Månedens stemme i Hvidovre: Kasper Larsen

Det var ren overlevelse, der gjorde familievirksomheden grøn. Siden blev bæredygtighed en del af familiens DNA. Nu skal Kasper Larsen udbrede sine grønne ambitioner til hele Avedøre Holme.

Kasper Larsen skal udbrede grønne ambitioner på Avedøre Holme i Hvidovre
Kasper Larsen vil bruge et nyt job til at vise, at Avedøre Holme et fantastisk område, vi kan være stolte af i Hvidovre. (Foto: Privat)

Kasper Larsens hjerte ligger i Avedøre Holme.

Det er i hvert fald der, det banker hårdest. Han er kommet her hele sit liv, for hans oldefar skabte trykkeriet KLS helt fra bunden.

Hans farfar kørte det videre, og det samme gjorde hans far, indtil han selv gik ind i virksomheden i 2001.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Bæredygtighed reddede familiens virksomhed

Dengang var der cirka 2.000 trykkerier i Danmark, og konkurrencen var benhård.

Virksomheden kæmpede for sit liv, noget måtte gøres, og familien besluttede at gå en grønnere vej.

Ikke for at redde verden, men for at redde virksomheden.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Og det virkede. At tænke bæredygtigt viste sig at være en god forretning.

Da Kasper Larsen besluttede at træde ud af KLS PurePrint sidste år, var den én af de blot 40 trykkerier tilbage.

Bæredygtighed var blevet virksomhedens DNA. Og en stor del af Kasper Larsen.

Det var med tungt hjerte, at han stoppede i familievirksomheden i oktober 2024, men han gjorde det, fordi han gerne ville arbejde med bæredygtighed i erhvervsområder.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Kasper skal gøre Avedøre Holme til landets grønneste industriområde

1. juni 2025 blev han ansat af partnerskabet mellem Hvidovre Kommune og Grundejerforeningen Avedøre Holme til at gøre Avedøre Holme til landets grønneste industriområde.

Det skal ske ad tre hovedspor, forklarer han:

  1. Ved at gøre Avedøre Holme energimæssigt selvforsynende via især vindmøller og solceller.
  2. Ved at lægge flere arealer ud til biodiversitet.
  3. Og ved at genbruge ressourcerne og derved minimere affaldet i området bedre.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Kasper Larsen er også lige blevet politisk talsperson for nystiftede Alliancen for Energifællesskaber i Danske Erhvervsområder (AEDE).

Alliancen skal presse på for, at virksomheder må dele grøn strøm.

HvidovreNyt har talt med Kasper Larsen som den anden i en række månedlige – korte – interview med højaktuelle Hvidovre-personligheder om deres liv og tanker lige nu.

Månedens stemme er en ny serie hos HvidovreNyt.

En aktuel person fra Hvidovre bliver stillet en god håndfuld fastlagte spørgsmål, der giver et indtryk af mennesket, og hvad der rører sig i vedkommendes liv lige nu.

Denne artikel er den anden i serien.

Første person i serien var Johanne Elise Schack von Brockdorff.

Se oversigten over samtlige portrætter i Månedens stemme.

Hvis du har forslag til Månedens stemme, så skriv til kontakt@hvidovrenyt.dk.

Kasper har hovedet fuld af grønne ideer

Hvad fylder mest i dit hoved for tiden?

– Mit hoved er meget grønt, det må jeg indrømme.

– I dag er der 35 grader varmt, og det fylder mit hoved med tanker om de voldsomme klimaforandringer, som varmen også er udtryk for. Jeg læste min første klimarapport i 2007, og der er stort set ikke kommet ny viden til siden.

– Vi ved, hvad der sker, men vi handler ikke nok. I stedet kritiserer folk, at der skal stå vindmøller eller solcelleparker lige netop der, hvor de bor. Andre kritiserer så dem, der kritiserer, og sådan kommer vi ikke nogen vegne.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

– Derfor er mit hoved også fuld af idéer. For eksempel at bruge tagene i landets industriområder til at bygge solcelleparker på.

– Der er 100 millioner kvadratmeter, som ikke vil genere nogen, og det vil komme både virksomhederne og klimaet til gode.

Vigtigt at dyrke fællesskaber

Hvad går du og glæder dig til?

– Lige nu glæder jeg mig til sommerferie.

– Vi skal afsted med mine forældre, min søster og svoger. Vi er 11 i alt fordelt på tre generationer. Det gør mig glad, at vi kan dyrke familiefællesskabet på den måde.

– Jeg glæder mig også til at dyrke fællesskabet mellem virksomhederne i Avedøre Holme endnu mere. Jeg skal ud og snakke med dem og vise dem, hvordan et energifællesskab vil give rigtig god mening for dem, også på bundlinjen.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Familien har det bedste råd, Kasper kender

Hvad er det bedste råd, du har fået?

– I min familie går vi meget op i at gøre det, vi brænder for.

– Så da jeg fortalte, at jeg gerne ville træde ud af familievirksomheden for at kunne brede bæredygtighedstanken endnu bredere ud, var de fuld af forståelse.

– Derfor vil jeg sige, at mit bedste råd er kommet fra min far og farfar og mange andre i familien, og det lyder: Forfølg dine drømme. Gør det, du brænder for.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Et rigtig skidt råd: Køb Brøndby-aktier

Hvad er det dårligste råd, du har fået?

– Jeg er nok typen, der ikke hæfter mig ved dårlige råd.

– Jeg vil dog sige, at da jeg som revisor fik udbetalt min første løn i 1994, blev jeg rådet til at købe Brøndby-aktier. Fra et økonomisk perspektiv var det ikke et godt råd, selvom det blev givet i bedste mening af en ældre kollega.

– Aktierne er siden faldet cirka 99 procent, men jeg har dem stadig.

Kasper ser Avedøre Holme som meget mere end et erhvervsområde

Hvilket sted i Hvidovre vil du anbefale til andre?

– Særligt da mine børn var små, gik vi ofte tur på voldene i Avedøre Holme. Det er et fantastisk område.

– Jeg har også trænet på rulleski på de lange lige cykelstier langs voldene.

Cykelsti på Avedøre Holme
De lange cykelstier på Avedøre Holme bliver brugt af mange, også cykelryttere. (Foto: HvidovreNyt)

– I det hele taget er Avedøre Holme langt mere end et erhvervsområde. Her er masser af natur, og der kommer endnu mere de kommende år.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Folk i Hvidovre skal være mere stolte af Avedøre Holme

Hvis du fik en million kroner og skulle bruge dem til at gøre noget godt for Hvidovre, hvad ville du så gøre?

– Så ville jeg bygge flere og bedre cykelstier i Avedøre Holme. Det skal være trygt at færdes der.

– I det hele taget ville jeg styrke alle tiltag, der kan gøre borgere og medarbejdere endnu mere stolte af området.

Kasper Larsen er født 1974 i Roskilde. Uddannet revisor. Ansat i familievirksomheden KLS PurePrint i 23 år, først som økonomidirektør og siden 2016 som kommerciel direktør. Bor i Frederikssund, er gift og har tre børn på 17, 20 og 23 år. Fritiden bruger han især på at løbe i den lokale løbeklub og med at involvere sig i frivilligt arbejde.

LÆS OGSÅ: Månedens stemme i Hvidovre: Johanne Elise Schack von Brockdorff

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Prøv det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt