Hvad husker du bedst fra din skoletid?

DEBATINDLÆG: Ekstra fem dages lejrskole i folkeskolen bør være del af en stærk folkeskole, for de er mere end bare en hyggelig ekstraaktivitet, skriver Anders Liltorp (S)

Anders Liltorp
Socialdemokratiet i Hvidovre vil nu have at vide, hvad det koster at sende skoleelever noget mere på lejrskole.

De fleste af os vil med garanti kunne huske tilbage på skoletiden med en masse personer – klassekammerater, lærere, pædagoger, sundhedsplejersken, pedellen, skoletandlægen og en masse andre – som har haft stor betydning på godt og på ondt.

Men når vi tænker på begivenheder og oplevelser, er det for rigtig mange af os de gode minder om kolonien eller lejrskolen, der kommer frem.

Kvaliteten og udbyttet af ens skoletid er selvfølgelig ikke kun defineret af stjernestunderne, men jo flere, vores børn får, jo bedre.

Og det får rigtig mange på koloniophold og lejrskoler.

Hvad koster fem dages ekstra lejrskole?

Under valgkampen – både til kommunalvalget og senest til folketingsvalget – har mange talt varmt om folkeskolen.

Om ambitioner, kvalitet og om at gøre skolen til et endnu bedre sted at være barn.

Det er godt, men hvis visionerne skal være andet end ord, skal de også omsættes til konkret politik i hverdagen.

Derfor foreslår vi i fra den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen, at muligheden for flere lejrskoler og koloniophold bliver undersøgt.

Helt konkret ønsker vi, at administrationen til budget 2027 fremlægger, hvad det vil koste at give eleverne mulighed for endnu en fem dages lejrskole i deres skoletid.

Lejrskole er oplevelser for livet

For lejrskoler er ikke bare en hyggelig ekstraaktivitet.

De styrker fællesskabet, trivslen og relationerne mellem klassekammeraterne og lærerne. Og får undervisningen ind i rammer, der slet ikke kan kopieres i et klasseværelse.

Det handler om oplevelser, ansvar og gode minder, som mange af os tager med sig resten af livet.

Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

En skole for alle binder børn sammen

Samtidig har vi i Hvidovre nogle særlige muligheder med kolonierne i Svejbæk og Skødshoved i det jyske, som vi bør bruge i endnu højere grad. Og Vig Koloni er også alle besøg værd.

Derfor er det for os oplagt at se på, hvordan flere børn kan få glæde af dem.

Hvis vi mener alvorligt, at folkeskolen skal være en skole for alle, skal vi også prioritere det, der binder børn sammen.

En skole for alle er også en skole med endnu flere gode oplevelser og flere lejrskoler, hvis man spørger os i Socialdemokratiet.

En stærk folkeskole handler nemlig ikke alene om faglighed. Men også om fællesskab, store oplevelser og minder for resten af livet.

Netop det, der også fremover vil kunne huskes med særlig glæde for vores børn om deres skoletid.

Af Anders Liltorp, KB-medlem, gruppeformand og spidskandidat (A)

LÆS OGSÅ: Vigtige forbehold piller ved konklusion om, at elever med særlige behov klarer sig bedst i folkeskolen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Særtilbud:

Bliv medlem af HvidovreNyt for under halv pris

For kun 29 kr. om måneden kan du lige nu, få ubegrænset adgang til alle artikler. Ingen binding, og du kan opsige når som helst.

Fordele:

✔ Ubegrænset adgang til alle vores artikler
✔ Intropris: kun 29 kr./md. det første år (normalpris 59 kr./md.)
✔ Automatisk fortsættelse – ingen besvær med fornyelse
✔ Opsig når som helst – medlemskabet stopper ved udgangen af din betalingsmåned
✔ Mulighed for at skifte til årsabonnement senere og spare endnu mere