Hvis du vil se, hvad der kan komme ud af at forene børn, der elsker at lave kunster og optræde – og voksne, som helliger al fritid til at give ungerne en manege at skabe magi i – så skal du lægge vejen forbi Cirkus Arcus i Hvidovre.
Hvert år kan du gennem en uge i foråret opleve en stribe cirkusforestillinger sat sammen af børnene og deres trænere for at give publikum en ordentlig én på opleveren.
– Det er bare megafedt at kunne optræde foran folk og gøre det, man elsker at lave, fortæller 17-årige Rose Victoria Nerenst.
I denne video får du en smagsprøve på, hvad Rose og andre på hendes hold af øvede cirkusartister vil byde på i én forestillingerne i Cirkus Arcus fra lørdag 17. maj til fredag 23. maj.
Rose drømmer om at ende i Cirque du Soleil
Rose har gået til cirkus, siden hun var 5 år gammel.
Hun elsker især, at hun har det så godt med de andre, og at hun bliver glad, hver gang hun tropper op til træningen i Fægtesalen eller til show i cirkusteltet i Avedørelejren.
Men cirkus har udviklet sig til meget mere end en hobby i de 12 år, Rose har trænet og optrådt i Cirkus Arcus.
– Jeg er virkelig engageret i det og vil gerne være professionel, fortæller Rose.
Hun drømmer om efter gymnasiet at gå på cirkusskole, måske i Tyskland, England eller i Barcelona i Spanien.
Den helt store drøm er at ende i verdens største nycirkus, Cirque du Soleil.
Roses mor blev også en del af Cirkus Arcus
De store fremtidsplaner glæder Roses mor, Lisa – selvom hun egentlig godt gad, at Rose var blevet forelsket i noget, der lå inden for landets grænser.
Lisa har været med på Roses cirkusrejse siden starten i 2013, men hun er ikke længere bare en blind passager.

Ligesom mange andre forældre er Lisa efterhånden blevet suget ind i cirkuslivet. Selvom det bestemt ikke var planen.
– Jeg kunne se, at folk tog ferie for at være med i cirkusugen i foråret, og jeg tænkte, ’har de ikke noget liv?’
– Nu er det så mig, der holder ferie for at hjælpe til, og jeg kan godt forestille mig, at jeg fortsætter, selvom min datter stopper, fortæller Lisa Nerenst.
Forældre tager sig af rigtigt mange opgaver
Noget lignende er sket for andre forældre.
Én har været i Cirkus Arcus i 32 år og har trukket syv børn med igennem også – og derefter børnebørnene.
Heldigvis sætter Cirkus Arcus sig i blodet på de frivillige forældre, der bliver kaldt knyster. For knysterne er en afgørende faktor for, at Cirkus Arcus nu har eksisteret i mere end tre årtier.
– Her er så mange opgaver, forklarer Lisa, mens hun viser rundt på pladsen ved Filmbyen.
Teltet skal sættes op, toiletvogne skal lejes, der skal være maskiner til popcorn og slush ice, hver dag skal alle forældre og artister have noget i skrutten og meget, meget mere.
Som en del af bestyrelsen i Cirkus Arcus er Lisa med til at fordele de mange opgaver mellem mere end 100 knyster.
Hun hjælper selv til flere steder som en blæksprutte. Dog med særligt ansvar for, at der er de kostumer og rekvisitter, der er brug for under de 12 forestillinger, der skal afvikles i løbet af cirkusugen.
Søde børn og sammenhold kan mærkes på scenen
Alt det frivillige arbejde fra knysterne bliver gjort for at skabe rammerne for det, deres børn elsker allermest. Og som ifølge Lisa Nerenst sætter sig spor på scenen.
– Det er fantastisk underholdning, som starter med, at det er så gode børn, der går ind i et fællesskab med andre. De er så søde til at hjælpe hinanden og har et kanonsammenhold. Det kan man se i showet, lover Lisa.
”Showet” er virkeligheden tre forskellige typer forestillinger.
Lisas datter Rose er del af et show med de mest øvede artister.
Det er bygget op omkring en pirathistorie med dans, luftakrobatik og skuespil. Det får du en lille fornemmelse af i videoen højere oppe i artiklen.
I et opslag på Facebook fortæller instruktøren lidt mere om, hvad du kan forvente af forestillingen.

Sådan får du billetter til shows i Cirkus Arcus
Artisterne skaber selv de tre shows. Det sker sammen med én eller flere professionelle instruktører under deres træning. Træningen finder sted to gange om ugen gennem det meste af året.
Det allermindste hold med unger i helt ned til 5-6 år får lidt mere hjælp til, hvad der skal ske i de dele, de er med i.
Du kan se en oversigt over de tre forskellige forestillinger på Cirkus Arcus’ hjemmeside, hvor du også kan købe billetter. Prisen starter ved 40 kroner.
Er du nysgerrig efter at se klip fra forestillingerne, kan du hoppe forbi Cirkus Arcus’ Facebook-side. Her kan du også møde nogle af ungerne



_NY.png)












