke lige på stående fod sige, om der har været urent trav her. Viser det sig, at der er noget galt, tager vi sagen op med HvidovreBo.
– Men lige nu kan jeg ikke se en rygende pistol nogen steder, siger Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF) til HvidovreNyt.
Formand: Sagen spiller ind i udvalgs arbejde
Formand for kommunens almenboligudvalg, Pia Mols (HL), skriver til HvidovreNyt, at hun godt kan forstå, at der opstår spørgsmål, når beboere oplever en så stor huslejestigning, før renoveringen er gennemført, og inden lånet er optaget.
– Jeg synes, at sagen rejser nogle mere generelle spørgsmål, som vi skal have med i arbejdet i Almenboligudvalget.
– Det kan være en svær balance. Økonomien er helt central for mange lejere, og man skal kunne føle sig tryg ved, at man har råd til at blive boende i sit hjem.
– Jeg synes også, det er helt rimeligt at spørge, om det er hensigtsmæssigt, at beboere skal betale en højere husleje, før de får glæde af de forbedringer, som stigningen skal finansiere.
– Men samtidig skal boligerne selvfølgelig vedligeholdes og være tidssvarende, lyder det fra Pia Mols, som vil tage sagen med videre.
– Vi skal snart sætte retning for udvalgets arbejde, og her ville det være oplagt at drøfte huslejestigninger i forbindelse med renoveringer af boligerne, mener Pia Mols.
Kommunalbestyrelsen godkendte i februar 2025 en huslejestigning på i alt 18,21 procent i forbindelse med renoveringen i HvidovreBo.
LÆS OGSÅ: Videokameraer skal op 12 steder i Hvidovre efter intens debat i kommunalbestyrelsen





