Beskeden fra HOFOR var venlig og bestemt: ”Det vil vi kraftigt fraråde, at du gør”.
Og for at understrege budskabet: ”Hvis du alligevel gør det, er der risiko for at deltagerne bliver alvorligt syge.”
Det var beskeden, som jeg fik, da jeg kontaktede HOFOR for at høre, om jeg måtte sætte to kanoer i Rebæk Sø og lade nogle børn og forældre sejle i den i forbindelse med et arrangement, jeg havde planlagt for min politiske kampagne.
Medarbejdere vaccineret før arbejde med Rebæk Sø
HOFOR fortæller også, at medarbejdere der f.eks. arbejder med at oprense søen, har fået en række vacciner for at forhindre, at de bliver syge.
Med et glimt i øjet kunne vi jo i stedet lege ”Vandet er giftigt”.
Jeg bakker derfor op om Mads Emil Holleufers debatindlæg om, at der bør gøres noget for at gøre vandmiljøet i søen sundt.
Holleufer foreslår udsætning af gedder i søen, og det er en klog løsning, for de holder skidtfisk væk.
Men hvis man hælder gedder i nu, dør de iflg. HOFOR.
For den 150 år gamle oprindelige grusgravs sø er i lang tid blevet brugt til at udlede store mængder spildevand i fra Hvidovre, Rødovre og Brøndby Kommune.
Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Det tog 10-15 år at rense Søerne i København
Det er lykkedes Københavns Kommune at give søerne i København et sundt miljø.
Men her man måtte først fange alle skidtfisk, lave bundoprensning, udsætte gedder, fjerne vandplanter, ilte vandet og reducere tilførslen af spildevand med høj næring. En dyr proces, der har taget 10-15 år.
Ulovlig fodring af fugle er også et problem. Da foder tilfører næringsstoffer til søen i form af fuglelort og i øvrigt tiltrækker rotter.
Stop tilførsel af spildevand til Rebæk Sø
Rebæk Sø er et problem, som vi skal gøre noget ved, og det skal ikke være dyrt for Hvidovre Kommune.
Min pragmatiske løsning ville være: Stop tilførslen af spildevand fra HOFOR og ulovlig fodring. Herudover skal Hvidovre Kommune kræve, at HOFOR oprenser søen.
Rebæk Sø er et åndehul i Hvidovre Nord, og den skal ikke være farlig at lege ved.
Jesper Hjelm, kandidat for Det Konservative Folkeparti i Hvidovre
LÆS OGSÅ: BIOFOS vil kompensere for døde fisk efter spildevandsudslip, vurderer Hvidovre-borgmester











