HIF skal kunne spille hjemme i Hvidovre – uden flere midlertidige millionløsninger

DEBATINDLÆG: Hvidovre Kommune skal sikre, at HIF's hjemmekampe bliver spillet i Hvidovre ved at lave en gennemtænkt opgradering af stadion, mener Anders Liltorp (S)

Anders Liltorp
Vi skal have opgraderet Hvidovre Stadion permanent nu - i stedet for at vente på, at det sker som del af en idrætsvision - så HIF kan spille i Hvidovre, mener Socialdemokratiets Anders Liltorp.

I fredags var der hjemmekamp mod Hillerød.

Selvom vejret var lidt koldt, var stemningen i top, og mange af os Hvidovreborgere var med til at bakke op.

Og der er da også god grund til glæden og optimismen. Hvidovre IF har igen bragt sig i en position, hvor Superligaen for alvor banker på døren.

Men det betyder også, at byen er nødt til at tage spørgsmålet alvorligt: Hvad gør vi, hvis HIF igen spiller sig helt til tops?

Med HIF helt fremme i oprykningsspillet i 1. division er det ikke bare et tænkt spørgsmål. Det er et spørgsmål, vi skal forholde os til nu.

HIF-direktøren har da også selv meldt klart ud, at målet er at spille på Hvidovre Stadion, hvis oprykningen kommer.

Selvfølgelig skal HIF spille hjemmekampe i Hvidovre

Fra Socialdemokratiets side er svaret enkelt: Selvfølgelig skal Hvidovre IF kunne spille hjemmekampe i Hvidovre.

Selvfølgelig skal vi bakke op om den lokale eliteidræt. Og selvfølgelig skal vi glæde os, når vores klub med stærke lokale rødder igen banker på døren til Superligaen.

Men netop fordi vi tager det alvorligt, er vi også nødt til at sige det, som det er: Sidste gang løste Hvidovre Kommune situationen med noget nær panik, hastværk og mange millioner til noget, som aldrig var andet end midlertidigt.

Ja, vi var selv med til beslutningen, og det har vi lært meget af.

Sidst blev den mere permanente løsning fravalgt, fordi vi risikerede, at én hjemmekamp – ja, du læste rigtigt – én hjemmekamp skulle spilles på en udenbys bane.

Hovsaløsning til omkring 22 millioner kroner

I juni 2023 besluttede kommunen en stadionopgradering, hvor der blandt andet skulle lejes og opsættes midlertidige tribuner, installeres teknik og skabes plads til 10.000 tilskuere.

Kort efter viste det sig, at projektet blev 10 millioner kroner dyrere end forventet på grund af blandt andet brandsikkerhed, ekstra tribune og flere flugtveje.

Vi taler altså om en løsning, der endte omkring 22 millioner kroner, uden at Hvidovre dermed fik en varig stadionløsning.

Det er den slags politik, vi ikke skal gentage. Ikke mindst fordi vi skylder borgerne at kunne kende forskel på opbakning og hovsaløsninger.

Magnus Fredslund, Hvidovre IF
HIF skal spille i Hvidovre, ligesom det skete i fredagens hjemmekamp mod Hillerød, mener Socialdemokratiets Anders Liltorp. (Foto: HvidovreNyt)

Vi kender allerede vejen til en varig løsning

Det mærkelige er jo, at vi faktisk allerede kender et bedre spor.

Allerede i 2023 pegede Kommunalbestyrelsen selv på, at der skulle findes en mere permanent fremtidig løsning, som både tog hensyn til fodbolden og de andre brugere af stadion.

Derfor blev der arbejdet med et spor med stilladstribuner i stedet for mobiltribuner.

Kommunen besluttede også at gå videre med en mere varig stadionløsning i samarbejde med foreninger og klubber på stadion.

Det var og er et langt mere fornuftigt spor end endnu en omgang dyre, midlertidige lappeløsninger.

Skal glæde alle brugere af stadion

Vi skal heller ikke glemme, at der allerede dengang blev taget konkrete hensyn til de eksisterende forhold omkring stadion – blandt andet til de eksisterende træer og til, at atletikken ikke bare blev skubbet ud på en sidelinje.

Det understreger jo netop, at Hvidovre Stadion ikke bare er et anlæg for ét hold, men et sted med flere brugere og flere hensyn.

