Landets bedste kransekage bliver skabt lige her i Hvidovre hos bageriet R-Bakery.
Det fik bageriet et tydeligt bevis på, da det onsdag vandt guld i konkurrencen Danmarks Bedste Brød & Kager 2026 for landets dygtigste bagere og konditorer.
Det er R-Bakerys lærling Mathilde Bech Christensen, der har strikket mesterværket sammen.
Som om det ikke var nok hæder, snuppede R-Bakery oven i købet også en bronzemedalje for sit specialbrød.
Begge dele vækker naturligvis lykke hos ejer af R-Bakery, René Østergaard.
– Jeg er selvfølgelig glad, da det var en officiel konkurrence.
– Det var sjovt at prøve at deltage i en konkurrence med specialbrød og kransekage, og fedt at vi så fik både guld og bronze i de to ting, skriver han i en mail til HvidovreNyt.
Danmarks bedste kransekage er japansk inspireret
Mathildes kransekage var ikke en helt almindelig kransekage.
Den er inspireret af Japan og er ifølge René Østergaard lavet på en sesamkransekage med misokaramel og en gelé af pære. Kransekagen er dyppet i mørk chokolade og afpyntet med japanske kirsebærblomster i marcipan.

Kagen imponerede dommerne så meget, at den tog førstepladsen foran kransekager fra Maison D’Brød fra Charlottenlund og Andersen Bakery.
– Det er ganske enkelt imponerende, hvad vores dygtige konditorer kan præstere. Her går faglig stolthed, kreativitet og sans for detaljen hånd i hånd, lød det fra Signe Duvander, formand for brancheorganisationen Bager- & Konditormestre i Danmark (BKD), der stod bag konkurrencen.
Se flere af Mathildes kreationer på hendes profil på Instagram.
Bronze til specialbrød fra R-Bakery, fordi…
Fordi ejeren af R-Bakery er på barsel, var han faktisk ikke med til prisuddelingen i Odense.
Samtidig strør arrangøren, BKD, ikke ligefrem om sig med beskrivelser af, hvad der har sikret R-Bakery tredjepladsen. Så den helt specifikke årsag til bronze-hæderen står lige nu lidt hen i det uvisse.

Men generelt er gode specialbrød ifølge arrangøren kendetegnet ved ”kreativitet, sprøde skorper, spændende råvarer og fantastiske smagsoplevelser”.
Det skulle efter sigende virkelig vise, hvad en bager evner.
Hvis du vil helt ind i maskinrummet, kan du se opskriften på det prisvindende brød. Der er faktisk så mange detaljer, at du kan forsøge at bage det det derhjemme.

Smag selv herlighederne fra R-Bakery
Vil du selv smage efter, kan du bare hoppe ned til R-Bakery i Bredalsparken. Specialbrødet ligger på hylderne, hvis det ikke allerede er revet væk for i dag.
Hvis du er virkelig tålmodig, kan det også være, du får muligheden til foråret, hvis du skal med på ølfestival.
Læs, hvad det går ud på, i artiklen Stor ølfestival i Kometen i 2027: Spybrew trækker 30 andre bryggerier til Hvidovre.
Kransekagen har du også mulighed for at smage.
Det var godt nok meningen, at den først skulle være til salg op til nytår. Men du kan allerede nu forudbestille stykker af den til afhentning de næste dage eller vente til weekenden og købe dem direkte i butikken.
Konkurrencen blev afholdt onsdag 21. oktober på Kold College i Odense.






