Hvidovre KUNST sætter i årets sidste kunstudstilling på Hovedbiblioteket fokus på værker skabt af foreningens medlemmer.
Udstillingen åbner torsdag 7. november med en fernisering fra kl. 13. med musikalsk underholdning.
Som noget nyt vil der blive kåret en publikumspris og trukket lod om et gavekort til køb af den udstillede kunst for 3000 kroner.
Fuld gang i kunsten i Hvidovre
Antallet af medlemmer i Hvidovre KUNST vokser for hvert år, og mange af foreningens medlemmer griber selv penslen og maler, tegner, fotograferer eller modellerer skulpturer.
Ligesom sidste år vil der være en del etablerede og erfarne kunstnere blandt udstillerne.
Sidste år deltog op mod 30 forskellige lokale kunstnere i udstillingen.

Hvidovre KUNST uddeler gavekort og medlemsgaver
Hvidovre KUNST har denne gang valgt at uddele en publikumspris til den kunstner, hvis værk får flest stemmer blandt publikum.
Blandt de afgivne stemmer trækker man lod om et gavekort på 3.000 kroner til køb af kunst fra udstillingen.
Der vil også blive lodtrækning om kunstgaver blandt de fremmødte medlemmer.
Koncert og lidt til ganen
Ved ferniseringen spiller guitaristen Lasse Bitsch Jensen en lille koncert, blandt andet med en række jazzede versioner af kendte melodier.
Der er selvfølgelig også lidt til ganen, lover kunstforeningen, som oplyser, at alle hvidovregensere er velkomne – også til at stemme på det værk, der skal have årets publikumspris.
Udstillingen med medlemmernes kunst kan ses frem til 28. november på Hvidovre Hovedbibliotek.
LÆS OGSÅ: ’Christiansborg-kunstner’ skal lave omstridt borgmesterportræt i Hvidovre






