I løbet af de seneste par uger har jeg talt med seks pårørende og en borger, der modtager hjemmepleje i Hvidovre.
Det har været samtaler, som har gjort stort indtryk på mig.
Pårørende tager ansvar for hjemmeplejen
Fælles for de pårørende er fortællingen om en hverdag, hvor de bruger rigtig meget tid på at sikre sig, at deres kære får den hjælp, de er blevet lovet.
Det er oplevelser af hjælp, der ikke bliver leveret som aftalt. Om ydelser, der forsvinder fra systemet, om svingende kvalitet og sproglige udfordringer.
Det der gør størst indtryk på mig, er, hvor meget ansvar de pårørende selv har påtaget sig.
De ringer, følger op, kontrollerer og forsøger at skabe sammenhæng i hjælpen.
De er i praksis blevet en del af hjemmeplejens kvalitetssikring, og det er ganske enkelt ikke rimeligt.
Ledelsesansvar for alt for mange medarbejdere
Vi skal selvfølgelig rette op, når noget går galt, men vi bliver også nødt til at se på, hvorfor det sker.
I dag kan en leder i hjemmeplejen i Hvidovre have direkte ledelsesansvar for omkring 50 medarbejdere.
Det er efter min opfattelse og erfaring alt for mange, når opgaverne hos borgerne samtidig bliver mere komplekse, og det er svært at rekruttere tilstrækkeligt med uddannede medarbejdere.
LÆS OGSÅ: Ældre Sagen Hvidovre: Tag hånd om problemerne i hjemmeplejen
Det har ikke hængt sammen i årevis
Jeg kender selv udfordringen.
I 2018 blev jeg interviewet til fagbladet Sygeplejersken, fordi jeg dengang havde ansvaret for 70 medarbejdere som afdelingsleder på et plejehjem i en anden kommune.
Otte år senere står vi fortsat med den samme grundlæggende udfordring.
For hvordan skal en leder være tæt på den faglige kvalitet, understøtte medarbejderne, følge op på fejl der naturligvis sker, og samtidig være en nærværende personaleleder for så mange mennesker?
Det hænger ganske enkelt ikke sammen!
Vi har brug for mere ledelse. Ledere, der har tid til at være tæt på medarbejderne og den hjælp, borgerne modtager.
Politikere må tage ansvar for rammer i hjemmeplejen
I Hvidovrelisten mener vi, at tiden er kommet til at investere i den nære ledelse i hjemmeplejen, og det skal vi gøre nu.
Vi behøver ikke flere analyser og undersøgelser – vi bliver nødt til at gøre det bedre.
Det er vigtigt for mig at understrege, at det aldrig kan handle om at placere skyld hos medarbejdere eller ledere, og det bekræfter de pårørende mig også i.
Medarbejdere og ledere i hjemmeplejen arbejder benhårdt på at få en vigtig og vanskelig opgave til at hænge sammen.
Det handler derfor om, at vi som politikere skal tage ansvar for de rammer, ansatte i hjemmeplejen arbejder under, og vi må starte med ledelse.
LÆS OGSÅ: Ansat i hjemmeplejen i Hvidovre: Vi frygter, at det kommer til at gå gruelig galt
Handling skal hjælpe alle parter
Jeg er taknemmelig for de pårørende, der har delt deres oplevelser med mig. Deres fortællinger skal ikke bare lyttes til. De skal føre til handling.
For pårørende skal have tid og overskud til at være netop pårørende. Ikke bruge deres hverdag på at kontrollere, om hjemmeplejen fungerer.
Det skylder vi borgerne, deres pårørende, medarbejderne og lederne i vores hjemmepleje.
Pia Mols, næstformand for Ældreudvalget, Hvidovrelisten





