Crazy Softice lukker

Den ene af tre isbutikker fra 2025 har drejet nøglen om

Crazy Softice i Hvidovre lukker
Det er for nu slut med italiensk gelato på Hvidovrevej 282, hvor Crazy Softice lukker. (Foto: HvidovreNyt)

Det var en ret crazy satsning, da en gulvmand i 2025 besluttede sig for at kaste sig over en isbutik med italiensk gelato, softice og meget mere.

Men pludselig var muligheden der for Ronni Bentsen, da han ved et tilfælde talte med lokalernes tidligere lejer fra Rådhus Chokolade.

– Jeg kom forbi en dag, da han var ved at lukke, og så faldt vi i snak, og han spurgte, om jeg ikke ville overtage butikken. Jeg sagde først nej, men så lå tanken alligevel i baghovedet.

– Jeg har allerede meget travlt, men jeg kunne godt tænke mig at lave noget mere, for jeg gider ikke bare sidde derhjemme og glo.

– Så faldt denne her butik ligesom bare ned fra himlen, og så blev det dét, fortalte Ronni til HvidovreNyt op til åbningen af Crazy Softice.

Populær åbning i 2025

Ronni Bentsen glædede sig meget, og det gjorde hvidovregenserne tydeligvis også.

Åbningen i marts 2025 skabte kø langt ned ad Hvidovrevej.

Kø på Hvidovrevej
Crazy kø lørdag 29. marts 2025, hvor hvidovregensere kunne få gratis softice og kugleis i den nyåbnede butik. (Foto: HvidovreNyt)

Et år senere er billedet dog et helt andet.

Crazy Softice lukker og slukker, og lokalerne skal nu gives videre til andre.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev og få alle de gode lokale nyheder direkte i din indbakke:

Crazy Softice lukker nu – men har reelt være det længe

Mens lukningen i sig selv er ærgerlig for is-elskere, vil den nok komme bag på de færreste, der har gået forbi butikken på Hvidovrevej 282.

Crazy Softice har haft lukket i et halvt års tid. Butikkens Facebook-side har ikke budt på et nyt opslag siden 2. december 2025.

Så det har længe lugtet af, at butikken var på vej ned. Også selvom meldinger har lydt, at butikken ville åbne i løbet af foråret.

Det er ikke lykkedes HvidovreNyt at få et svar på, hvorfor Crazy Softice lukker.

Crazy Softice, Ronni Kjeld Bentsen
Ronni Bentsen er ikke vendt tilbage på en række henvendelser. Og udlejer af lokalerne, administrationsselskabet Boligxperten, vil ikke udtale sig. (Foto: HvidovreNyt)

Stadig masser af god is i Hvidovre!

Glade iselskere må nu i stedet holde temperaturen nede med is fra en anden lokal butik, der åbnede i Hvidovre i 2025: Familiens Ishus på Hvidovre Torv.

Men det er virkelig også et populært sted.

Mens Crazy Softice har haft lukket, er Familiens Ishus blevet kåret til årets virksomhed i Hvidovre.

Ishuets to ejere, Anders og Mette, har blandt andet været rundt med sin isbod til et væld af begivenheder.

For nylig til fodboldturneringen Copenhagen Cup, hvor der i to dage var næsten konstant lang kø foran boden.

Copenhagen Cup, Familiens Ishus
Her er Familiens Ishus til Copenhagen Cup på Avedøre Stadion – men selve butikken finder du på Hvidovre Torv, hvor den åbner hver dag kl. 13. (Foto: HvidovreNyt)

Hvis du for alt i verden vil undgå at støtte det lokale erhvervsliv, kan du også besøge Ismageriet.

I 2025 åbnede iskæden på Damhustorvet i Rødovre.

Det skete efter en månedlang flirt med tanken om at slå sig ned i Hvidovre.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her