Forsker: Snakken om at holde børn væk fra TikTok bør starte på skolerne

Dansk forsker fortalte om en chokerende oplevelse, der viser, hvad smartphones gør ved børn og unge, da hun gav et to timer langt oplæg for forældre til elever på Risbjergskolen

Tilskuere i Kometen til oplæg om mobiltelefoner
Der var masser af debat og spørgelyst, da forsker Aida Bikic fra Syddansk Universitet holdt oplæg i Kometen om sociale medier og telefoner for forældre fra Risbjergskolen (Foto: HvidovreNyt)

Det er vigtigt at begrænse børns adgang til telefoner, der kan gå på internettet og sociale medier som Snapchat og TikTok. Og snakken om den slags regler bør starte ude på skolerne.

Sådan lød det fra lektor Aida Bikic fra Syddansk Universitet, da hun lagde vejen forbi Kometen i Hvidovre for at holde oplæg for hundredvis af forældre om, hvor meget skade den frie adgang kan gøre på vores børn.

– De bedste løsninger er kollektive, understregede Aida Bikic.

– Det er svært selv at gå imod en hel kultur. Jeg vil foreslå, at det udgår fra skolerne. Det gør det nemmere for rigtig mange, sagde Aida Bikic, som tidligere har understreget, at forældre er ”flokdyr”, som har det med at følge det store flertal.

Den pointe kan du læse om i artiklen Gode råd: Sådan skruer du ned for barnets skærmtid.

Tag snakken om smartphones allerede i 0. klasse

Ifølge Aida Bikic bør forældre tage snakken om smartphones, allerede når børnene går i 0. klasse.

– Har man ikke snakken, er der pludselig ét barn, der har én. Næste jul er der flere, næste jul endnu flere, og så er ens barn pludselig det eneste, som ikke har en smartphone, sagde hun.

– Man behøver ikke være helt enige i klassen eller gå efter, at 100 procent ikke har adgang.

– Det er bare vigtigt, at ’dit’ barn ikke er det eneste, som ikke har adgang, lød det fra forskeren.

De samme overvejelser har man gjort sig i skolebestyrelsen på Risbjergskolen, der havde inviteret Aida Bikic.

Find oplægget til en aftale mellem skolens forældre om telefoner i faktaboksen længere nede i artiklen.

Sådan kan du tale med barnet om mobilen

Hvis du vil have hjælp til starte snakken i dit barns klasse, anbefaler Aida Bikic at skele til Børns Vilkår.

Børns Vilkår har lavet en guide til både forældre og lærere, der vil sætte gang i samtalen om mobiltelefoner og sociale medier.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Du skal ikke regne med, at samtalen starter sig selv ovre i skolen.

Hvidovre Kommunes skolechef mener tværtimod, at dialogen skal sættes i søen af forældrene selv, altså nedefra i stedet for oppefra.

Han vil ikke presse på for at sætte gang i dialogen på skolerne.

– Hvis jeg skal gå ind og facilitere den dialog, kan jeg hurtigt komme til at facilitere mange dialoger om mange emner, har skolechef Ole Møller Laursen sagt til HvidovreNyt.

LÆS OGSÅ: Skolechef: Regler for børns brug af sociale medier bør komme fra forældrene

Chokerende oplevelse med effekten af smartphones

Aida Bikic holdt oplæg i godt to timer for omkring 200 forældre til elever på Risbjergskolen.

Hun kom omkring mange negative effekter af at have en telefon med internetadgang og bruge en masse timer på den i stedet for på fysiske fællesskaber.

Én af dem er, at børn og unge mister evnen til at udsætte egne behov og holde koncentrationen i længere tid ad gangen.

– Børnehaveklasselærere fortalte i en undersøgelse sidste år, at de oplever flere børn, som har sværere ved at udsætte deres behov end for fem år siden.

– Jeg blev selv chokeret, da jeg var på danske gymnasier for at holde oplæg for unge.

– De kunne ikke holde til et oplæg på en halv time. Jeg fik at vide, at det skulle være fem minutter ad gangen.

– Mange af dem fik ikke sovet, fordi de tjekker TikTok om natten, lød det fra Aida Bikic.

Du kan læse flere af forskerens pointer om skadelige effekter i artiklerne Forsker afliver myter om børn, sociale medier og skærmtid og Sociale medier vænner børn til hurtige belønninger.

Debat om sociale medier fylder på skoler i Hvidovre

Aida Bikic har holdt tilsvarende oplæg for forældre fra tre andre skoler i Hvidovre.

Mest omtalt har været et foredrag for forældre til elever på Dansborgskolen.

Det var med til at få hele 80 procent af skolens forældre til at tilslutte sig en frivillig kontrakt mellem skole og hjem om at holde børn væk fra sociale medier, indtil de er fyldt 13 år. 

Kontrakten har vakt så meget opsigt, at en minister ligefrem har besøgt Hvidovre for at høre om erfaringerne og stille sin Facebook-profil til rådighed for skolebestyrelsen fra Dansborgskolen.

Risbjergskolens forældre barsler med tanken om i stedet at lave en frivillig aftale mellem forældrene – og altså ikke i en decideret kontrakt mellem skole og hjem som på Dansborgskolen.

