Hvad gør man, når man har lyst til at spille fodbold, men har små børn og ikke kan sætte to aftener om ugen af til træning og spille kamp hver weekend – ligesom mange andre fædre heller ikke kan?
Jens Krogstrup lavede en plakat i ungernes børnehave: Har du også lyst til at spille fodbold helt uforpligtende og for sjov? Så kom ned i Vigerslevparken og spil med andre familiefædre torsdag aften.
– Der var åbenbart mange, der havde det behov, for det spredte sig som ringe i vandet, husker Jens.

Hvis det bliver seriøst, skræmmer man folk væk
Da Risbjerg & Co. møder Jens og resten af ”Risbjerg All & Old Stars”-holdet i Vigerslevparken 10 år efter plakatens fødsel – i øvrigt meget symbolsk på Fars Dag – er holdet oppe på at have omkring 30 fædre i bruttotruppen.
Det er et godt antal til at sikre omkring 15 spillere til hver torsdagstræning på en 8-mandsbane. For der er altid små eller store skader og fædre, som er forhindrede.
– Hele grundtanken er, at det skal være fleksibelt. Man skal ikke føle sig forpligtet til at komme hver gang. Hvis det bliver for seriøst, skræmmer man folk væk, fastslår Jens.
Her demonstrerer grundlæggeren af Fædreholdet det tekniske niveau, der er påkrævet, hvis man skal spille fodbold med byens fædre:
Vi skal spille fodbold, selvom vi bliver gamle gubber
Flere på Fædreholdet har holdt sammen med Jens ved siden starten i 2015 og har i dag teenagere i stedet for småbørn.
– Det er lidt en solstrålehistorie om sammenhold. Min vision er, at vi skal kunne blive gamle sammen og blive ved med at spille, selv når vi er gamle gubber, fortæller Jens.
Undervejs er nogle faldet fra, og andre er kommet til for at spille fodbold på et vist niveau – ikke som nybegyndere og ikke som tidligere professionelle.
Én af dem er Thomas Albertsen.
Fædreholdet har en flodhest som rammende logo
Thomas Albertsen kom med på holdet, efter han så én af spillerne fra sin bil på vej hjem fra knægtens svømning og sprang ud for at spørge, om han ikke måtte spille med.
Thomas bor uden for Hvidovre, men er en lige så stor del af Fædreholdet som alle andre.
Han har endda designet holdets logo. Det er en flodhest, for flodhesten er både stor, doven, lidt tyk, farlig og spreder en masse gylle.

– Der bliver gået op i det på en måde, hvor man godt kan være lidt sur undervejs. Nogle gange går folk også hjem uden at sige farvel, selvom vi kender hinanden godt, griner Thomas.
Han understreger, at det er fint at råbe på banen, så længe man er over 40.
Yngre og hurtigere fædre må gemme højlydt brok over de langsommere og ældre holdkammerater, til de er hjemme hos konen.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:
Fodbold, fædre og Guds hånd
På Fars Dag er der både bandeord, høj jubel og endda en Guds hånd med i træningskampen.

Helt i Fædreholdets ånd er der ingen skader, for man holder sig fra voldsomme tacklinger og fejt spil.
Der skal være plads til at hygge sig med en bajer efter kampen og lyst til at tage med til julefrokosten eller fejre 10-års jubilæet med de andre, fortæller Jens.
Han overvejer, om næste skridt på vej mod en fælles fodboldalderdom er en fodboldtur, måske til England eller Italien.

Vil du også spille fodbold på hyggeniveau?
Fædreholdet spiller i øvrigt også om vinteren.
Det foregår på kunstgræs i Avedøre, hvor fædrene får en tid gennem et godt samarbejde med BK Friheden.
Er du blevet tændt på at blive en del af Fædreholdet, så skriv til Risbjerg & Co.; så sender vi beskeden videre.
En anden mulighed er at se på Hvidovre IF’s motionsfodboldhold. Det åbner for nye medlemmer hen over sommeren. Læs mere på Facebook.
Har du selv et hold, som du gerne vil have spillere med på, så send en mail til Risbjerg & Co.
Så kan det være, vi kan samle en oversigt og være med til at sprede det gode budskab.
Skriv til kontakt@risbjergco.dk.
LÆS OGSÅ om yderligere en spiller på Risbjerg All & Old Stars: Jesper elsker Risbjergkvarteret – og drømmer om et endnu bedre Hvidovre











