HvidovreNyt havde tilstrækkelig dækning for at nævne i en nyhedsartikel, at kommunalbestyrelsesmedlem Kristina Young (HL) skrev artikler til Hvidovre Avis.
Det konkluderer Pressenævnet i en kendelse.
Kristina Young havde klaget til Pressenævnet over artiklen Hvidovre Kommune betaler 100.000 kroner om året for cd-rom med oplæsning af Hvidovre Avis.
I artiklen fremgik det, at Kristina Young udtalte sig om emnet i byrådssalen, mens hun var skribent for Hvidovre Avis.
Politikeren klagede over, at oplysningen var forkert. På det tidspunkt var hun nemlig efter eget udsagn stoppet med at skrive freelanceartikler for avisen, som hun ellers har været tilknyttet i en årrække.

HvidovreNyt rettede oplysningen i artiklen efter en henvendelse fra Kristina Young. Nu fremgår det i stedet, at hun ”har skrevet” artikler til Hvidovre Avis.
Kristina Young: “Helt skævt og uacceptabelt”
Kristina Young klagede dog også, fordi hun mener, at oplysningen om hendes tilhørsforhold til avisen under alle omstændigheder er ligegyldigt for sagen.
Derfor havde redaktør og journalist Thomas Hoffmann fra HvidovreNyt i hendes øjne overtrådt de presseetiske grænser.
– Hans irrelevante sammenkædning af mit tidligere engagement med Hvidovre Avis og den konkrete sag medvirker til at mistænkeliggøre mig som en, der politisk tilgodeser en tidligere kunde.
– Det er selvsagt helt skævt og uacceptabelt, lød det i Youngs klage til Pressenævnet.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev og selv tage stilling til nyhederne:
I et høringssvar til Pressenævnet argumenterede HvidovreNyt for noget nær det modsatte. Det er journalistisk relevant at nævne en kommunalpolitikers tilknytning til en privat virksomhed.
Det gælder især, når den virksomhed bliver omtalt på et offentligt møde i kommunalbestyrelsen, hvor Kristina Young selv deltager i debatten.
Pressenævnet: Offentlige personer må tåle kritik
Pressenævnet lægger sig i samme spor i sin kendelse:
– Det er nævnets opfattelse, at Kristina Young i kraft af sit virke som byrådsmedlem er en person, der er kendt i offentligheden.
– Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, lyder det i kendelsen.
LÆS OGSÅ: Hvidovre Avis har fået 10.000 kroner om ugen fra kommunen
Derfor giver Pressenævnet ikke kritik af HvidovreNyt
Pressenævnet fortsætter:
– Pressenævnet finder efter en samlet vurdering på baggrund af sagens oplysninger, at HvidovreNyt på offentliggørelsestidspunktet havde tilstrækkelig dækning for at skrive, at Kristina Young ”skriver artikler for Hvidovre Avis”.
– Pressenævnet finder endvidere, at omtalen af Kristina Youngs tidligere tilknytning til Hvidovre Avis ligger inden for HvidovreNyts redigeringsret.
– Nævnet bemærker, at HvidovreNyt på baggrund af Kristina Youngs henvendelse efterfølgende ændrede formuleringen ”skriver artikler for Hvidovre Avis”, så det af artiklen i stedet fremgår, at Kristina Young ”har skrevet artikler til Hvidovre Avis som freelancejournalist”.
– Nævnet udtaler ikke kritik, lyder det i kendelsen.
LÆS OGSÅ: To lokale medier i Hvidovre får penge af kommunen – det sidste får intet






