Slut med majbørn, bedre ældremad og penge til unge-fællesskabet Echo

Kommunalbestyrelsen har lagt sig fast på, hvad Hvidovre skal bruge penge på de næste år

Politikere fra Hvidovre Kommune
Syv af otte partier i kommunalbestyrelsen har forhandlet sig frem til budgettet for Hvidovre 2027 til 2030. (Foto: Hvidovre Kommune)

Børn skal ikke længere stoppe i deres dagtilbud for at starte i skole allerede 1. maj.

Ordningen, der både bliver kaldt majbørn,mini-SFO og forårs-SFO, bliver nemlig sløjfet i Hvidovre.

Samtidig bliver der sat penge af til genplantning af alle træer på Svendebjergvej, til renovering af svømmehallen i Frihedens Idrætscenter samt til ungefællesskabet Echo, der holder til under Hvidovre Hovedbibliotek.

I en kort kommentar til HvidovreNyt konstaterer ildsjælen bag Echo, Nicolai Haugbyrd Vinkel, at uanset hvad der bliver sendt Echos vej, så glæder han sig til at åbne dørene for mere musik, kultur og fællesskab til Hvidovres unge.

– Og jeg fyldes af ydmyghed overfor beslutningen om at prioritere ECHO, skriver han. 

Det hele er en del af budgetaftalen i Hvidovre for 2027-2030, som dog først bliver endelig vedtaget til oktober.

Kun Socialdemokratiet står uden for budgetaftalen.

Også penge til familiehus og frivilligcenter

Ifølge Hvidovre Kommune sætter det store flertal af partier desuden penge af til blandt andet:   

  • Hvidovre Familiehus som permanent tilbud til familier, børn og unge
  • En analyse af behovet og mulighederne for at skaffe flere plejehjemspladser – også på mere utraditionel vis
  • Bedre mad til ældre på plejehjem og via kommunens madservice
  • En styrket og mere effektiv indsats i kommunens jobcenter, bl.a. i forhold til integration, forløb for ledige og sygemeldte og samarbejdet med virksomhederne
  • Forlængelse af kommunens samarbejdsaftale med Frivilligcenter Hvidovre til 2030

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

– Vi er utrolig glade og taknemmelige for, at Frivilligcenter Hvidovre er blevet sikret yderligere 4 år!

– Det betyder, at vi kan fortsætte det vigtige arbejde med at støtte frivillige og foreninger i lokalområdet, igangsætte nye initiativer og møde endnu flere af jer, skriver Frivilligcenter Hvidovre på Facebook.

Hurtigere byudvikling for flere skattekroner

Det er desuden politikernes ønske at sætte fart på byudviklingen i Hvidovre. Tanken er, at flere boliger giver flere skatteindtægter, som kan bruges på velfærd.

Derfor er det også planen at undersøge, om der skal flere penge til kommunens trafikområde og plan-, miljø- og byggesagsbehandling.

LÆS OGSÅ: Ny plan: Hvidovre C kan blive op til 44 meter højt

Budgetaftalen bliver nu sendt i høring hos de høringsberettigede råd, nævn og udvalg.

Budgettet skal efter planen vedtages endeligt på et kommunalbestyrelsesmøde tirsdag 6. oktober.

Det er SF, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Hvidovrelisten, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, som har sat deres underskrifter på budgetaftalen for 2027-2030.

Her kan du læse, hvad de hver især tænker om den:

Ifølge en pressemeddelelse fra Hvidovre Kommune har partierne bag budgetaftalen følgende kommentarer:

Marie-Louise Jørgensen, Socialistisk Folkeparti:

For os i SF har det været vigtigt, at aftalen har holdt Hvidovre på rette kurs mod en grønnere og mere socialt retfærdig fremtid. Vores fokus har været styrket velfærd, trivsel og tryghed i Hvidovre – ikke mindst for vores børn, unge og ældre. Vi har blandt andet sikret uddannelsesstillinger på dagtilbudsområdet og bedre mad i ældreplejen, og det er vi stolte af. SF har igen gjort en positiv forskel i hverdagen for både borgere og ansatte i Hvidovre Kommune!

Søren Friis Trebbien, Det Konservative Folkeparti:

Vi i Det Konservative Folkeparti tager gerne ansvar, derfor er vi igen i år en del af budgetaftalen. Vi havde gerne ønsket en strammere økonomisk styring, så besparelser i 2029 og 2030 kunne undgås. Vi glæder os over, at aftaleparterne forpligter hinanden, og at vi med denne aftale, finansierer overforbrug indenfor budgetrammen. Vi er ydermere glade for, at vi konkret har fået udvidet flere åbningsdage for hovedbiblioteket, at vi har fået indført deltidspasning i daginstitutionerne og sikret kød og bedre mad til de ældre.

Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti:

Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at lande en bred budgetaftale, hvor vi både tager ansvar for kommunens økonomi og samtidig prioriterer den velfærd, der betyder noget i hverdagen. For Dansk Folkeparti er det særligt vigtigt, at vi holder fast i målet om 75 nye plejeboliger frem mod 2035 og sikrer realistiske budgetter på vores plejehjem. Og så glæder det mig, at vi tager et konkret skridt for at give vores ældre bedre mad, med mulighed for kød hver dag og en udfasning af turbokyllinger. Det handler grundlæggende om værdighed, tryghed og ordentlige forhold for vores ældre.

Finn Blohm, Hvidovrelisten:

Hvidovrelisten er som udgangspunkt tilfreds med budgetaftalen 2027. Vi er tilfredse med at 7 ud af 8 partier og lister sammen tager ansvar for fremtidens økonomi i Hvidovre kommune og at vi i fællesskab de kommende år har fokus på effektiviseringer og eventuelle besparelser for at holde det serviceniveau som vi gerne vil stå på mål for. 
Hvidovrelisten vil gerne fremhæve følgende områder:
Vigtige skridt i retning af mere realistiske budgetter på ældreområdet og det specialiserede socialområde. Fastholdelse af Hvidovre Familiehus som permanent tilbud til familier med udfordringer, det giver kontinuitet og tryghed for børn og familier.
Fastholdelse af Frivilligcenteret, der får mulighed for bedre at planlægge langsigtet og bruge kræfterne på at understøtte og udvikle frivilligheden og fællesskaberne i Hvidovre.
Generel fastholdelse af økonomisk tilskud til foreninger og fællesskaber i Hvidovre.
Øget fokus sikre skoleveje, cykelstier herunder flere og bedre lysreguleringer.

Martin Amby, Liberal Alliance:

Hvidovre står over for en økonomisk udfordring, som ikke forsvinder ved at kalde besparelser for effektiviseringer. Derfor er Liberal Alliance tilfredse med, at budgetaftalen åbent anerkender behovet for både flere indtægter, reelle effektiviseringer og – hvis nødvendigt – en politisk prioritering af kommunens serviceniveau. Vi har samtidig sikret investeringer i hurtigere byudvikling, som kan tiltrække nye borgere, styrke skattegrundlaget og skabe fundamentet for fremtidens velfærd. Dertil kommer konkrete liberale aftryk med deltidspladser i dagtilbud, undersøgelse af et friplejehjem, bedre vilkår for erhvervslivet og en mere effektiv beskæftigelsesindsats. Det er ansvarlig politik at investere dér, hvor det skaber varig værdi – og at være ærlig om, at kommunen ikke kan finansiere alle ønsker.

Brian Køster, Radikale Venstre:

Som nyt parti i kommunalbestyrelsen er vi i Radikale Venstre glade for at tage ansvar og være med i en bred budgetaftale hen over midten. Vi er gået konstruktivt ind i forhandlingerne, og det glæder mig, at vi allerede har været med til at sætte et tydeligt grønt aftryk. Med princippet ’bevar eller forklar’ vil vi passe bedre på Hvidovres grønne kvarterer og i højere grad genbruge og renovere frem for at rive ned og bygge nyt. Samtidig vil vi skabe en nem og sikker forbindelse mellem Hvidovre og Bakkeskoven, så flere børn og familier får adgang til naturen og de rekreative områder. Det er konkrete skridt mod et grønnere Hvidovre, hvor vi både tager ansvar for klimaet, byens særlige karakter og hverdagen for dem, der bor her.

Karin Kofod, Enhedslisten:

Enhedslisten er tilfreds med resultatet af budgetforhandlingerne. Ingen har fået alt, men os der blev i forhandlingerne, fik også noget. Især er vi glade for, at skolestarten fik et pædagogisk forsvarligt forløb. Vi tænker, at politisk vil et af vores store punkter, kollektiv trafik, blive understøttet fra Christiansborg før det bliver til et kommunalt projekt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her