På SF Hvidovres generalforsamling søndag 8. marts i Lille Friheden blev Jeppe Ask Tofteskov valgt som ny formand for SF Hvidovre.
Det skriver SF Hvidovre i en pressemeddelelse, som du her får i sin fulde ordlyd:
Jeppe Ask Tofteskov overtager posten efter Sofie Falck Villadsen, som træder tilbage for at fokusere på politik og sit folketingskandidatur.
Stolt Sofie Falck Villadsen træder tilbage
Sofie Falck Villadsen ser tilbage på sin tid som forkvinde med stor stolthed over partiets udvikling i Hvidovre.
– SF fik igen et rigtig flot kommunalvalg i Hvidovre, og vi har fået et stærkt afsæt for det videre arbejde i kommunen. Det er jeg meget stolt af.
– Jeg er glad for at kunne give stafetten videre til Jeppe og resten af holdet, som jeg ved vil fortsætte arbejdet for et grønnere og mere retfærdigt Hvidovre med inddragelse af både medlemmer og borgere i Hvidovre, siger hun.
Den nyvalgte formand for SF Hvidovre, Jeppe Ask Tofteskov, takker Sofie for hendes indsats i spidsen for partiet.
– Jeg vil gerne sige en stor tak til Sofie for det stærke arbejde, hun har lagt i SF Hvidovre.
– Hun efterlader en lokalafdeling i rigtig god form. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for arbejdet fremover og til sammen med medlemmerne at udvikle SF Hvidovre yderligere.
Folketingsvalget fylder mest lige nu
Ifølge Jeppe Ask Tofteskov bliver den kommende tid selvfølgelig præget af det nationale politiske arbejde, men også at give vores nyvalgte kommunalpolitikere de bedste rammer at arbejde i.
– Folketingsvalget er selvfølgelig det, der fylder mest lige nu. Her vil vi i SF Hvidovre arbejde benhårdt for at sikre en rød regering og at få Sofie F. Villadsen i Folketinget.
– Samtidig fortsætter vi arbejdet lokalt for et stærkere fællesskab og en grønnere kommune med vores seks dygtige kommunalpolitikere, lyder det.
LÆS OGSÅ: Generalforsamling og valg af ny formand i Det Konservative Folkeparti i Hvidovre





