Susets Madhus starter ”med fuld smæk på”

Frisk fisk, jazzaftener og udendørs grill er blandt de store planer hos brødre, der netop har åbnet Susets Madhus på Havnen

Fehmi og Halis Dag
Susets Madhus på Hvidovre Havn har et ”kæmpepotentiale” for at skabe liv i Hvidovre, mener Fehmi og Halis Dag, der åbner restauranten i sejlklubben sammen med deres lillebror, Suat. (Foto: HvidovreNyt)

Nye forpagtere af Susets Madhus på Hvidovre Havn lægger alt andet end stille og roligt ud.

– Vi skal have fuld smæk på. Vi stoler på os, og vi stoler på vores koncept på det her sted lige ud til vandet, erklærer Halis Dag.

Halis er én af tre brødre, der 1. oktober overtog forpagtningen af restauranten, der holder til i Sejlklubben Suset.

Kæmpe potentiale i Susets Madhus

Brødrenes opskrift på succes er især frisk fisk og gode bøffer, som de synes mangler i Hvidovre lige nu.

De vil også invitere store selskaber indenfor og selv stable en masse fede arrangementer på benene.

Du kan blandt andet se frem til hyggelige jazzaftener og højtidsfejringer i forbindelse for eksempel mortensaften og op til jul.

Og når vejret bliver til det igen, skal der også være festlige grillaftener på terrassen udenfor.

– Vores tanke er, at vi skal have meget liv. Stedet her har et kæmpe potentiale, siger Fehmi Dag, da HvidovreNyt tropper op i Susets Madhus for at høre om planerne.

Madhuset giver plads til store selskaber

Brødrene har tidligere stået i spidsen for Café Sundet, der har en lignende beliggenhed i Svanemøllehavnen på Østerbro.

Ifølge Halis Dag har tiden med Café Sundet blandt andet givet stor erfaring med at samarbejde med de lokale brugere – i Suset vil det blandt andre sige sejlklubbens medlemmer.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Brødrene kommer også med erfaring i at udnytte placeringen på havnen til at skabe en stemning omkring fiskeretterne og i at stå for store selskaber.

Hvis du vil arrangere et stort selskab, kan Susets Madhus nu være på din radar, lyder det fra brødrene, der er klar på at skabe fest og farver for 100 mennesker til kl. 2 om natten.

Masser af madmuligheder i Susets Madhus

Mest af alt skal Susets Madhus dog være en restaurant for alle i Hvidovre, både unge og ældre.

Planen er at have fiske- og kødretter fast på menuen. Der skal også være sandwich, burgere, salater, smørrebrød, pariserbøf, biksemad, fadøl og mulighed for at komme ind fra havnen og købe en is.

Lørdag og søndag skal der være frokostbuffet.

I får da travlt?

– Ja, pænt travlt, smiler brødrene.

Du kan påvirke, hvad der skal på menuen

Planerne er også at sælge dagens ret til 100-150 kroner.

Det skal være god dansk mad som stegt flæsk, en gryderet, hakkebøf med bløde løg eller frikadeller.

– Det skal i det hele taget være en lokal restaurant og et madhus med god mad, god atmosfære og gode selskaber.

– Men vi er meget åbne for at høre, hvad gæsterne har lyst til. Bare kom med input, siger Fehmi Dag.

Anderledes tilgang end i Spisehuset Gaarden

Alle dage vil Susets Madhus have åbent fra kl. 11 til kl. 21 i de kolde måneder, til kl. 22 om sommeren, når vejret er til det.

Tankerne om Susets Madhus er dermed fundamentalt anderledes, end man har hørt fra forpagterne af Spisehuset Gaarden i Kulturhus Risbjerggaard.

Her har planen fra start været at åbne ganske langsomt op for stille og roligt at vænne sig til, hvad hvidovregenserne vil betale for at undgå at tabe penge.

Tempoet på Gaarden har dog været alt FOR langsomt for blandt andre flere af HvidovreNyts læsere.

Kig forbi Susets Madhus

Meldingerne fra Susets Madhus lyder, at folk allerede har været imødekommende.

Flere har været forbi for at prøve maden, efter de har set skiltene om, at Suset er åbnet igen, efter den forrige forpagter forlod stedet.

Skilte om mad
En hovedret i Susets Madhus kommer til at koste 289 kroner. Lige nu er der dog intropris på 189 kroner. (Foto: HvidovreNyt)

Opbakningen lader umiddelbart også til at være der. På mindre end et døgn har et par hundrede hvidovregensere liket nyheden om spisehuset i den lokale Facebook-gruppe 2650 Hvidovre.

Brødrene konstaterer, er det fantastisk at se. Men det er også vigtigt, at hvidovregenserne rent faktisk dukker op i madhuset og prøver det af.

Reception på vej i Susets Madhus

Du kan allerede nu smutte forbi Havnen og besøge Susets Madhus.

Der kommer dog også en mere officiel åbningsreception senere på året, når brødrene føler, at alt er helt på plads i de nye lokaler.

Følg med på madhusets hjemmeside eller Facebook-profil og her hos HvidovreNyt.

Brødrene Dag har forpagtet spisestedet af Sejlklubben Suset for de næste fem år.

LÆS OGSÅ: Er Hvidovre ved at blive det nye Valby?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt