– Det er en militær indsats at køre brugte biler til Ukraine. Der er ingen grund til at skjule noget. Det handler simpelthen om at nedkæmpe de russere.
Ordene kommer fra Claus Vilhelmsen fra Hvidovre.
Biler køres til Ukraine for at hjælpe soldater ved fronten
Da Risbjerg & Co. møder Claus i Hvidovre, har han lige hentet en brugt bil et andet sted på Sjælland for at køre den 1.800 km østpå til Ukraine.
I Ukraine vil en lokal organisation tage imod bilen i Kyiv og bruge den til at transportere soldater til videre fronten for at forsvare Ukraine mod Ruslands angreb.
Bilen skal også bruges til at køre soldater tilbage, når de blevet såret.

Pensionist fra Hvidovre føler sig i båd med ukrainerne
Claus tager turen frivilligt og uden at få en krone for det.
Tværtimod betaler han selv for al forplejning, overnatning og transporten hjem igen med tog og fly.
Han tager også gerne det bureaukratiske slid med at få bil med over grænsen fra Polen.
Og han piber ikke over risikoen for at blive ramt af en bombe på vej til at aflevere bilen i Ukraine.
– Jeg vejer det op i forhold til de soldater, der ligger ude i mudderhuller, mens granaterne banker løs omkring dem.
– De gør det hårde arbejde i skyttegravene, mens jeg har muligheden for at køre biler til Ukraine en gang imellem.
– Jeg føler, vi kæmper samme sag, men sammenlignet med dem føler jeg mig enormt privilegeret og gør en indsats i den billige ende, mener Claus Vilhelmsen.
I denne video kan du se ham i bilen inden afgangen til Ukraine:
Dansk forening sørger for logistikken
Claus kører østpå som medlem af foreningen Biler til Ukraine.
Aktiviteterne i foreningen bliver orkestreret af to brødre, Jesper og Morten Lindholt.
De arbejder ligesom alle andre i foreningen frivilligt med at skaffe brugte biler fra hele Danmark.
Brødrene sørger også for eventuelt få dem sat i stand og derefter for, at chauffører og ’co-drivere’ kan køre dem til fronten.
Flere end 700 køretøjer fra Danmark til Ukraine
Når Claus kører sin brugte bil til Ukraine, sker det i en kortege med andre brugte biler fra Danmark.
Siden Biler til Ukraine blev skabt – efter Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014 – har foreningen sendt flere end 700 biler, lastbiler og busser af sted til kampen mod russerne.

De danske køretøjer bliver nogle gange modificeret af ukrainerne.
Pickup-trucks kan blive ombygget og få monteret maskingeværer, så de kan skyde russiske droner ned, siger Claus Vilhelmsen.
Varevogne kan blive brugt som ambulancer.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:
“Gammelt skrammel” bliver modtaget med glæde, kaffe og pizza
Alle køretøjer bliver afleveret til repræsentanter for den lokale organisation E+.
– De står et bestemt sted, vi har aftalt på forhånd, og venter på os med pizza og kaffe. Det er reglen. De bliver så glade for at få de biler, fortæller Claus.
LÆS OGSÅ: Tre simple tip: Sådan kan du støtte Ukraine fra Hvidovre
Han tilføjer, at bilerne som regel er noget gammelt skrammel. Den, han skal køre til Ukraine i disse dage, har ingen aircon, og radioen er for længst gået død.
– Men det gør ingen forskel for dem. Det kan være, der går to dage, og så bliver bilen ramt af en granat. Så der er ingen grund til, at det skal være nye biler, konstaterer Claus Vilhelmsen.
Støt Claus fra Hvidovre via MobilePay
Claus kører biler til Ukraine for at gøre en konkret forskel.
Og for at forsøge at undgå, at russerne først indtager hele Ukraine og siden invaderer andre lande tættere og tættere på Danmark.
Han siger selv, at han har tiden til det, fordi han er pensionist. Han betaler også gerne de omkring 5.000 kroner, sådan en tur koster, fordi han synes, kampen er vigtig.
Vil du alligevel støtte den frivillige indsats med at køre biler til Ukraine, er hver en krone velkommen via MobilePay på nummer 669994.
Mærk gerne din overførsel ”CV”.
Så bliver det noteret, at pengene tikker ind på grund af Claus Vilhelmsen fra Hvidovre.
Alle donationer går ubeskåret til Biler til Ukraine.
Læs om Claus’ tur i artiklen Pensionist fra Hvidovre kørte bil til Ukraine: Pludselig kom en melding om 80 russiske droner på vej.











