Kommunernes økonomi er mere end tal i et Excel-ark. Det er det, der gør det muligt for os at løfte den nære velfærd.
For det handler om, hvorvidt der er pædagoger nok i vores daginstitutioner, om der er gode forhold i vores folkeskoler, om nærvær og omsorg for ældre og meget andet, der binder vores kommune sammen.
Effektive forhandlinger
Efter effektive forhandlinger mellem regeringen og KL er der nu landet økonomiaftale for 2027.
Det er vi glade for, så vi kan nå at få det med i vores budgetforhandlinger, som starter op efter sommerferien.
Og med aftalen er det helt tydeligt, at vi har fået en regering, der ønsker at investere i det, der er vigtigt.
For SF har udgangspunktet været enkelt: Velfærd må ikke blive en spareøvelse.
Investeringer i velfærd viser SF-aftryk
Vi løser ikke alle problemer med denne aftale, men vi tager nogle vigtige skridt i retning af at sikre bedre balancer samt større tryghed og nærvær.
Med aftalen viderefører vi det sporskifte i kommunernes aftaler, der giver de nødvendige økonomiske rammer for at investere i velfærden fremfor at skære i den.
Det er vi som hhv. Hvidovres borgmester og SF’s indenrigs/kommunalordfører rigtig glade for, og med aftalen er det helt tydeligt at se, at SF nu er kommet i regering.
Det kan vi blandt andet se ved, at aftalen sikrer minimumsnormeringer helt frem til skolestart, hvilket betyder at ‘forårsbørn’, der er startet i tidlig SFO, omfattes af de samme normeringer som børn, der fortsætter i børnehave.
Hertil vil der blive fremsat lovforslag om, at ledere i daginstitutioner udgår af normeringerne. Det er en stor sejr.
Løft af særtilskudspuljen og midler til ukrainere
Derudover indeholder aftalen et mærkbart løft af særtilskudspuljen, hvilket er med til at løfte de meget vanskeligt stillede kommuner.
Vi er i Hvidovre altid solidariske med andre kommuner. Du skal kunne vokse op med velfærd, nok pædagoger og en ordentlig ældrepleje, uanset hvor i landet du bor.
Derudover vi glade for, at der er prioriteret midler til ukrainske flygtninge.
Generelt er vi begge meget tilfredse med den aftale, der på meget kort tid er blevet forhandlet. Den bygger videre på den historisk store økonomiske ramme for kommunerne, som blev aftalt sidste år.
Og vi er glade for, at regeringen har handlet hurtigt på aftalen, så vi kan få god og inddragende proces for vores egne budgetforhandlinger her i Hvidovre
Af Anders Wolf Frisdahl Andresen, Borgmester i Hvidovre & Sofie F. Villadsen, Indenrigs/kommunalordfører for SF
LÆS OGSÅ: To nyvalgte fra Hvidovre vil løfte lokale sager ind i Folketinget





