Mens du formentlig hygger dig et sted på sommerferie, stiger antallet af naboer derhjemme, for Hvidovre Kommune runder i juli 2025 54.000 borgere for første gang nogensinde.
– Hvidovre er et stærkt fællesskab, og vi er glade for, at flere og flere ønsker at være en del af det, siger borgmester Anders Wolf Andresen (SF) i en pressemeddelelse.
– Vi vokser, men vi gør det med omtanke – med respekt for vores historie og fokus på, at der skal være plads til både unge, ældre og børnefamilier, siger han.
Indbyggertallet i Hvidovre er steget med 328 borgere i 2025.
Store byggerier skal trække flere indbyggere til Hvidovre
I pressemeddelelsen kæder Hvidovre Kommune stigende indbyggertal sammen med, at det store Grønnebro-byggeri over for Hvidovre C er blevet færdigt.
Derfor er det også forventningen, at indbyggertallet vil stige yderligere, i takt med at andre byggeprojekter bliver til virkelighed.
Det gælder blandt andet Gartnerhaven i Avedøre, hvor der med tiden skal opføres 140 rækkehuse og 337 lejligheder.

Hvidovre Kommune regner med, at tilflytningen vil betyde, at næste milepæl på 55.000 borgere bliver nået i 2028.
Det er planen at nå op på 56.000 borgere i 2030.
Nye tal fra Boligsiden viser, at kvadratmeterprisen på ejerlejligheder i Hvidovre er lavere end gennemsnittet i Danmark. Det kan være med til at trække folk til.

Omvendt er huspriserne blandt de højeste i landet.
Det kan du læse om i artiklen Huspriser i Hvidovre i top-10 i 2024.
Folk kommer til fra især København og Vestegnen
Langt de fleste nye borgere kommer fra København og omegnskommunerne.
Tilflytterne er ifølge Hvidovre Kommune typisk unge voksne i alderen 20-40 år, der formentlig er færdige med studie eller uddannelse og nu skal etablere sig.
Andre er internationale tilflyttere fra lande som Ukraine, Nepal og Kina.
Borgmester: Flere borgere betyder stærk velfærd
Det er vigtigt for Anders Wolf Andresen, at Hvidovre har plads til alle – og både unge, ældre og børnefamilier.
Han glæder sig over, at der kommer flere og flere borgere i byen.
– Vi arbejder for en balanceret byudvikling med gode boliger, grønne områder og en sammenhængende kollektiv transport, og vi ser os selv som en aktiv del af en moderne og bæredygtig hovedstad.
– Det, at vi bliver flere, er positivt, fordi det giver os bedre mulighed for at bevare vores stærke, lokale velfærd, når vi er flere til at løfte i fællesskab, siger Anders Wolf Andresen.
Hvidovre var længe om at runde 54.000 indbyggere
Indbyggertallet i Hvidovre har ellers længe stået i stampe efter en ellers stabil udvikling gennem 2010’erne.
Sidst, Hvidovre rundede et nyt tusindtal, var i 2017, hvor befolkningstallet nåede 53.000.
Hvidovres befolkningstal gennem årene:
- 2011: 50.000
- 2012: 51.000
- 2014: 52.000
- 2017: 53.000
- 2025: 54.000
Du kan læse bud på, hvad der trækker tilflyttere til Hvidovre, i artiklen Huspriser i Hvidovre er mere end fordoblet siden 2012.











