Madbanken Hvidovre står desværre stadig uden egne lokaler.
Det betyder helt konkret, at nogle af de borgere, der har allermest brug for hjælp til mad, lige nu står uden den lokale støtte, de før kunne få i Hvidovre.
Heldigvis har vi fået en aftale med Madbanken Rødovre, som tager imod vores overskudsmad. Det er vi meget taknemmelige for.
Men det er ikke en holdbar løsning på længere sigt.
For Hvidovres borgere er der nu blevet langt til hjælpen, og Madbanken Rødovre ligger desværre ikke godt i forhold til offentlig transport.
“Hvorfor hjælper Hvidovre Kommune ikke?”
Vi får en del henvendelser om, hvordan det kan være, at Hvidovre Kommune ikke bare hjælper os.
Vores oplevelse er ikke, at kommunen ikke vil hjælpe. Vi er sikre på, at der er vilje til at finde en løsning.
Udfordringen er snarere, at der generelt er stor mangel på foreningslokaler i kommunen, og det gør det svært at finde et sted, hvor vi kan komme i gang igen.
Det ændrer dog ikke på, at behovet er der.
Madbanken Hvidovre hjælper både mennesker og miljø
Madbanken er en hjælp til borgere, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, men det er også en vigtig indsats mod madspild.
God mad skal på bordet hos mennesker – ikke i skraldespanden.
Vi er meget åbne for løsninger.
Vi kan godt dele lokaler med andre foreninger eller aktører. Det vigtigste for os er at komme i gang igen – både for miljøets skyld og for de borgere, der har brug for en ekstra hånd.
Bliv støttemedlem for blot 10 kroner
Samtidig har vi nu åbnet for, at man kan blive støttemedlem af Madbanken Hvidovre.
For kun 10 kroner kan man være støttemedlem frem til næste generalforsamling i 2027.
Det hjælper os, for jo flere vi er sammen om at hjælpe hinanden, jo stærkere står vi.
En stor og varm tak skal lyde til dem, der allerede har valgt at blive støttemedlemmer.
Hver eneste støtte tæller og giver både håb og opbakning i en svær tid.
Vi vil også gerne rette en særlig tak til Boligexperten Administration A/S for deres flotte donation.
Den slags støtte gør en reel forskel og bringer os tættere på at kunne finde en holdbar løsning.
Virksomheders støtte kan bane vej for lokaler
Hvis flere virksomheder kunne se sig i at støtte os løbende, ville det måske på sigt give os mulighed for at leje os ind på det private marked.
Det kan blive en del af løsningen.
Men for os er det helt afgørende, at det ikke må koste penge at komme og hente mad hos Madbanken Hvidovre.
Hjælpen skal være tilgængelig for dem, der har brug for den.
Derfor håber vi, at både borgere, virksomheder og andre med muligheder for at hjælpe vil bakke op.
Sådan støtter du
Man kan støtte eller blive støttemedlem via MobilePay 104806 eller ved bankoverførsel til reg. 6515 konto 5150056359.
Husk gerne at skrive navn og mail ved overførslen.
Vi tager imod al støtte med stor taknemmelighed.
Hver tier, hver donation og hver hjælpende hånd bringer os tættere på at kunne åbne igen i Hvidovre.
Af Thomas Møller, formand, Madbanken Hvidovre