Aftalen på Risbjergskolen skal holde børnene fra sociale medier, indtil de er fyldt 15 år.

Det ligger på linje med signaler fra Christiansborg, hvor der er lagt op til at vedtage et tilsvarende forbud senere på året. 

Skolebestyrelsen på Risbjergskolen har sendt følgende mail ud til samtlige forældre oven på foredraget i Kometen:

Kære forældre

På Risbjergskolen ønsker vi at styrke vores børns trivsel, ro og fællesskab digitalt.

Derfor indfører vi en fælles forældreaftale:

Elever på Risbjergskolen får ikke adgang til sociale medier, før de fylder 15 år.

Aftalen er en frivillig, fælles hensigtserklæring mellem skole og hjem. Når vi står sammen, bliver det lettere for alle familier at sige nej til noget, som mange børn ellers oplever som “normen”.

Hvorfor gør vi det?

Vi ser, at sociale medier skaber udfordringer for børn, der endnu ikke er modne til at håndtere dem, både hjemme og i skolen. Det handler bl.a. om:

  • Sårende kommentarer og konflikter
  • Digital udelukkelse og pres
  • Deling af grænseoverskridende indhold
  • Digital mobning og misforståelser

En fælles aftale fjerner presset fra den enkelte familie og gør det let at stå fast:
“Hos os venter vi – det gør de andre også.”

Hvad går aftalen ud på?

Som forældre forpligter vi os til at:

  1. Ikke give adgang til sociale medier før 15 år
  2. Støtte skolens arbejde med digital dannelse og trygge fællesskaber
  3. Tage dialogen med skole og andre forældre, hvis der opstår digitale problemer

Aftalen gælder for alle nuværende og kommende elever under 15 år på Risbjergskolen.

Har jeres barn allerede adgang, kan I stadig støtte – brug aftalen til at tale i familien om justeringer og grænser.

Sådan gør vi i praksis

  • Aftalen udsendes til tilslutning i påsken 2026
  • Vi følger op i klasserne og på forældremøder

Vores mål

At det bliver normalen på Risbjergskolen, at elever ikke er på sociale medier før 15 år. Vi ønsker mere nærvær, bedre trivsel og stærkere fællesskaber.

Tak for, at I er med til at give børnene et fælles, trygt ståsted.

Med venlig hilsen
Skoleledelsen og Skolebestyrelsen
Risbjergskolen, Hvidovre

FAQ

1) Er aftalen juridisk bindende?

Nej. Det er en frivillig, fælles aftale. Erfaringen er, at tydelige fælles rammer gør det lettere for alle at holde fast.

2) Hvad hvis mit barn allerede er på sociale medier?

I kan stadig støtte. Tal sammen i familien om at sænke forbruget, fjerne adgangen eller indføre klare regler (fx privat profil, ingen deling, skærmtid, voksen-opsyn).

3) Gælder det alle platforme?

Ja. Aftalen omfatter sociale medier som Snapchat, TikTok, Instagram, Facebook, WhatsApp-grupper m.fl. Vi kan ikke give en udtømmende liste, da der hele tiden kommer nye platforme til.

4) Hvad gør vi ved klassens kommunikation?

Skole/hjem bruger Aula og aftalte kanaler. Børnefællesskaber kan samles via analoge aftaler og forenings- eller skoleaktiviteter.

5) Hvem kan jeg kontakte?

Kontakt klassens kontaktforældre eller skolebestyrelsen for råd og hjælp.

Tiltaget er i tråd med anbefalinger fra bl.a. Børns Vilkår og Medierådet for Børn og Unge:

 

Dumbphones vinder frem

Aida Bikic har forsket i børn og brug af mobiltelefon i årevis. Personligt ville hun gå endnu længere end skolerne i Hvidovre.

Ud fra den forskningsbaserede viden mener hun, at børn burde holdes helt væk fra smartphones, indtil de bliver 18 år.

Det betyder ikke nødvendigvis, at børn ikke må have en telefon før da, understregede hun i Kometen.

– Mens antallet af børn i 3. klasse med en smartphone er begyndt at falde, er der ved at opstå en trend, hvor de i stedet har for eksempel en Nokia, der ikke kan gå online. En dumbphone.

– Jeg har hørt om skoler, hvor børn i 3. klasse har sagt, at de hellere vil have sådan en farverig dumbphone, fordi alle de andre havde sådan én, sagde Aida Bikic.

LÆS OGSÅ: Elever på Dansborgskolen: Forbyd bare sociale medier indtil 7. klasse – men hold jer fra vores chat

Risbjergskolen stemmer om aftale til påske

Ingen forældre i Kometen gav udtryk for, at de var imod aftalen.

Det kan selvfølgelig være, at modstanden viser sig, når skolebestyrelsen sender aftalen ud på Aula. Så kan samtlige 1.200 forældre give til kende, om de er med på den.

’Afstemningen’ om aftalen finder sted i påskeferien, oplyser skolebestyrelsen til HvidovreNyt.

Ét kommunalbestyrelsesmedlem mødte op 

Politisk lader der ikke til at være den store interesse for emnet i Hvidovre.

Hele kommunalbestyrelsen var inviteret til foredraget.

Én lokalpolitiker mødte op.

LÆS OGSÅ: Utilfredshed på folkeskole på grund af telefoner

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her