Hvidovres politikere i kommunalbestyrelsen har besluttet sig for at betale 100.000 kroner det næste år for at få indspillet cd-rom med oplæsning af Hvidovre Avis.
Optagelsen af Lydavisen foregår på Lolland hos det statslige selskab Nota.
Den bliver derefter brændt i et særligt format på cd-rom, hvorefter den bliver sendt til Hvidovre og omdelt til 28 mennesker med funktionsnedsættelser.
Det dækker over besvær med at se eller læse.
35 har klikket i retning af lydfil i første del af 2025
Desuden bliver en lydfil lagt på bibliotekets hjemmeside.
Den side er i det første halve år af 2025 blevet besøgt blot 35 gange.
– Brugen af Lydavisen som lydfil på bibliotekernes hjemmeside vurderes at være stærkt begrænset, lyder det i dokumenter i forbindelse med det seneste kommunalbestyrelsesmøde i Hvidovre.
I dokumenterne bliver ordningen kaldt en ”væsentlig klimamæssig belastning”.
På mødet i kommunalbestyrelsen i slutningen af september besluttede politikerne sig alligevel for at fortsætte med at bruge 100.000 kroner om året på ordningen.
Hvidovre Nærradio kunne lave cd-rom langt billigere
Beslutningen blev truffet, selvom det undervejs kom frem, at den lokale Hvidovre Nærradio kan løse opgaven langt billigere.
– De kan lave samme tilbud til en fjerdedel af prisen, lød det fra Mathias Rinaldo fra Danmarksdemokraterne.
– 100.000 kroner er et voldsomt beløb. Nærradioen har allerede udstyret og har tilbudt at producere Lydavisen. Det er en oplagt business-case.
– Det ville være fantastisk, at vi kan gøre brug af vores nærradio og samtidig gøre en forskel for de borgere, der vil gøre brug af det her format, så det er i Hvidovre, pengene lander, sagde Mathias Rinaldo.
Forventning i oplæg til politikerne: Udgifter vil stige med ny udbyder
Oplysningen kom tilsyneladende bag på flere i byrådssalen.
I indstillingen fra embedsværket til politikerne stod da også, at der ikke var nogen afklaring af, hvem der ville kunne overtage produktionen af Lydavisen fra Nota.
Der stod også, at ”Produktionen af Lydavisen kræver særlige tekniske forudsætninger, og forskellige forhold vil medføre, at kommunens udgifter ved valg af alternativ leverandør forventes at stige.”
Altså umiddelbart den modsatte melding af, hvad Mathias Rinaldo sagde i byrådssalen.
Stationsleder Per Schreiber fra Hvidovre Nærradio bekræfter over for HvidovreNyt, at man efter en engangsinvestering i software og teknik vil kunne indspille lokale nyheder, brænde dem på cd-rom og omdele dem.
Måske ikke for en fjerdedel, men i hvert fald for under halvdelen af de 100.000 kroner, vurderer han.
Ingen kontakt fra Hvidovre Kommune til Nærradioen
Per Schreiber har endda flere gange fortalt det til Hvidovre Kommune, første gang tilbage i 2022.
– Vi kan også se muligheden for, på sigt, evt. at overtage oplæsning af Hvidovre Avis til de svagtseende og blinde i Hvidovre, har der stået i flere mails, som HvidovreNyt er i besiddelse af.
Alligevel er Hvidovre Nærradio ifølge Per Schreiber ikke blevet kontaktet i forbindelse med beslutningen om, hvordan næste års lydavis skal laves.

Det undrer Per Schreiber.
Han siger til HvidovreNyt, at det havde været oplagt allerede for længe siden at gå i dialog med lokalradioen.
Det står da også eksplicit i politikernes budgetaftale fra sidste år, at det skal ”undersøges, om Lydavisen kan varetages af lokale medier.”
Flere af de krøller på historien vidste flertallet af lokalpolitikerne tilsyneladende intet om, da de gjorde Lydavisen til ét af de mest debatterede punkter på dagsordenen på kommunalbestyrelsesmødet 30. september 2025:
Her kan du selv lytte til debatten om Lydavisen fra kommunalbestyrelsesmødet i Hvidovre Kommune tirsdag 30. september 2025.
Hvorfor ikke bruge AI i stedet for cd-rom?
Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne undrede sig over, at man i 2025 stadig bruger penge på at brænde cd-rom. I en tid, hvor en masse nye AI-muligheder stormer frem i verden udenfor.
