Mathias Rinaldo fra Danmarksdemokraterne ærgrer sig især over ét element ved ikke længere at være medlem af kommunalbestyrelsen.
– Jeg kommer virkelig til at savne at have berøring med dem alle sammen. At ringe til Anders Liltorp (S) kl. 2 om natten eller tale med Anders Wolf Andresen (SF), fordi jeg ikke forstår deres forslag, eller tale med Søren Friis Trebbien (K), om vi kan få en blå borgmester, og kan vi gøre sådan og sådan.
– Det, der gør lokalpolitik rigtigt spændende, er menneskene. Jeg savner det politiske arbejde, men i høj grad også kollegerne, fortæller han til HvidovreNyt.
Mathias Rinaldo sad i kommunalbestyrelsen for Danmarksdemokraterne i et år frem til januar 2026.
Dynamikker er særligt vigtige for Mathias Rinaldo
Her på den anden side af kommunalvalget skriver han en fast klumme hos HvidovreNyt på skift med andre lokalpolitikere.
Hans fokus bliver på forholdet mellem de 21 folkevalgte i kommunalbestyrelsen.
– Det, jeg synes er spændende ved byrådsmøderne, er dynamikken. Kan man mærke, at udvalgsformanden bliver presset, når en vigtig sag bliver udfordret? Kan vi se borgmesteren bliver gråhåret i den brede konstituering de næste fire år?
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
– Jeg synes, det er rigtigt spændende at vise nogle andre sider af byrådet, så det ikke bare føles, som om vi politikere bare smider lidt penge her og dér.
– I bund og grund ville jeg ønske, at der var mere fokus på, ikke bare hvad der foregår, når tingene er besluttet, men også at der kommer en beskrivelse af nogle af de dynamikker, der ligger bag.
– Dem vil jeg gå i dybden med, fortæller Mathias Rinaldo, der også glæder sig meget til at opleve, hvordan Radikale Venstre kommer til at agere som nyt parti i kommunalbestyrelsen.
Næste politiske skridt er at få partifælle valgt
Mathias Rinaldo er stadig politisk aktiv, som du kan læse i faktaboksen.
Privat er han forlovet og har en bonussøn og en datter på 14 måneder. Han arbejder som IT-supporter i et lille firma, der sørger for fibernet.
Læs Mathias’ første klumme: Sådan bør The Wolf of Hvidovre styre byen med kun én opposition.