Derfor giver det langt mere mening at vælge en mindre, men mere permanent løsning, som alle brugere af stadion kan få glæde af, end endnu en dyr nødløsning, der skubber problemerne foran os.

Og ja – der findes faktisk et realistisk spor.

Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Et nej er ikke en plan

Det interessante ved debatten lige nu er jo, at den alt for hurtigt bliver gjort sort-hvid.

Enten tales der, som om kommunen igen bare skal betale for en midlertidig løsning.

Eller også tales der, som om svaret bare er et rent nej.

Men et rent nej er ikke en plan. Og en ny millionregning til noget midlertidigt er heller ikke en plan.

En ansvarlig kommune skal kunne mere end det.


Vores udgangspunkt er derfor klart: Hvis HIF rykker op, skal Hvidovre være klar.

Men klar betyder hverken panik eller endnu en ekstrabevilling i millionklassen til noget, vi bagefter må erkende, kun var en mellemstation.

Klar betyder, at vi bygger videre på det spor, der allerede er peget på: en mindre, permanent og gennemtænkt opgradering af Hvidovre Stadion, som gør det muligt at spille Superliga-hjemmekampe i Hvidovre og samtidig tager hensyn til atletikken og de øvrige brugere.

Det er kommunens opgave at sikre en varig løsning

Hvis klubben selv eller sammen med private partnere kan bidrage til en overgangsløsning, skal kommunen naturligvis gå i reel dialog. Det ville være mærkeligt andet.

Men kommunens opgave bør være at sikre den varige løsning – ikke endnu en kommunalt finansieret nødløsning.

Og netop dér adskiller vores linje sig fra både panikken fra sidst og fra borgmesterens nuværende model, som i praksis mest lyder som et skuldertræk.

Borgmesteren har sagt, at kommunen ikke vil bruge flere penge på midlertidige løsninger, og det er sådan set let nok at være enig i. Men det vigtige spørgsmål er jo, hvad man så vil.

Her skylder man både HIF, de øvrige brugere af stadion og hele byen et mere seriøst svar end bare: “Det må klubben selv finde ud af.”

LÆS OGSÅ: Borgmester: Ingen Superliga-penge til Hvidovre IF

Hold HIF i Hvidovre ved at gå uden om idrætsvision

Det er også præcis her, flertallets idrætsvision rammer ved siden af.

For mens HIF og stadionspørgsmålet kræver nøgternhed og konkrete løsninger, er flertallets spor bundet op på et langt større og mere usikkert projekt.

Det er ikke vores vej. Vi har fremlagt en anden tilgang, der bygger på bedre, billigere og mere bæredygtige løsninger og på fuld åbenhed og bred inddragelse af borgere og foreninger.

Når spørgsmålet handler om, hvordan vi sikrer hjemmebanekampe i Hvidovre uden endnu en gang at sende regningen for midlertidige løsninger videre til borgerne, så bør vi starte dér.

Hvis vi gør det, er vi allerede bedre på vej end nu.


Det mærkelige er jo, at vi faktisk allerede kender et bedre spor.

Allerede i august 2023 besluttede Kommunalbestyrelsen både at undersøge en løsning med stilladstribuner i stedet for mobiltribuner og at gå i gang med et projekt for en mere permanent stadionløsning.

Det var og er et langt mere fornuftigt spor end endnu en omgang dyre, midlertidige lappeløsninger.

Alle burde være med på en mindre opgradering af Hvidovre Stadion

Det er ikke et nej til ambitioner. 

Det er et ja til ansvarlighed. Et ja til HIF. Et ja til hjemmebanekampe i Hvidovre. Og et ja til en løsning, der også holder for de mange andre brugere af stadion.

Hvis alle partier reelt er enige om, at vi ikke igen skal bruge over 20 millioner kroner på en midlertidig løsning, så burde vi også kunne samle os om det næste logiske skridt: en mindre, permanent og mere økonomisk ansvarlig opgradering af Hvidovre Stadion.

Det vil være bedre for idrætten, bedre for økonomien og bedre for Hvidovre.

Af Anders Liltorp, på vegne af den socialdemokratiske gruppe

LÆS OGSÅ: Nye stadioner i Hvidovre koster kommunen mindst 300 millioner kroner

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her