– Det kunne man måske undersøge i stedet for bare at blive ærkekonservative og sige, vi skal gøre, som vi plejer, sagde Martin Amby (LA).
– Hvorfor er der ikke et forslag om, at vi kan køre noget AI? Jeg kunne godt se Ole Thestrup som speaker på det her, bemærkede Martin Amby.
DD: Bør hjælpe lyttere til at bruge andre formater
Mathias Rinaldo (DD) tog sig lidt til hovedet, mens han med et skævt smil bakkede Martin Amby op.
– Jeg må bare sige, at med de formater, vi har i dag – Spotify, YouTube – så er cd-rom altså bare…
– Vi skal have en god ældrepolitik. Men man kunne også være høflig og hjælpe dem med andre formater, som både er billigere for vores kommune og er bedre ud fra både kvalitet og sikkerhed, sagde Mathias Rinaldo.
Flertal talte for, at Hvidovre bruger cd-rom til oplæsning af Hvidovre Avis
Hvidovrelisten, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet mener derimod, at det er vigtigt at holde fast i den klassiske model.
Hvidovrelisten understregede, at den havde tillid til det oplæg til sagen, der var lavet fra administrations side.
– Jeg synes ikke, det er så pænt af os at sidde og tale om, hvad der smartest, når ingen af os dybest set har viden om det, lød det fra Kristina Young, der ved siden af arbejdet som lokalpolitiker har skrevet artikler til Hvidovre Avis som freelancejournalist.
(Redaktionel note, 26. oktober 2025: Kristina Young har klaget til Pressenævnet over denne sidste sætning, som hun mener er irrelevant for hendes udtalelse i byrådssalen.)
Det blev nævnt, at nogle borgere kan have svært ved at håndtere teknik, og her er cd-rom et velkendt valg.
Cd-rom har også den fordel, at det er noget fysisk. Så bliver folk mindet om at komme gennem artiklerne. Ligesom når man sidder med en fysisk avis, lød det fra Enhedslistens Karin Kofod.
LÆS OGSÅ: Hvidovre Avis har fået 10.000 kroner om ugen fra kommunen
LA: “Lad os da endelig stå i stampe”
Ingen af pointerne lod til at overbevise Martin Amby.
– Jeg forstår udmærket godt, at nogle borgere ikke har været med på den teknologiske udvikling.
– Men det er lige før med det her budget, at vi kunne købe en enhed og sætte den op hjemme hos de borgere og transmittere direkte fra AI ud til dem.
– Vi bruger mange penge på at lave cd-rom’er. Og jeg er imponeret over, at deres børnebørn kan finde ud af at hjælpe dem med at reparere deres cd-rom-drev, når det ikke virker længere, for du kan ikke købe den slags mere.
– Men vi skal da endelig stå i stampe og gøre, som vi plejer, lød svadaen fra Martin Amby.
Han tilføjede, at man da må håbe, at folk ikke bliver tvunget til at gå ud at købe et cd-rom-drev for at kunne lytte til Hvidovre Lydavis.
Skal HvidovreNyt med i fremtidens lydavis?
Tina Cartey Hansen fra Det Konservative Folkeparti – der oprindeligt havde bragt punktet på dagsordenen – bemærkede, at man måske også kunne undersøge, om modtagere af Lydavisen virkelig kun er interesseret i at få læst Hvidovre Avis op.
Eller om man også skulle inkludere andre nyheder fra eksempelvis HvidovreNyt.
Den slags kan indgå i en undersøgelse, man i fremtiden kan lave af, hvordan Lydavisen egentlig bliver brugt.
Det sagde partikollega Kenneth Bak (K), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, som sagen hører under.
Enig kommunalbestyrelse nikkede til cd-rom
Socialdemokratiets Yasir Iqbal strejfede, at sagen kunne blive sendt tilbage til mere debat i udvalget.
Men han endte med selv at moderere det. Udvalget kan bare tage en snak mere om sagen på et andet tidspunkt, lød det.
I det hele taget satte kritikken sig ingen spor i den endelige beslutning.
En enig kommunalbestyrelse i Hvidovre gav grønt lys til at fortsætte med at bruge 100.000 kroner på at brænde cd-rom med højtlæsning af Hvidovre Avis hos det statsejede selskab på Lolland.
LÆS OGSÅ: Er det forkert at bruge 200.000 kroner på et borgmesterportræt?













