Et af de primære formål med de 11 nye industriparker er at skabe vækst i Danmarks landdistrikter.
Da Hvidovre jo ikke er en landkommune, har det ikke været muligt at få en af de nye industriparker placeret i Hvidovre.
Uden formål for Hvidovre at ansøge
Da aftalen kom frem, var jeg stærkt optaget af, om konceptet med Industriparker kunne hjælpe Hvidovres erhvervsliv og dermed også vores arbejdspladser.
Derfor har jeg deltaget i møder om dette eksempelvis i februar med deltagelse af to ministre, herunder erhvervsminister Morten Bødskov fra Socialdemokratiet.
Her stod det meget hurtigt klart at det var uden formål for Hvidovre at ansøge, fordi parkerne ikke var tiltænkt os i Hovedstaden.
Nye industriparker er placeret i tyndt befolkede områder
Når man ser placeringen af de kommende industriparker, fremgår det også, at de er placeret i tyndt befolkede områder, hvilket giver god mening, da det er temmelig pladskrævende industrier, der er tale om.
Selve aftalen om de nye industriparker er en rigtig god og fornuftig aftale, som SF derfor også er med i.
At Hvidovre sakker bagud som erhvervsvenlig kommune er noget pjat.
En helt ny analyse fra Dansk Industri viser, at erhvervsvenligheden i Hvidovre lige nu er den højeste i ti år.
Samme tendens viser to andre analyser bl.a. fra SMV Danmark.
LÆS OGSÅ: Virksomheder bliver mere og mere tilfredse med Hvidovre – men…
Kommer socialdemokraterne med kritik uden at have styr på fakta?
Jeg har som borgmester gjort meget for at sikre gode forhold for vores virksomheder og dermed vores arbejdspladser.
Det har jeg oplevet andre socialdemokrater kritisere mig for.
Så jeg er ærligt talt i tvivl, om socialdemokraterne har styr på fakta, og hvad de kritiserer. Eller om det bare er kritikken i sig selv, der er formålet.
Af borgmester Anders Wolf Andresen (SF)
LÆS OGSÅ: Borgmester: ”Noget værre vås” i Ekstra Bladet var plantet af politisk modstander











