Det vakte stor lykke, da Hvidovre Trail i oktober 2025 fik besked om, at der var sat en million kroner af på finansloven, så cykelklubben og to andre lokale foreninger kan komme i gang med at bygge en ny outdoorpark.
– Jeg er helt ekstatisk, sagde formand for Hvidovre Trail, Anders Gammelmark, dengang til HvidovreNyt.
Parken skal til at starte med bestå af blandt andet stier og mountainbikespor til både børn og voksne på alle niveauer.
Med tiden skal der også skabes legeplads, parkering, toilet, bålpladser, aktiviteter for spejdere, hundetræning og mere plads til pumptrack.
Opgraderingen af området på Avedøre Holme skal på den måde også give plads og faciliteter til hundeklubben Kreds 43 og Hvidovrespejderne.
Begge foreninger er med i planlægningen af outdoorparken, der skal være åben for alle og give mere lyst til at bruge Strandparken, som området også kaldes.
Men godt et halvt år senere er armene kommet ned igen.
Intet er sket i bakkerne ved pumptrackbanen, hvor Hvidovre Trail holder til, og hvor outdoorparken skulle ligge.
Planer bremset af estimat fra Hvidovre Kommune
Hvidovre Kommune har nemlig endnu ikke givet grønt lys til projektet.
Den helt store stopklods lige nu er 300.000 kroner, som kommunen mener, det vil koste at vedligeholde den nye park. Pengene er nemlig ikke afsat i kommunens budget.
De 300.000 kroner er ifølge et oplæg til politikerne et skøn over, hvad det nye område vil koste i drift.
Drift dækker over især ”køb af ’mandetimer’” fra kommunens afdeling Vej og Park.
Mandetimerne skal bruges til at klippe græs og buske, fjerne invasive planter, vedligeholde grusstier og asfalt og bortskafning af affald.
Det overslag giver dog ingen mening i ørerne på folkene bag projektet.
Ville man lade en svømmeklub stå for egen drift?
Ifølge Hvidovre Trail er planerne slet ikke så langt, at man kan vurdere, hvad det vil koste at vedligeholde området.
Og samtidig skal arbejdet jo gøres alligevel, uanset om der ligger en ny outdoorpark eller ej.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
En mulighed kunne måske være at lade Hvidovre Trail selv stå for at holde området. Men heller ikke den overvejelse begejstrer formand Anders Gammelmark.
Klubben får i forvejen ingen driftsmidler til sin pumptrackbane eller til de mountainbikespor, der ligger ved siden af området, hvor den nye outdoorpark kan komme til at ligge.
– Jeg har svært ved at forestille mig, at man ville gøre noget tilsvarende for andre klubber, for eksempel bede en svømmeklub om selv at bygge sin hal og derefter stå for al driften.
– Og her taler vi endda om, hvad det mon koster at drive noget, som der ikke engang ligger en endelig plan for endnu. Det undrer mig, siger Anders Gammelmark.
LÆS OGSÅ: Idrætsforeninger føler sig holdt nede af regler og bureaukrati i Hvidovre
“300.000 kroner er rigtigt mange penge”
Anders Gammelmark havde sammen med en anden ildsjæl fra Hvidovre Trail, Christian Ellehammer, inviteret presse og politikere forbi til en snak om, hvad man kan gøre for at løsne op for knuden.
For hvis projektet ikke snart kommer i gang, er risikoen, at pengene fra Christiansborg aldrig ender i Hvidovre.

Én af tre fremmødte politikere var kommunalbestyrelsesmedlem Brian Køster (RV).
Ifølge Brian Køster er det formentlig hele kommunalbestyrelsen, som grundlæggende synes, outdoorparken er en god ide. Men han bekræftede også, at de 300.000 er potentielt en knast i sagen.
– Man kan diskutere, om det er et godt estimat. Min umiddelbare tanke er, at 300.000 næsten svarer til en medarbejder, der skal være i området hver anden dag. Det er rigtigt mange penge.
– Udfordringen, når man skal have noget nyt i budgettet, er, pengene skal tages fra et andet sted, måske børn eller ældre. Så det vil være nemmere at bære igennem, hvis man kan sandsynliggøre over for politikere og borgere, hvordan det kan lade sig gøre, sagde Brian Køster.
Brian Køster nævnte, at det kunne ske ved at fremhæve det store frivillige engagement i Hvidovre Trail. Eller måske ved at vedligeholdelsen kan blive varetaget af Strandparken I/S, som ejer en del af arealerne.
11 millioner til fodboldbaner, men ikke 300.000 til cykling?
Anders Gammelmark mener, at de 300.000 kroner ikke skal tages fra børn og ældre.
Tværtimod vil alle kunne bruge det nye område, der ligesom nu skal være åbent til fri brug for offentligheden døgnet rundt.
Han gjorde desuden opmærksom på, at kommunalbestyrelsen lige har givet grønt lys til nye kunstgræsbaner i Avedøre for godt 11 millioner kroner, som ‘kun’ kommer fodboldspillere til gavn.
Mens der ikke er brugt penge på faciliteter hos Hvidovre Trail, som er åbne for alle.
– Så set i det store perspektiv vil 300.000 kroner være en relativt lille post i budgettet, sagde han.
De næste uger kan give en afklaring
En anden fremmødt politiker var kommunalbestyrelsesmedlem Kenneth Bak (K).
Han bemærkede, at der stadig kan nå at komme en løsning i de næste uger.

Anders Gammelmark skal nemlig deltage på et møde i Økonomiudvalget i kommunen, hvor han kan fortælle om sit syn på økonomien i projektet.
Derefter kan det være, sagen også skal op på kommunalbestyrelsesmødet sidst i maj. Så knuden kan stadig nå at blive løst, indskød Kenneth Bak.
Mødet i Økonomiudvalget finder sted mandag 18. maj.
Mødet i kommunalbestyrelsen finder sted tirsdag 26. maj.
Sådan kan du give Hvidovre Trail opbakning
Tredje politiker til stede var Maria Durhuus (S). Hun var som medlem af Folketinget og en del af regeringen med til at få outdoorparken på finansloven.
Hun undrede sig over, hvorfor cykelområdet ikke er med i Hvidovre Kommunes store idrætsvision til mange millioner kroner. Den handler netop om at skabe faciliteter til byens foreninger.
Hun ville desuden gerne vide, hvad hun som mor til en begejstret bruger af området kunne gøre for at bakke op.
– Det handler om at skabe opmærksomhed om det på for eksempel sociale medier. Så kan vi få endnu flere med på visionen om, at området herude er meget mere end bare et stisystem, svarede Christian Ellehammer, bestyrelsesmedlem i Hvidovre Trail.
– Og så kan man melde sig ind i klubben som støttemedlem for 50 kroner om året. Et godt medlemstal er med til at vise opbakning, lød det.
LÆS OGSÅ: Frivillighedens iltsvind





