Alle, der kan arbejde, skal selvfølgelig gøre det – uanset etnicitet og baggrund. Det skal der ikke herske tvivl om.
Men der er flere vigtige nuancer, som Jesper Hjelm desværre ikke får belyst i sit indlæg bragt i Risbjerg & Co. d. 14 maj 2025.
Dem vil jeg gerne bidrage med.
SF har tillid til jobcentret
I SF har vi tillid til, at medarbejderne i jobcentret følger lovgivningen, når de tildeler førtidspension – uanset hvilket parti borgmesteren kommer fra.
Det håber jeg også, at den konservative gruppe i Hvidovre har.
Det er også værd at nævne, at Konservative har haft formandsposten i Arbejdsmarkedsudvalget i over tre år.
Hvilke konkrete initiativer er der taget i den periode for at løse de problemer, de nu selv fremhæver?
Nogle indvandrere har fysisk krævende jobs
Vi bliver også nødt til at tale om, hvilke jobfunktioner nogle indvandrere har.
Det er langt mere fysisk krævende at gøre rent end at arbejde bag et skrivebord. Det kan føre til nedslidning – og dermed tilkendelse af førtidspension.
Dertil kommer de traumer og den PTSD, som nogle indvandrere fra krigsramte områder lever med. Det har vi som samfund ikke været gode nok til at tage hånd om.
Flere forslag målrettet indvandrere
I SF har vi foreslået et beskæftigelsesprojekt målrettet borgere med sproglige udfordringer.
Det skal styrke deres danskkundskaber og give dem mulighed for at se, via undervisning, om plejesektoren kan være en vej ind på arbejdsmarkedet.
Et andet vigtigt tiltag er IGU – Integration Grunduddannelsen – som vi i SF arbejder for at styrke, fordi den er målrettet mennesker med indvandrerbaggrund.
Det har vi italesat mange gange i arbejdsmarkedsudvalget.
Arbejdsmarkedet skal være mere rummeligt
Alle, der kan, skal bidrage til arbejdsmarkedet. Det gavner både samfundet, integrationen og den enkelte.
Vi skal skabe gode rollemodeller for børnene ved at vise, at deres forældre går på arbejde – og samtidig skabe et arbejdsmarked med mere rummelighed, så alle får en chance.
Marie-Louise Jørgensen
Gruppeformand, SF Hvidovre
LÆS OGSÅ: Bruger Hvidovre for lidt krudt på at få ikke-vestlige borgere i arbejde?





_NY.png)










