Der bliver talt meget om civilsamfundet i disse år. Om frivillighed, lokale fællesskaber, samskabelse og borgerinddragelse.
Politikere på tværs af partier fremhæver igen og igen de frivillige som limen i samfundet — dem, der skaber nærvær, sammenhængskraft og menneskelig varme dér, hvor systemerne ikke slår til.
Det er dem, man møder på gaden, der brænder for et projekt, en idé, en drøm, der handler om at bidrage til fællesskaber og trivsel for andre.
Indimellem kan man godt få en mistanke om, at begejstringen for civilsamfundet og det frivillige foreningsliv primært lever i strategipapirerne.
For med de varme ord vokser kontrollen, flere procedurer og kravene om mere dokumentation stiger. Det samme gør kravene til organisering, registrering og ansvar.
Det gælder i foreninger, kulturinstitutioner, sociale organisationer og lokale initiativer.
Ingen enkelt regel virker urimelig i sig selv, men summen af dem ændrer noget grundlæggende.
LÆS OGSÅ: Idrætsforeninger føler sig holdt nede af regler og bureaukrati i Hvidovre
Man bliver frivillig, fordi det føles meningsfuldt
Det særlige ved frivillighed er nemlig, at den ikke fungerer som et administrativt system, men som en relation.
Mennesker engagerer sig sjældent frivilligt, fordi de er blevet strategisk mobiliseret.
De gør det, fordi noget føles meningsfuldt. Fordi de føler ejerskab, eller fordi nogen spurgte dem direkte. Fordi et fællesskab opstod omkring en idé, en byfest, en klub eller et lokalt projekt.
Den energi er skrøbelig og kan let forsvinde, når frivillige gradvist begynder at føle sig mere som ubetalte medarbejdere end som medskabere. Eller hvis de bureaukratiske regler i sig selv er meningsløse eller uden kontekst.
Frivillighed lever af tillid
Paradokset er, at jo mere man forsøger at styre frivillighed som en professionel organisation, desto større er risikoen for at kvæle det engagement, man ønskede at styrke.
Frivillighed lever af tillid, og moderne styring lever af kontrol.
Det betyder ikke, at regler er unødvendige, for selvfølgelig skal der være ansvarlighed, sikkerhed og ordentlighed. Men vi bør spørge os selv, hvornår styring går fra at understøtte fællesskaber til langsomt at erstatte eller kvæle dem langsomt.
I dag taler man ofte om “samskabelse”, men alt for ofte betyder det i praksis, at civilsamfundet inviteres ind til et bord, hvor rammerne allerede er fastlagt.
Ildsjæle forsvinder i det stille
De frivillige må gerne bidrage, så længe de gør det på systemets præmisser.
Dermed opstår en mærkelig situation: Samfundet efterlyser flere ildsjæle, samtidig med at det gør det stadig vanskeligere at være én, netop fordi ildsjæle ikke fungerer som excelark, med mulighed for at kunne standardiseres frem.
De opstår i miljøer med frihed, fleksibilitet, menneskelig og systemisk tillid. Og de forsvinder ofte stille, uden debat eller overskrifter, når engagementet drukner i møder, registreringer og projektlogik.
Samtidig er der noget større på spil end blot antallet af frivillige timer.
Klummen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev, så du opdager, når de næste klummer kommer:
Frivillighed er en del af demokratiet
Foreningslivet har historisk ikke bare været fritidsaktivitet eller social hygge.
Det har været en del af samfundets demokratiske infrastruktur, altså steder hvor mennesker lærte at samarbejde, tage ansvar, organisere sig og skabe noget i fællesskab uden at vente på, at staten eller markedet gjorde det for dem.
Netop derfor er spørgsmålet om frivillighed også et spørgsmål om frihed.
For hvor meget civilsamfund er der egentlig tilbage, hvis initiativer kun kan eksistere inden for administrativt godkendte rammer?
Fra folkelighed til projektlogik
Mange foreninger og lokale fællesskaber er i dag dybt afhængige af puljer, partnerskaber og strategiske indsatser og ikke mindst adgang til lokaler, der kan danne rammen for mødet mellem mennesker.
Det skaber en mere subtil form for styring, der ikke kun sker gennem forbud. Gennem rammer, krav og dokumentation, der definerer kriterierne for støtte, kommer der også gradvist en definition af aktiviteternes form.
Den form risikerer at få foreningslivet til at bevæge sig fra folkelighed til projektlogik.
Fra levende fællesskaber til semiprofessionelle organisationer, hvor succes i stigende grad måles på administrationsevne frem for menneskelig betydning.
LÆS OGSÅ: Foreninger i Hvidovre bliver frataget rengøring af kommunen
Kan vi rumme fællesskabets uforudsigelighed?
Måske er det den egentlige udfordring i vores tid: At vi længes efter fællesskab, men har stadig sværere ved at give plads til dets uforudsigelighed.
Og måske er det på tide at indse, at et levende civilsamfund ikke kan reduceres til en underleverandør af offentlige strategier.
Fordi det lever og gror af relationer, lokal forankring, tillid og frihed til at handle, også selv om effektiviteten Ikke altid er målbar, ligesom den menneskelige meningsfuldhed heller ikke er det.
Måske er den største misforståelse, at man kan kontrollere sig til mere frivillighed.
For det, der gør frivilligheden stærk, er netop det element af frihed, som moderne styringslogikker har så svært ved at give plads til.
Af Maria Durhuus (S)
LÆS OGSÅ: Maria Durhuus bliver klummeskribent hos HvidovreNyt: ”Vi mangler folkets stemme i demokratiet”
