Kære Morten Bødskov,
Tak for din kritik af min og Hvidovre Kommunes beslutning om ikke at bruge skattekroner på at byde ind på en ny industripark tiltænkt landdistrikterne.
Jeg tilskriver dit spydige angreb på mig og på Hvidovre den panik, der tilsyneladende har ramt Socialdemokratiet her i valgkampens slutfase, ikke mindst i København.
Din kritik er så usaglig, at den desværre kræver et svar.
Først og fremmest: Hvidovre er ikke en landkommune. Det burde du vide, når du selv bor i Rødovre.
Lad mig svare på dine kritikpunkter et ad gangen.
1) Alle kunne have søgt
Jeg har aldrig påstået, at det ikke var muligt for Hvidovre eller andre hovedstadskommuner at ansøge om en af de 11 industriparker.
Jeg har blot konkluderet, at det ville være nytteløst at bruge kommunens skattekroner på det, når hele projektet fra starten har været tiltænkt landdistrikterne.
Det bliver jeg bekræftet i, når jeg læser din egen pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet – som i øvrigt er markeret med temaet ”landdistrikter”.
Her udtaler din ministerkollega, landdistriktsminister Morten Dahlin fra Venstre:
”Med denne aftale giver vi nu 11 kommuner mulighed for at skabe fremtidens arbejdspladser i vores landdistrikter.”
2) Køge, Roskilde og Egedal har søgt
Du kritiserer Hvidovre Kommune for ikke at have ansøgt, når nu hovedstadskommunerne Køge, Roskilde og Egedal kommuner har ansøgt.
Jeg ved ikke helt, hvad det har med Hvidovre Kommune at gøre. Men jeg kan konstatere, at ingen af de tre kommuner, du nævner, har fået en industripark.
Hvilket vel bare understreger, at projektet netop var tiltænkt kommuner i landdistrikterne.
3) Industriparker i ikke-tætbefolkede kommuner
I et svar til din folketingskollega Maria Durhuus (Socialdemokratiet) nævner jeg, at de nye industriparker kommer til at ligge i tyndt befolkede kommuner.
Her sætter både du og Maria Durhuus spørgsmålstegn ved mine geografiske kundskaber.
Du nævner konkret Aalborg, Esbjerg, Horsens, Viborg, Næstved og Vordingborg som eksempler på tætbefolkede områder.
Den mindste af de kommuner, du nævner, er Horsens, der har et areal, der er 22 gange større end Hvidovres.
Den tættest befolkede af de seks kommuner er Aalborg, hvor der bor 197 indbyggere pr. km2.
Til sammenligning bor vi altså i Hvidovre 2.350 Hvidovre-borgere pr. km2.

For nu at bruge din egen retorik: Din kritik ”kunne godt tåle et skarpere boldøje”.
Lad os sammen udnytte Hvidovres erhvervspotentiale
Når vi er færdige med at diskutere om Hvidovre er en landkommune eller ej, så synes jeg, at vi sammen skal glæde os over aftalen.
Det er en super god aftale, du har lavet, og jeg er glad for, at SF er med i den. Den gavner Danmark og ikke mindst vores landdistrikter.
Det kan jeg sagtens glæde mig over – også selvom jeg kæmper for Hvidovre.
Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Invitation: Kom til Hvidovre til januar
Jeg kan forstå, at du har været i Hvidovre her i valgkampen til erhvervsdebat med Socialdemokratiet og Konservative.
Desværre glemte de at invitere alle andre partier. Det vil jeg meget gerne råde bod på.
Jeg synes, vi skal udvikle Hvidovres erhvervspotentiale sammen.
Hvis jeg stadig er borgmester efter 1. januar, vil jeg derfor meget gerne invitere dig til Hvidovre, så vi i fællesskab kan gøre Hvidovre til en endnu mere erhvervsvenlig kommune.
Hvidovres erhvervsliv har ikke haft det bedre i godt 10 år
Det går allerede ret godt. Ifølge Dansk Industri har Hvidovres erhvervsliv ikke haft det bedre i over 10 år.
Når vi nu er ved den faktabaserede tilgang til, hvordan det i virkeligheden går med erhvervslivet i Hvidovre, så ligger vi i Hvidovre nu i top 5 i hovedstadsområdet, ifølge Dansk Industris undersøgelse.
Sidste år gennemførte vi i Hvidovre Kommune en større undersøgelse blandt vores virksomheder, og her angiver 8 ud af 10 virksomheder, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med at ligge i Hvidovre Kommune.
Erhvervsstrategi er del af Hvidovrestrategi
Så jeg ser frem til dit besøg i 2026 – på god afstand af en hektisk valgkamp.
Så kan jeg også vise dig Hvidovrestrategien, som hele kommunalbestyrelsen har vedtaget i enighed – det er her vores erhvervsstrategi indgår, fordi vi tænker i helheder og sammenhænge.
Bedste hilsner
Borgmester for Hvidovre Kommune
LÆS OGSÅ: Panik er ikke politik











