Plejeboliger i Hvidovre: SF taler og taler – men stadig sker der ingenting

DEBATINDLÆG: Intet er gjort for at skabe nye plejehjemspladser, SF har ingen konkrete planer - og snart mangler vi op mod 80 plejeboliger, skriver Claus Vilhelmsen (S)

Claus Vilhelmsen
SF vil bygge på en grund, men intet er foreslået i kommunalbestyrelsen, og det er uvist, hvilken grund der er tale om, skriver Claus Vilhelmsen (S).

Der kommer til at mangle 60-80 plejeboliger inden for kort tid.

Derfor har vi brug for et nyt, stort plejehjem i Hvidovre.

Intet forslag om at bygge og ingen grund at gøre det på

I stedet for at tage affære, har SF nu i fire år ladet sig skræmme af, at den grund, som Strandmarksskolen ligger på, koster 54 millioner kroner.

Det er den såkaldte hjemfaldspligt, der er tale om, idet grunden er ejet af Københavns Kommune.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

SF vil hellere bygge på en grund, som kommunen ejer og udbygge eksisterende plejehjem, skriver Marie-Louise Jørgensen (SF).

Men så kan det da undre, at borgmesterpartiet ikke allerede har foreslået kommunalbestyrelsen at begynde at bygge.

Der er ikke engang konkrete planer. Hvad det er for en grund, forbliver desuden i mørket.

Plejeboliger kunne samles i nyt byggeri i Hvidovre  

Socialdemokratiets mere end fire år gamle plan handler om at betale hjemfaldspligten for Strandmarksskolen, rive halvdelen ned (den del er pilrådden og for dyr at renovere) og bygge et nyt plejehjem, der dækker behovet.

Strandmarkshave, hvor boligerne er små, kan på sigt frigøres helt eller delvist til byudvikling/salg, hvis vi samler plejeboliger i det nye byggeri.

Det giver bedre boliger til borgerne og en fornuftig økonomi for kommunen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

SF vil prioritere 140 millioner til et nyt atletikstadion, selvom vi har et af Danmarks bedste.

Så virker det besynderligt bagefter at sige, vi ikke har råd til at betale markant mindre for hjemfald til gavn for vore ældre medborgere.

LÆS OGSÅ: Inkarneret Hvidovre-borger: Kæmpe-ændring af Hvidovre, hvis Strandmarkens Fritidscenter rives ned

Plejeboliger kan opføres af alment boligselskab

Endelig påstår Marie-Louise Jørgensen, at det koster penge at bygge det nye plejehjem, men det behøver det ikke.

Plejeboliger kan opføres af et alment boligselskab, som opkræver husleje af beboerne.

Kommunens udgift handler primært om grund og anlæg. Det er en helt normal måde at gøre den slags på.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Tilbage, når røgen efter diskussionen er lettet, står, at Socialdemokratiets byggeplaner er blevet standset, og SF har intet gjort i fire år.

I mellemtiden bliver der flere og flere ældre i kommunen, og mennesker, der har boet hele deres liv i Hvidovre, ender med at måtte flytte ud.

Allerede nu er der venteliste.

Af Claus Vilhelmsen

Nr. 16 på Socialdemokratiets liste til kommunalvalget

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt