En million kroner bliver sendt fra Christiansborg til Hvidovre Kommune, så der kan blive opført en ny bikepark i Hvidovre på Avedøre Holme.
Her holder cykelklubben Hvidovre Trail til.
Ekstatisk formand ser store muligheder i bikepark i Hvidovre
Formand for Hvidovre Trail, Anders Gammelmark, har i årevis presset på for at få projektet igennem.
Derfor er det næsten surrealistisk, at det endelig er lykkedes at få penge til det.
– Jeg er helt ekstatisk, siger han, da HvidovreNyt fanger ham på telefonen for at høre mere om projektet.
– Det er en kæmpe-investering for os, og det giver os mulighed for at lave rigtigt mange fede ting tæt på Hvidovres borgere, siger Anders Gammelmark.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Bikepark skal være for alle i Hvidovre
Planerne er at skabe cykelparken i op til 15-16 meter høje bakker på Avedøre Holmes sydspids.
Den skal have spor og baner, hvor både børn og voksne kan køre rundt og op og ned, uanset hvilken type offroad-cykling man er til, og hvilket niveau man er på.
Hvis du vil have et indtryk af, hvordan sådan en bikepark kan se ud, kan du klikke dig ind og kigge på Thy MTB Park, der både har en hjemmeside og en Facebook-side.
Du kan også kaste et blik på denne video filmet i Thy MTB Park:
Formand: Ny bikepark er del af grøn dagsorden
Bikeparken i Hvidovre skal supplere det mountainbike-spor, der allerede findes i området.
Samme sted er der også en bane til den særlige cykeldisciplin pumptrack – som Anders Gammelmark også var med til at få skabt.
– De her penge er de eneste, vi får til cykling i Hvidovre, så jeg er lykkelig. Og så understøtter sådan nogle faciliteter den grønne dagsorden, mener Anders Gammelmark.
– De er med til at få rigtigt mange uorganiserede motionister op på cyklen, fordi når det er sjovt at køre på cykel, så vælger du også at gøre det til hverdag. På den måde ligger der også en større mission bag, lyder det fra Anders Gammelmark.
Se, hvad du i dag kan boltre med på Avedøre Holme på Hvidovre Trails hjemmeside.
Hvidovre-politiker på Christiansborg er “megaglad”
På Christiansborg har Maria Durhuus (S) med rødder i Hvidovre været med til at få bikeparken på dagsordenen, så den kunne få en luns af regeringens finanslov.
– Jeg er megaglad og håber, pengene hjælper Anders, Hvidovre Trail og en masse andre mennesker, for alle borgere i Hvidovre kan komme forbi og bruge de her faciliteter.
– Mens jeg var formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Hvidovre fik vi beslutte at lave pumptrack- og MTB-banen. Det er fedt, at man kan flytte ind på Borgen og være med til at gøre noget færdigt derude, lyder det.

Bikepark må afvente ny lokalplan i Hvidovre Kommune
Der kommer dog nok til at gå noget tid, før bikeparken kan stå klar.
De første administrative forhindringer er ganske vist ryddet af vejen med en ny anlægslov.
Men Hvidovre Kommune mangler endnu at lave en ny lokalplan for området, før pengene fra Christiansborg kan komme i spil.
Pengene til den nye bikepark er en del af aftalen om finansloven for 2026.
Finanslovsaftalen er netop blevet offentliggjort af regeringen og Det Konservative Folkeparti.













