En skole i Hvidovre skal vise vejen for forældre og skoler i resten af Danmark, som er interesserede i at holde børn – folkeskolernes elever – væk fra sociale medier.
Det sagde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) under et møde hjemme hos formanden for skolebestyrelsen på Dansborgskolen i Hvidovre, hvor HvidovreNyt også var med.
Minister drømmer om at sprede det gode eksempel fra Hvidovre
Dansborgskolens ledelse og skolebestyrelse lavede tidligere på året en aftale om sammen at forhindre elever i at komme på sociale medier før 8. klasse, både i skoletiden og fritiden.
Skolens selvlavede, frivillige kontrakt mellem skole og hjem har opbakning fra over 80 procent af skolens forældre.
– Min drøm er, at vi kan sprede jeres gode eksempel. Jo flere skoler, der træffer denne her beslutning, des lettere bliver det for andre at træffe den, sagde Mattias Tesfaye under det uformelle møde med skolebestyrelsen rundt om spisebordet i skolebestyrelsesformandens hjem i Hvidovre.
Mattias Tesfaye foreslår take-over på sin Facebook-profil
Helt konkret ønsker Mattias Tesfaye at give skolebestyrelsen fra Dansborgskolen en talerstol.
Ministeren vil for en stund overdrage sin Facebook-profil med 61.000 følgere til skolebestyrelsen.
– Der er rigtigt mange følgere fra skoleverdenen og andre skolebestyrelser. Så kan I skrive, hvad I vil, og fortælle, hvad I har gjort med jeres egne ord, så I selv kan stå inde for det.
– Jeg skal holdes helt ude af det.
– Som minister kan jeg sige til skolerne, ”jeg synes, I skal gøre sådan her”. Men jeg vil hellere være med til at vise, hvad I har gjort på Dansborg. Så kan de sidde i Tønder eller Brønderslev og sige, ”det kan vi måske også”, forklarede Mattias Tesfaye.
Efter mødet erklærede Mattias Tesfaye over for HvidovreNyt, at Dansborgskolens take-over kan finde sted, så snart skolebestyrelsen er klar.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Skolebestyrelse: Fedt med Facebook – men lovgivning skal følge efter
Meldingerne på mødet vakte stor begejstring rundt om spisebordet blandt de fem fremmødte medlemmer af skolebestyrelsen på Dansborgskolen.
– Det er fedt at møde sådan en imødekommenhed og lyst til at høre, hvad vi har gjort og tænker – i forhold til at hjælpe det, vi har arbejdet med, videre på veje, sagde skolebestyrelsesformand Mie Reenberg til HvidovreNyt.
– Det er megafedt at overtage hans Facebook, så vi kan komme bredere ud. Men det har kun værdi, hvis det kommer længere ud end det, tilføjede hun.
Skolebestyrelsesmedlem Thomas Broge-Starck uddybede:
– Jeg er enig i ministerens tese om, at det bliver lettere at få lavet lovgivning, hvis der i forvejen er gang i en græsrodsbevægelse, hvor folk kan se, at noget virker. Men jeg håber ikke, han tænker, at nu behøver han ikke gøre mere, når der bare er postet noget på Facebook.
– På et tidspunkt skal det også munde ud i noget med lidt mere punch bag i form af lovgivning, bemærkede Thomas Broge-Starck.
LÆS OGSÅ: Elever på Dansborgskolen: Forbyd bare sociale medier indtil 7. klasse – men hold jer fra vores chat
Borgmesterkandidat: Hvidovre skal følge trop
Borgmesterkandidat Anders Liltorp fra Socialdemokratiet i Hvidovre var også med på mødet og bakkede yderligere op.
Anders Liltorp erklærede, at han lokalt vil presse på for, at børn i Hvidovre som udgangspunktet bliver holdt væk fra skærme.
– Det handler om, at vi skal tippe balancen. Udgangspunktet skal være, at de fleste er okay med, at man ikke har en skærm. Vi skal have en fælles udmelding i Hvidovre, så lærerne ikke skal føle sig som politibetjente i skoletiden, sagde Anders Liltorp.
Politikere: Holdninger skal ændres nedefra
Både minister, borgmesterkandidat og folketingsmedlem Maria Durhuus (S), der bor i Hvidovre og også var med på mødet, understregede, at hvis der pludselig kommer lovgivning ind fra højre – om det så er fra kommunalbestyrelsen eller fra Folketinget – kan det udløse stor modstand og give en følelse af tvang.
– Derfor må det her gro nedefra. Så kan det være, der kommer en holdningsændring, som spreder sig. Og så skal vi nok være klar til at understøtte den, sagde Maria Durhuus, der er retsordfører for Socialdemokratiet.
Dansborgskolen: Oplæg om forskning i skadelige virkninger havde stor effekt
Ifølge Mie Reenberg var det en afgørende del i arbejdet med at lave kontrakten på Dansborgskolen, at lektor Aida Bikic fra Syddansk Universitet holdt et flere timer langt oplæg i Hvidovre.
Forskeren fortalte hundredvis af fremmødte forældre fra Dansborgskolen om, hvad man ved om skadelige effekter af børns brug af skærme og sociale medier.
– Aida havde så meget forskning med, at man ikke kunne gå derfra og tænke, at man ikke skulle gøre ét eller andet, sagde Mie Reenberg.

– Men jeg blev overrasket over, hvor mange forældre der bagefter havde fået nyt at vide om, hvad skærmbrug og sociale medier gør ved vores børn.
– Det viser, hvor vigtigt det er at blive ved at fortælle om dem, lød det fra Mie Reenberg.
Du kan læse meget mere om processen på Dansborgskolen og finde ud af, hvad forskningen viser om de skadelige effekter af skærmtid og sociale medier via artiklen Stop for sociale medier på Dansborgskolen i Hvidovre: 5 centrale overvejelser.
Hvidovre skal være del af en større modreaktioner på mobiltelefoner
Mødet i Hvidovre var en del af en større bevægelse, der er i gang.
Regeringen og andre parter forsøger trinvis at presse mobiltelefoner og sociale medier ud af børns liv.
Et bredt flertal i Folketinget besluttede for nylig, at skolebestyrelser og andre parter skal være med til at fjerne mobiltelefoner fra folkeskolen og fritidstilbud fra næste år.
Statsminister Mette Frederiksen sagde desuden i sin åbningstale til Folketinget, at regeringen vil forbyde flere sociale medier for børn under 15 år.
Under det uformelle møde i Hvidovre uddybede Mattias Tesfaye, at regeringen lige nu sætter skibe i søen for et større europæisk forbud. Det foregår, mens Danmark har formandskabet i EU frem til jul.
– Vi kan vedtage et forbud herhjemme. Men der er ingen tvivl om, at hvis EU kunne træffe den beslutning, har man væsentligt flere muskler at spille med i forhold til at forhandle med eksempelvis Meta, lød det.
LÆS OGSÅ: Gode råd: Sådan skruer du ned for barnets skærmtid














